En så simpel konstruktion som en pladespiller behøver ikke at koste alverden. Placér en motor og en pladetallerken i et simpelt kabinet – det behøver ikke at være mere avanceret end fiberplade – sæt en arm på med lav friktion og skru en pickup fast. Færdig.
Den kommer ikke til at spille særlig godt, men den virker. Hvis du ikke tror mig, så læs vores tests af de billigste pladespillere på markedet. Det er ikke lystig læsning.
Hvis man vil have det maksimale ud af rillerne på vinylplader, er det en stor fordel, at pladespilleren har god dæmpning, stabile lejer, et præcist ophæng og en god pickup. Den slags koster, og kvaliteten af både pladespilleren og lyden følger gerne prisen.
Men for mange kan det at købe en dyrere grammofon for at få bedre lyd virke som at træde ind i en ukendt verden. Hvor begreber som azimuth, VTA og RIAA er fuldstændig fremmede, måske endda afskrækkende.
Det hjælper heller ikke, hvis man får at vide, at det ikke er nok at bruge mange penge på en pladespiller. Man skal også have dyrt tilbehør oveni for overhovedet at få lyd ud af LP’erne, når man kommer hjem og sætter det nye vidunder op.
Heldigvis findes der pladespillere, som man ikke behøver en videregående uddannelse for at betjene, og her taler jeg ikke om de raslekasser af plastic, som man kan bestille på nettet, men om grammofoner som den, vi ser på her.
Cambridge Audios stilrene Alva TT er sådan en pladespiller. En meget simpel model med alt indbygget, som man bare skal slutte til en stikkontakt og en forstærker for at få lyd. Det eneste tilbehør, man kan få brug for, er en pladebørste til 99 kroner.
Færdigmonteret – med MC-pickup
For pladespilleren kommer ikke alene færdigmonteret – såkaldt plug and play – den har alt undtagen forstærker og højttalere indbygget. Så behøver man ikke at tænke på azimuth, VTA eller RIAA. Phono-trinet – eller RIAA, som det også kaldes – er indbygget i pladespilleren.
Hvilket er en god ting, al den stund nyere forstærkere næsten aldrig har pladespillerindgang.
Den har også Bluetooth indbygget. Med aptX HD, som understøtter højere opløsning end standard Bluetooth (op til 24 bit/48 kHz). Det betyder, at man kan sætte pladespilleren op og streame til en eller flere Bluetooth-højttaler(e). Eller et par trådløse telefoner.
Cambridge-pladespilleren kommer ikke ligefrem med den billigste pickup. Den har en Alva MC-pickup med høj udgangsspænding monteret på armen. Som betryggende nok er leveret af Rega.
Den sorte pladetallerken er lavet af termoplast og direkte drevet af en elektronisk styret motor, og den har elektronisk hastighedsomskifter foran. Der medfølger alt, hvad man behøver for at komme i gang, inklusive et ordentligt RCA-signalkabel, et støvlåg og en simpel nåletryksvægt fra Ortofon.
Nogle vil sikkert finde det skuffende, at man ikke kan vælge sit eget phono-trin, men er låst til spillerens line-udgang. De skal dog vide, at det indbyggede er baseret på Alva Duo og Solo, som er Cambridges separate phono-trin.
Vellydende og velbygget
Normalt er så simple pladespillere med alt indbygget ikke det ypperste inden for lydkvalitet. Undtagelsen er den meget vellykkede Technics SL-1500C, som er billigere end Alva TT, men ikke så veludført og kommer med en mere simpel pickup.
Alva TT stiller nemlig op i en prisklasse, hvor langt dyrere pladespillere som Rega Planar 6 – med Ania MC-pickup – og MoFi UltraDeck befinder sig. Det er hård konkurrence for en pladespiller som denne, men den formår at slå godt fra sig.
Hvis man undersøger det nærmere, vil man finde ud af, at Rega-pladespilleren med Ania-pickuppen monteret lyder lidt mere raffineret og leverer musikken med større dynamisk kontrast. Men der er overraskende lille forskel i Regas favør, og mange vil nok foretrække Cambridge, fordi den er meget nemmere at bruge. Idet alt er indbygget.
Alva TT leverer bassen med god vægt og autoritet. Stortrommen sidder godt i maven, hvis man spiller højt, og man får alle nuancerne i klangen fra en kontrabas’ strenge med. Vokaler gengives med præcision og uden skæmmende betoning, og instrumenter som akustiske guitarer og klaverer klinger fornemt ud af højttalerne.
Den swinger godt, når man skruer lidt op, omend den dynamisk kan lyde lidt mere tam end Rega- og MoFi-pladespillerne. Men den får meget mere ud af rillerne end Technics-pladespilleren og vil altid stille musikken i sit bedste lys. Uanset genre.
Bluetooth-funktionen er bedre egnet til højttalere end til høretelefoner. På Apple AirPods Max var det ikke engang muligt at indstille volumen i hovedtelefonerne. Det fungerede fint med B&O Beoplay H95, men lyden blev aldrig mere end moderat høj.
Konklusion
Cambridge Audio Alva TT er en gennemført pladespiller med funktioner, som mange vil sætte pris på. I denne prisklasse er den ikke uden konkurrenter, men ingen af dem er så komplette og nemme at bruge som Alva TT. Der er velbygget, vellydende og har et lille fodaftryk, så den er nem at finde plads til.
Selv om man kan få endnu bedre lyd for pengene andre steder, er der ingen grammofoner i denne klasse, der kombinerer brugervenlighed med lydkvalitet bedre. Og den er langtfra bikset sammen af plasticdele, men virker, som om den er bygget til at holde hele livet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer