Man skal næsten være inden for hi-fi-branchen for at vide, hvem Copland er. Her mener jeg ikke den prisvindende amerikanske komponist Aaron Copland, men den danske producent Copland. Som er helt ukendt for de fleste, bortset fra kendere, der ved, at Copland laver noget af det mest vellydende, der findes med vakuumrør, som ikke er i den forkerte ende af prisskalaen.
De har lavet forstærkere siden midten af 80’erne, men er trods tilstedeværelse i over 35 lande kommet lidt i skyggen af Hegel, Dynaudio og Electrocompaniet.
Det er lidt underligt, for Copland er en forstærkerproducent, der høster stor anerkendelse dér, hvor de findes, fra dedikerede distributører, som ikke kan rose Ole Møllers konstruktioner nok.
Bortset fra nogle CD-afspillere er Copland blevet ved sin læst og er bedst kendt som forstærkerproducent, oftere med end uden vakuumrør. Og rør er der selvfølgelig også i CSA 150, som er Coplands flagskib blandt de integrerede forstærkere. Men den 145 watt kraftige forstærker bruger ikke kun rør.
Hybrid med DAC
Den spritnye forstærker er bygget ligesom CSA 100, bare kraftigere. Der er kun ét rør her, og det er et dobbelt trioderør – 6922 – der bruges som spændingsforstærker, mens resten af forstærkeren anvender MOS-FET (transistorer), som sørger for effekten.
Forstærkeren er bygget på et antimagnetisk aluminiumchassis og har både pladespillerindgang og digitale indgange. Pladespillerindgangen er tilpasset MM-pickupper, mens den interne 32 bit DAC (ESS9018) har to optiske og én koaksialindgang, og USB-indgangen bagpå understøtter PCM 24/32 bit op til 384 kHz og DSD64/128-formater.
Bluetooth
Den har ikke netværkstilslutning, som Hegel H390 f.eks. har. I stedet har Copland valgt Bluetooth med aptX HD – som er ekstraudstyr – hvilket fungerer godt, hvis man streamer fra Spotifys 320 kbit/s, men kommer til kort på 16 bit PCM eller streaming fra Tidal HiFi, Qobuz eller andre musik-streaming-tjenester med højopløste lydfiler.
Her mener Copland, at man er bedre tjent med at bruge USB-indgangen og afspille f.eks. fra en bærbar computer, og det kan man jo altid være enig i.
Forstærkerens pladespillerindgang har ingen tilpasninger eller justeringer, men kan bruges med næsten alle MM-pickupper samt MC-pickupper med høj udgangsspænding. De fire linjeindgange er fordelt på tre ubalancerede RCA- og et par balancerede XLR-stik. Den har også en fast linjeudgang og en variabel til effektforstærker – eller subwoofer.
Fyldig og varm klang
Da forstærkeren deler chassis og frontplade med andre Copland-forstærkere i CTA-serien, har den en standard indgangsvælger – og en ekstra til de digitale indgange. Man kan altså vælge, hvilken af de analoge indgange man vil bruge, med den almindelige indgangsvælger, men hvis man vil bruge de digitale indgange, skal indgangsvælgeren først sættes til D, og derefter vælger man, hvilken af de digitale lydkilder der skal bruges.
Som om det ikke var nok, er der en separat knap til anvendelse af Tape-indgangen på bagsiden. Men det er en lille pris at betale for at eje en så veldesignet og vellydende (hybrid-) forstærker som CSA 150.
Det er let at høre, hvorfor mange foretrækker rørforstærkere, når Copland-forstærkeren svinger taktstokken.
Sammen med de gulvstående Sonus faber Olympica III skaber forstærkeren et stort lydbillede fuld af klangvarme og med federe bas, end jeg havde turdet håbe. Åbningen med lilletrommen og – efter nogle takter – stortrommen på Kari Bremnes’ “Mitt hjerte hamrer og hamrer” drøner ud i rummet med en mægtig kraft, under fuld kontrol og med en nydelig varme i vokalklangen.
Bassen er ikke helt så stram som på Hegel H390, men det opvejes af Copland-forstærkerens klangfylde, der får et koncertflygel til at lyde velvoksent, selv på en lille højttaler som Dynaudio Special Forty. I den anden ende er diskanten silkeblød og velopløst, og der er i det hele taget tilfredsstillende rum og detaljerigdom på lydkilder som f.eks. CD.
Alison Krauss’ sarte vokal får en tiltrængt varme, og guitarlyden får mere dybde, når jeg skifter fra Hegel til Copland, og sammenlignet med Yamaha A-S2200 oplever jeg, at klaverlyden på Keith Jarretts Köln-koncert lyder varmere og mere fyldigt, men Yamaha-forstærkeren giver lidt mere indsigt og større detaljerigdom.
Lydbilledet bliver fladere og ikke helt så dynamisk, når jeg skifter fra 16 bit PCM til Bluetooth, men til alle praktiske formål såsom soundtrack til et selskab eller bare noget stemningsskabende musik i baggrunden er lyden via Bluetooth mere end godkendt.
Hvis man slutter et par hovedtelefoner til forstærkeren, slukkes lyden til højttalerne. Så kan man nyde den samme varme og fyldige klang direkte i ørerne, og sammen med Sennheiser HD 660 S er klaverklangen overordentlig engagerende og indtagende. En ren bonus egentlig, at hovedtelefonudgangen ikke lægger en dæmper på oplevelsen.
Konklusion
Denne integrerede forstærker viser, at Copland fortjener et større publikum. Selv om den har nogle betjeningsmæssige genvordigheder og ikke kan bruges med almindelige MM-pickupper, lyder den forbandet medrivende. Den tilfører musikken en klangfylde, der mangler på mange andre forstærkere, og fleksibiliteten med både digitale og analoge indgange gør den meget anvendelig for endnu flere.
Bluetooth-streaming er muligvis ikke audiofilt nok i visse personers øjne, og vi havde foretrukket netværkstilslutning med streaming via Wi-Fi, når sandheden skal frem. Men det tager ikke glæden fra os, over at Copland CSA 150 er en meget velspillende forstærker med nogle kvaliteter, der ikke er så lette at finde i denne klasse.
Hej
Fin test af Copland CSA 150. Jeg overvejer at anskaffe sådan en til mine Dali Rubicon 8, som jo kræver en forstærker der kan noget i en 4 ohm belastning. Jeg kan se at jeres test højttalere fra Sonos Faber, også er 4 ohm & har en følsomhed på 90 dB – så lige på det punkt minder de meget om Rubicon 8
Jeg overvejer også Electrocompaniet ECI 6DX MKII som en alternativ mulighed. Begge forstæreke har en lyd på den varme side.
Mvh.
Henrik