Hvis du for længst er blevet træt af de store kasser af nogle forstærkere, men ikke er helt indstillet på at tage springet til små, trådløse højttalere, så kan en hybridløsning være lige i skabet. Behold dine højttalere – eller køb nogle nye – og lad i stedet en streaming-forstærker føre dig ind i den moderne tidsalder.
Som Denon Home Amp. Den er en mere overkommelig version af søsterselskabet Marantz’ Model M1. Men heller ikke Denon-forstærkeren er billig, så det må forventes, at den leverer varen.
Sonos bliver udfordret
I denne verden har Sonos længe været boss, mens resten har kæmpet om krummerne. Men det kan være ved at vende nu, hvor en app-opdatering har fået alt til at gå skævt for den amerikanske producent. Brugerne rapporterer om produkter, der ikke længere kan forbindes, mistede playlister og alskens problemer. Og mens Sonos kæmper for at holde sig oven vande i Brugervenlighedshavet, kan konkurrenter som Denon hapse vigtige markedsandele.
Ligesom sin ærkerival er Denon Home Amp et lille pus af en stereoforstærker, men takket være en effektiv klasse D-forstærkning er den alligevel opgivet til at yde 2 x 100 watt. Det er ingen nyhed længere, men hvis du lige er krøbet ud af din gamle hi-fi-hule med de tunge ringkernetrafoer, vil du måske rynke på næsen, når jeg fortæller dig, at denne lille forstærker fint kan drive et par ordentlige højttalere. Inden for visse grænser.
Tilslutninger
På tilslutningsfronten er Home Amp leveringsdygtig i det meste af, hvad du har brug for, herunder HDMI eARC til enkel TV-lyd. Bluetooth-understøttelse og optisk indgang er også på plads – funktioner, som Sonos Amp mangler. På fronten finder du touchpanelet, hvor du kan justere lydstyrken og hoppe frem og tilbage mellem sange. Der er også tre genvejsknapper, som f.eks. kan bruges til yndlingsspillelister eller radiostationer. Vælg selv.
Byggekvaliteten er ikke helt på højde med, hvad jeg forventer af en forstærker, der koster næsten 6.000 kroner. Plastkabinettet føles lidt billigt sammenlignet med mere solide konkurrenter som Marantz Stereo 70s og Yamaha A-S701. Designmæssigt er Denon-forstærkeren i mine øjne heller ikke så elegant som Sonos Amp, selv om de udstråler samme kvalitet.
I betragtning af, at Denon-forstærkeren er en anelse dyrere end Sonos-forstærkeren, må forstærkeren bidrage lidt ekstra der, hvor det tæller mest: lydkvaliteten.
HEOS streamingsystem
Det digitale streamingjob udføres af det indbyggede HEOS-system. Det blev udviklet af ingeniører hos Denon og Marantz og er efterhånden blevet integreret i produkter fra flere mærker under moderselskabet Masimo. Både Classé og Definitive Technology har produkter, der understøtter HEOS, og flere vil sandsynligvis komme til. Det betyder, at de alle kan forbindes trådløst på det samme netværk og fungere problemfrit sammen. Præcis som en gruppe Sonos-produkter.
HEOS-app’en giver adgang til en række musiktjenester, herunder Spotify, Deezer, Tidal, SoundCloud og internetradio. Med Spotify Connect kan du desuden bruge Spotify-app’en direkte på mobilen, mens streamingen stadig foregår inde i forstærkeren. HEOS understøtter ikke så mange tjenester som Sonos, som også inkluderer flere lydbogs- og podcasttjenester samt Qobuz, Apple Music og Amazon Music. For at afspille disse med Denon Home Amp må du streame via enten Bluetooth eller AirPlay 2.
Enkel opsætning
Opsætningen går som en leg: Du tilslutter strøm, downloader og åbner HEOS-app’en og vælger Denon fra producentlisten. Vælg derefter forstærker, og Home Amp dukker op på listen. Forbindelsen derfra er lynhurtig og problemfri.
At tilslutte til Sonos Amp er langt mere langsommeligt og kedeligt, især i disse dage, hvor app’en lever sit eget liv. Jeg måtte til sidst give op og ty til AirPlay for at sammenligne lyden.
Lyden af Denon Home Amp
Lydmæssigt leverer Home Amp en ren og detaljeret gengivelse. Stereobilledet er præcist, og vokalerne går klart igennem. 2L-udgivelsen Tuvayhun lyder stor og luftig, og der skelnes tydeligt mellem placeringen af pigen til venstre og kvinden til højre i Rachel’s Song.
Men jeg husker bestemt at have hørt et dybere lydbillede fra de samme højttalere, nemlig Bowers & Wilkins 603 S3. Sammenlignet med konkurrenter som Bluesound PowerNode N330 er lyden stadig noget tynd, især i basområdet. Kontrabasserne mangler lidt af den fysiske tilstedeværelse, man får med dyrere forstærkere. Her må Denon se sig slået af Marantz’ søstermodel, Model M1, og ikke mindst Bluesound PowerNode N330.
Der er god energi i rytmerne på Lizzos About Damn Time, og jeg kan mærke, at det rykker i diskofødderne. Igen er det ikke så taktfast som med Bluesound PowerNode N330, og Denon lægger heller ikke afstand til Sonos-forstærkeren. Faktisk er det svært at høre forskel på de to forstærkere, uanset hvor meget jeg prøver. Lydmæssigt er det nærmest hip som hap, hvilken af de to man vælger.
Er den prisen værd?
Denon Home Amp er helt klart en kapabel forstærker med gode funktioner og fin brugervenlighed. Men det er svært at retfærdiggøre prisen. Den koster lidt mere end Sonos Amp, og der er kun 1.500 kroner op til Bluesound PowerNode N330. Sidstnævnte spiller dem begge af banen.
Jeg vil derfor primært anbefale Denon Home Amp til dem, der allerede har HEOS-produkter og ønsker at udvide deres system. For alle andre er der bedre alternativer til prisen. Ideelt set skulle forstærkeren koste mindre end Sonos Amp – så ville en anbefaling være mere helhjertet.
Og hvis du er på udkig efter HEOS-streaming, er Denon AVR-X2800H surroundreceiveren i samme prisklasse et andet spændende valg. Den er ikke nær så elegant som Home Amp, og den er skabt til et helt andet publikum. Men den lyder rigtig godt i stereo, har fjernbetjening og kan give dig en fuld syvkanals surroundopsætning med Dolby Atmos. Desuden har den indbygget Audyssey-rumkorrektion, som giver større fleksibilitet i højttalerplaceringen.
Alt i alt er Denon Home Amp en solid forstærker med sømløs streaming og god funktionalitet. Men på et meget konkurrencepræget marked er forholdet mellem pris og ydelse ikke helt, som jeg gerne havde set det.
Konklusion
Denon Home Amp er en kompetent streamingforstærker med en problemfri brugeroplevelse og god lydkvalitet. Den giver frustrerede Sonos-brugere en vej ud af økosystemet, og selv når Sonos i sidste ende kommer tilbage, hvor de burde være, har du et godt alternativ i Denon.
Prisen for Denon Home Amp er lavere end for dens slægtning, Marantz Model M1. Alligevel synes jeg, at den er i overkanten. Du får en varmere og endnu mere kontrolleret lyd andre steder for de samme penge uden at gå på kompromis med brugervenligheden. Denon-forstærkeren lyder heller ikke bedre end Sonos Amp, som den forsøger at tage markedsandele fra.
Er du ikke HEOS-bruger eller i markedet efter dens unikke funktioner, er det en solid, men dyr løsning på et stærkt konkurrencepræget marked.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer