TEST: Denon PMA-A110

Japanske Denon kan i år fejre sit 110 års jubilæum. Det er en respektabel alder for en hi-fi-producent – og ikke meget yngre end selve elektricitetsnettet!

For at fejre jubilæet har Denon lavet en serie specialudgaver af nogle af sine bedste modeller. Modellerne har fået ekstra omsorg på lydsiden med endnu bedre komponenter og mere kompromisløs opbygning. På forstærkerfronten gælder det den integrerede forstærker PMA-A110.

Hvis PMA-A110 virker bekendt, er årsagen, at den langt hen ad vejen er bygget over PMA-2500ne, som vi tidligere har testet. Under den titaniumgrå overflade er den dog mindst lige så beslægtet med entusiastforstærkeren PMA-SX1, som slet ikke eksporteres til Vesten. Hvad der også kan ses på prisen. Der er en halv gang højere end PMA-2500ne.

Så tungt som i gamle dage

Når det gælder forstærkere, kan man få et fingerpeg om kvaliteten ved at se på vægten. Og her scorer Denon PMA-A110 point på pondus. Stillet op ved siden af NAD M33, som jeg testede for nylig, er det svært at se, at PMA-A110 er både billigere og langt mindre effektstærk. Den er næsten dobbelt så stor – og tæt på tre gange så tung!

Det hænger sammen med konstruktionsprincippet: Denon’en er en klasse AB-forstærker, og der er ikke sparet på køleplader eller på strømforsyningen, som naturligvis er af den klassiske lineære type. Der skal ikke noget switched mode-snavs ind i kabinettet her!

Musikalitet frem for effekt

Trods de mange kilo hardware-lækkerier er udgangseffekten kun stilfærdige 2 x 80 watt. Effekten fordobles dog til 160 watt pr. kanal i 4 ohm, hvilket vidner om rigelige strømreserver. At det ikke er styrken, men finessen, der satses på, kan ses af, at udgangseffekten er præcis den samme som på PM-A2500ne – og kun henholdsvis 10 og 20 watt over budgetmodellen PMA-1600ne.

Udgangstrinet er bygget over noget, Denon kalder Ultra High Current MOS Single Push-Pull Circuit, hvor det består af blot to transistorer af CMOS-typen. Princippet skulle give musikalske fordele, men det sætter begrænsninger på udgangseffekten sammenlignet med konventionelle udgangstrin, hvor man ser stribevis af parallelkoblede bipolare transistorer.

Denne type udgangstrin er dog ikke unik for PM-A110, men genfindes også i Denons øvrige integrerede hi-fi-forstærkere. I dette tilfælde er det hele dog udført med hysterisk opmærksomhed på komponentkvaliteten og i en udgave med færre trin, som er kopieret fra den meget kostbare PMA-SX1-forstærker.

Bagsiden er fyldt med ind- og udgange i lækreste kvalitet. Og ekstra lækker på pladespillerindgangen og “ext pre in”, hvor PMA-A110 funger som ren effektforstærker. F.eks. til frontkanaler i et hjemmebiosystem.

Højttalerterminalerne er store og solide, og der er god plads til kraftige kabler. Så god plads, at jeg næsten tilgiver Denon for at proppe hullerne til bananstik til. Med passende mængder af vold kan man måske få propperne ud, men jeg turde ikke forsøge på en låneforstærker.

Digitaldel kan slås fra

Der er tre sæt analoge indgange samt en ind- og udgang for (bånd)optagere. Dertil hele fire digitalindgange. At digitale signaler anses for urene, ses på, at man med knappen “Analog mode” kan slukke for hele digitalsektionen. “Source direct” afbryder desuden tonekontrollerne, så signalvejen bliver så kort og ren som muligt.

Hvis man vælger at lade digitalsektionen være tændt (og den har sin egen helt separate strømforsyning), får man til gengæld adgang til en firedobbelt digitalkonverter af nyeste generation, som håndterer opløsninger på 24 bit/384 kHz og opsampler signalerne til 1,4 MHz.

Lyden

Når jeg lytter til en forstærker første gang, foretrækker jeg så vidt muligt at lade lyden tale for sig selv. Har man på forhånd fået en gennemgang af en produktansvarlig eller læst om produktets påståede teknologiske fordele, er det alt for let at komme til at høre netop det, som man har fået at vide, at man vil høre. Altså placeboeffekt. Så hellere lytte uden forudsætninger.

Og hvis de nedskrevne indtryk siden viser sig at stemme overens med forklaringen, er der sandsynligvis noget om snakken. Det siger sig selv, at man også skal undgå at læse andre mediers tests på forhånd.

Jeg sammenlignede bl.a. med den nævnte NAD M33, der er noget dyrere, men på den anden side indeholder en hel del digitale ekstrafunktioner som streaming og rumkorrektion.

Følelsesladet

Begge er rigtig gode forstærkere – men også meget forskellige. NAD M33 spiller tørt og præcist, men også med et rytmisk drive, der gør den sjov. At lytte til Denon PMA-A110 er en mere følelsesladet oplevelse. Den minder, lidt forsimplet sagt, om en klasse A-forstærker eller en rørforstærker. Der er en integritet og sammenhæng i lydbilledet, som man først opdager, at man har manglet, når man bliver præsenteret for den.

Det kommer bedst til udtryk på koncertoptagelser, hvor oplevelsen af at lytte direkte ind i koncertsalen bliver mere troværdig og helstøbt. På Cincinnati Pops’ udgave af “Banditen-Galopp” kan man fornemme dimensionerne af rummet og pladsen mellem instrumenterne helt tydeligt – også helt nede bag i salen. Ikke på en demonstrativ måde; det virker bare naturligt og afslappet.

Jeg har netop rost NAD M33 for at gengive rummet godt. Og den gør det fremragende. Men Denon’en gør det bare en tand mere sammenhængende.

Et andet punkt, hvor PMA-A110 bringer associationer til rørforstærkere, er i basområdet, som gengives med en vis “rundhed”. Bassen er ren, og stortrommer får godt med krop. Men det er ikke med den tørhed og knivskarpe kontrol, som en kraftig klasse D-forstærker som NAD M33 eller en power-DAC som Lyngdorf TDAI-3400 klarer. Eller for den sags skyld et klasse AB-kraftværk som Emotiva XPA-DR2. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Højttalere med en lidt rigeligt kontrolleret eller lidt slank basgengivelse kan slippe en smule af hæmningerne.

Alt i alt er Denon PMA-A110 et charmerende bekendtskab, der sandsynligvis vil tiltale “gammeldags” audiofile, som hygger sig med at tælle medlemmerne i orkesteret på klassiske koncertoptagelser, og som vil hygge sig med yndlingspladerne. I så fald er det med at gribe chancen, mens den er der, da jubilæumsmodellerne kun er fremstillet i et begrænset antal eksemplarer og kun vil være at finde i få butikker.

Er du steget 100 procent på digitaltoget og forventer masser af computerkraft og teknologiske finesser i en integreret forstærker, er der andre valg, der virker mere nærliggende.

Konklusion

Denon PMA-A110 er en forstærker, der vækker varme, nostalgiske følelser hos testeren. For det første ligner den noget, der kunne have været bygget i japansk hi-fis storhedstid. Eller rettere: Den ligner den forskønnede erindring om den tid – for selv det dyre grej dengang var ikke udført med denne standard.

For det andet – og det er vigtigere – giver PMA-A110 med sin silkebløde og detaljerede musikalske spillestil associationer til de bedste egenskaber fra rørforstærkere og klasse A-forstærkere. Ligesom på disse er udgangseffekten begrænset, og Denon-forstærkeren har ikke det samme knastørre jerngreb om højttalernes bas-enheder som en moderne klasse D-forstærker med hundredvis af watt under motorhjelmen.

Det behøver ikke at være nogen begrænsning, når det sker på en så charmerende måde som her. Og det bliver med et vist vemod, jeg pakker kæmpen ned igen og sender den videre til dens sandsynligvis begejstrede køber.