TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Devialet Arch

Fantastisk vinyllyd til Phantom

Så let kobler man pladespilleren til de trådløse Phantom-højttalere fra Devialet.

Af / 27/06/2021 - 21:01
Devialet Arch

Lyd & Billede mener

  • Glimrende undertrykkelse af jordstøj, klar og åben lyd. Meget alsidigt supplement til Devialet Phantom! Passer også til ældre Phantom-højttalere, hvis de er opdateret med den nyeste software.
  • Kan give lidt lidt forstærkning til de mindst følsomme MC-pickupper.

Franske Devialet laver forstærkere og højttalere som ingen andre. Særlig specielle er nok de trådløse high-end-højttalere Phantom, som ud over brutal kraft fra ekstremt lidt plads også har dybere bas, end man troede var muligt!

Det skyldes en masse forstærkerkraft og meget store basenheder (2 x 7 tommer) i forhold til kabinetvolumen. Desuden har de meget lang slaglængde, og fordi den digitale processor (DSP) kender enhedernes nøjagtige slaglængde, kan højttalerne drives til at spille højere, end de egentlig kan, ved progressivt at holde igen på de dybe bastoner, når enhederne slår maksimalt ud. Dermed kan højttalerne fortsætte med at spille højere og højere, selv når slaglængden er makset ud.

Phantom-højttalerne streamer trådløs musik direkte fra mobilen og er desuden Roon Ready. De har også en optisk digitalindgang, hvis man vil koble dem til TV’et. Det eneste, de mangler for at kunne gøre det ud for et fuldgyldigt stereoanlæg, er en pladespillerindgang og måske en analog line-indgang. Så man kan tilslutte en CD-afspiller eller en separat netværksafspiller.

da2
Devialet Phantom I er fabelagtige højttalere, som kun mangler muligheden for tilslutte en pladespiller. (Foto: Devialet)

Devialet Arch er løsningen

Men det var indtil nu. Sig goddag til Devialet Arch. En lille tilslutningsboks, hvor man kan slutte en pladespiller eller anden analog lydkilde til. Den kan til og med bruges som koaksial digitalindgang; det bruger man i så fald Left-indgangen til. Her har Devialet hentet inspiration fra deres egne Expert Pro-forstærkere, hvor indgangene kan programmeres til at være snart sagt, hvad man vil.

Hvis man har et par Phantom I eller II (nyt navn på Reactor) – eller endda ældre, men software-opdaterede Phantom-højttalere – og Devialet-app’en på mobilen koblet til samme netværk, vil app’en automatisk registrere Arch efter et lille tryk på knappen på toppen.

Annonce

I app’en vælger man, om den skal bruges til Phono, Line eller Digital, og så er man i gang. Hele systemet er nu forbundet via hjemmenetværket. Meget lettere bliver det ikke.

Som pladespillerforstærker tager den MM-pickupper, men også en god del MC-modeller. I stedet for at differentiere mellem de to skal man justere følsomheden med en skydeknap. Fra 0,5 mV helt op til 10 mV, hvor 5 mV er valgt som standard.

Nogle MC-pickupper har følsomhed helt ned til 0,3 mV og endda under; så vil lyden fra Arch blive lidt lav. Hvis man har sådan en pickup, ville jeg prøve den, før jeg købte.

da3
Devialet Arch er en tilslutningsboks, der gør Phantom-højttalerne komplette med pladespillerindgang, line-indgang eller endda koaksial digitalindgang. (Foto: Devialet)

Flot pladespillerforstærker

Selv testede jeg Arch som pladespillerforstærker sammen med min Pro-Ject Debut Carbon Esprit med Ortofon 2M Black-pickup. En combo til omkring 8.000 kroner, der lyder ret fint med det rigtige phono-trin, og når den står på et godt underlag. Den har nemlig ikke verdens bedste dæmpning – og ikke særlig meget masse.

Jeg har min pladespiller stående på en vægmonteret hylde, skruet ind i en gipsvæg og forstærket med kædeophæng. Væggen er på sin side forbundet til gulvet, som alle jo har det – undtagen dem, der af lydmæssige grunde har taget særlige skridt med flydende ophæng.

da4
Gråbeins Pro-Ject Carbon Debut Esprit med Ortofon 2M Black-pickup fungerede godt sammen med Devialet Arch – når den stod på en vægmonteret hylde med spikes ned i sandfyldte kopper. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Dyb bas kan give problemer

Men jeg skulle erfare, at selv det, at pladespilleren er placeret på en vægmonteret hylde, ikke nødvendigvis er nok til at undgå vibrationer. Selv om den og Arch-boksen står i et andet rum end højttalerne (Phantom I 103 dB), hvilket er muligt, da tilslutning sker trådløst via netværket.

Læs også Denne bas er ren magi Den sensationelle livsstilshøjttaler Phantom er blevet endnu bedre. Devialet Phantom I 103 dB er kort og godt et unikum.

For da jeg satte på den vellydende “It All Starts With One” med Ane Brun på, begyndte højttalerne at blafre ukontrollabelt, mere og mere. De går nemlig meget dybt i basen (16 Hz!), og basbølgerne forplanter sig til både gulv og vægge – og til pladespilleren.

Så pickuppen opfanger basbølgerne og sender dem ud til højttalerne igen, hvilket resulterer i en feedback-sløjfe, hvor bassen bliver øredøvende, og nålen begynder at vibrere og skaber en skælvende lyd (wow and flutter) i hele det hørbare frekvensområde.

Det ville ikke være sket med en pladespiller med mere masse (altså tungere) eller en, der var bedre dæmpet. Jeg fik da også løst problemet ved at placere spikes på undersiden af pladespilleren, som igen stod i hver sin kop fyldt med sandkassesand. Let og (ikke så) elegant!

For en ordens skyld: Problemet kan løses endnu lettere ved at aktivere Night Mode. Så dæmpes den dybeste bas, og feedback-sløjfen forsvinder. Men samtidig bliver lyden tynd og livløs, så jeg anbefaler at tage de nødvendige skridt.

Jeg skal også påpege, at problemer med feedback og pladespillere ikke er noget nyt – og ikke Devialet Archs skyld. Det er simpelthen min pladespiller, der ikke var så god – eller så godt placeret – som jeg troede, da jeg hidtil ikke har brugt den sammen med højttalere, der går helt ned til 16 Hz.

da5
Der er én indgang ud over Ethernet, og den kan være alt fra line-indgang til phono eller endda digital koaksial. Det vælger man i app’en. (Foto: Devialet)

Fornem lyd

Efter at problemet var løst, kunne jeg bare sidde og nyde musikken med krop og sjæl. For den lyder virkelig fornemt gennem Arch og Phantom I. For det første er der nul jordstøj. Nada. Intet. Helt stille! Det er ikke ofte, jeg oplever det.

For det andet er bassen dyb og frodig, og giver lydbilledet et flot fundament at hvile på. Ane Bruns stemme kommer flot frem og står og hænger i luften mellem højttalerne.

Det samme med Björk på albummet Biophilia, hvor mange af numrene har mærkelige rytmer, der efterligner mønstre, som findes i naturen. Men også hvor specielle strengeinstrumenter på f.eks. åbningsnummeret “Moon” kommer ud med masser af klangfarver og en timing, som det er længe siden, jeg har hørt fra min egen pladespiller. Normalt er den koblet til en Cambridge Audio 651P, som slet ikke har den samme stilhed og opløsning – uanset hvad den er tilsluttet.

Det er også fedt, at pladespilleren pludselig er blevet trådløs. Det betyder, at jeg kan flytte den mellem rum og etager, uden at det går ud over lydkvaliteten. Hvis man har en Devialet multirumsopsætning, kan man let gå fra det ene rum til det andet og tage pladespilleren med derhen, hvor man vil sidde og lytte.

Fungerer lige så godt som line-indgang

Jeg prøvede også kortvarigt at tilslutte min CD-afspiller, en ældre Hegel CDP4A mk2, hvor drivværket i sin tid blev dæmpet internt med et BASE Technology dæmpningssystem. Og jeg må sige, at Arch fungerer lige så godt som line-indgang til Phantom-højttalerne. Den gør ikke noget galt og gør jobbet legende let.

da6
Knappen på toppen af Devialet Arch er til at koble den til det trådløse netværk. (Foto: Devialet)

Konklusion

Denne test af Devialet Arch skulle egentlig have været meget kort. Når alt kommer til alt, er der ikke så meget at sige om opkoblingen, bortset fra at det går legende let. Men så kom jeg på, at jeg måske skulle fortælle om mine erfaringer med feedback-sløjfen fra pladespilleren, selv om det ikke var Archs skyld.

Der er bare det, at så dyb bas, som der kommer fra Phantom-højttalerne, gør at man nok skal være ekstra opmærksom på, at pladespilleren og underlaget er godt dæmpet mod vibrationer.

Arch lyder fortrinligt som pladespillerforstærker og er bestemt Devialets højttalere værdig. Det er en ren nydelse at lytte til vinylsamlingen, selv om den strengt taget ikke længere er analog, men forvandlet til et højopløst digitalsignal.

At Arch giver fantastisk meget valuta for pengene, er det ingen tvivl om. Uanset om det er en pladespiller eller en CD-afspiller, man kobler til. Sidstnævnte kan man faktisk også tilslutte digitalt.

Karakter
Devialet Arch
Basic
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget