: Devialet D400

Nogle få gange i karrieren som lydjournalist dukker der noget op, som fejer alt andet af banen og giver en oplevelse, der går helt ind i sjælen. En af de gange var da jeg hørte den første forstærker fra den på det tidspunkt helt ukendte franske producent Devialet.

Den lyd, der strømmede ud af højttalerne, var ikke som noget andet, jeg havde hørt. Organisk, letflydende på grænsen af det vægtløse, med lynhurtig dynamik og et klokkerent, næsten antiseptisk lydbillede. Den dag for fire år siden kan jeg huske, at jeg tænkte: Det her kan forandre alt.

Siden D-Premier – som forstærkeren hed – fra 2011 er Devialet (udtales døh-vialé) på rekordtid blevet en af de mest anerkendte og banebrydende high-end producenter i verden.

Læs testen af Devialet D-Premier her.

Den første forstærker lignede ikke et hi-fi produkt, og den var virkelig også anderledes. Med indbygget digitalkonverter, bruger-konfigurerbare indgange og snart også trådløs modtagelse til streaming blev den hurtigt en anmelderfavorit. Superlativerne haglede ned, også hos os, og ordet “sensation” gik igen i anmeldelserne.

Men hvordan kunne en ukendt fransk producent dukke op ud af det blå med en rasende god forstærker?

Det er ikke let at se, hvilken volumen, indgang eller andre indstillinger der er valgt, på sådan en lille skærm.

 

Sådan er den lavet

Svaret handler om nogle franske ingeniører med interesse for hi-fi, sans for design og evnen til at tænke nyt. Med en ren tavle er det også lettere at udvikle noget nyt, end når man hele tiden må lave Mark II-, III- og IV-versioner for at holde kundernes interesse oppe. Som det så ofte er tilfældet i high-end sfæren.

Siden D-Premier har Devialet fortsat udvikling af de “skinnende badevægte”, som humoristiske brugere har kaldt dem. I dag består serien af fire modeller – to af dem rene stereomodeller i et 4 cm højt aluminiumkabinet og to stereovarianter konfigureret i mono med to forstærkere koblet sammen.

Fælles for dem alle er Devialets fleksible konfiguration af indgange med dertil hørende tekniske egenskaber. Brugeren kan nemlig selv bestemme, hvor mange af indgangene der skal være analoge, og hvor mange der skal være digitale. Alle har USB og pladespiller-indgang, men de dyrere modeller har flere konfigurationsmuligheder.

Fjernbetjeningen er lækker at se på, men det ville have været rart med et display, der viste indstillinger og volumen.

Vi har tidligere testet 120 watt versionen D120 samt forgængeren til D200 kaldet D170, og her tester vi altså den næst-heftigste model, D400, med 2 x 400 watt effekt.

Ligesom originalen anvender D400 en noget speciel teknik for at kunne levere 400 watt i hver kanal fra så små chassiser. En 400 watt forstærker vil normalt have brug for meget køling, hvilket betyder en større og måske ikke lige så elegant skal.

Men Devialet anvender noget, de kalder Analog-Digital Hybrid teknologi (ADH). Det ligner lidt såkaldt Current Dumping, som Peter Walker i sin tid brugte i Quad-forstærkerne. Her har Devialet et klassisk, analogt klasse A forstærkertrin – som leverer spænding til højttalerne – kombineret med et digitalt klasse D forstærkertrin – som leverer den strøm til højttalerne, der er nødvendig for at få effekten op.

Sådan ser to D200 ud, når de kobles sammen til en D400-konfiguration på 400 watt. Alle indgange kan konfigureres af brugeren selv.

Således opnås ekstremt lav forvrængning med klasse A (0,00025 procent for D400) og meget effektiv kraftleverance til højttalerne med klasse D, med et signal/støj-forhold på 133 dB.

Det er måske ikke tal, der siger alverden, men man forstår det, når man hører D400!

 

Undersiden med bundpladen fjernet. I midten sidder hjernen i forstærkeren …

… her set fra den anden side.

 

 

Gennemsigtig silke

Men hvordan lyder denne high-end computer med sensationel lyd så egentlig? Jo, sandsynligvis har du aldrig hørt noget lignende. En Devialet D400 er egentlig to D200, der er sat sammen og konfigureret som monoforstærkere. Hvor den ene også fungerer som forforstærker. Helt præcist er det en integreret forstærker, der leverer lyd til den ene kanal, og så fungerer den anden som en mono effektforstærker.

Man kan starte med én D200 og senere opgradere med en til for at få et D400-sæt. Det øger effekten fra 200 til 400 watt pr. kanal, sænker støjgulvet og reducerer forvrængningen med en faktor på fire. Lyden af den kombination kan beskrives med ét ord: Sublim. Det bliver svært at finde bedre lyd for pengene.

Under testen af D400 brugte jeg for det meste KEF Reference 5. Dels fordi det er nogle fantastiske højttalere, der klæder Devialet godt, og dels fordi jeg så kunne bruge SAM-funktionen. Som i øvrigt findes til mere end 200 andre højttalere og til Reference 5 i to versioner: Med korte eller lange basrefleksporte. Da jeg foretrækker mere dybbas, brugte jeg KEF Ref 5 long, som den hedder, og det fungerede fremragende.

Dybden og kontrollen i bassen var mærkbart bedre med SAM aktiveret på KEF’erne. Med Rival Sons’ “Electric Man” for fuld styrke hamrede bassen direkte ind i knoglemarven som knytnæveslag. Selv på så høj volumen var hverken vokal eller guitar påtrængende skarp i ørerne. “Krystalklart” var det ord, jeg kom på, mens jeg sad dér og fik banket ørerne møre.

Så ja, de kan spille højt. Ikke McIntosh-højt med endeløse kræfter og mængder af klangfylde, for der er grænser for, hvor meget effekt ADH-kredsløbet kan levere. Men for mig var det mere end nok. Især da det var så behagelig at spille højt. Muligvis fordi fraværet af forvrængning (bevidst eller ubevidst) gjorde, at ørerne ikke blev trætte i længden.

Skemaet viser signalet ind fra venstre, og hvordan ADH-kredsløbet overtager efter digitalkonverteren i en Devialet.

Med en mere raffineret indspilning som Mozarts Cosi Fan Tutte med bl.a. Karita Mattila og Anne Sofie von Otter løb de ord, jeg havde på tungen, fra mig, før jeg fik samlet tankerne. Nogle minutter inde i anden akt indså jeg hvorfor. Jeg havde bare siddet og lyttet til musikken, og helt glemt at tage noter. Men da mine kognitive evner havde sundet sig lidt, lykkedes det mig at få nogle stikord kradset ned.

Lydbilledet er så dybt, vægtløst og luftigt, som jeg næsten aldrig har hørt det før. Sammenlignet med Mark Levinson 585 til næsten samme pris er der flere klangnuancer her, men ikke helt samme basdynamik. 585 slår hårdere, men D400 er glattere – som silke kontra jeans, om man vil. D400 får strygere til at lyde som individuelle instrumenter i en gruppe, ikke bare en klump.

Prøv et korværk – såsom Mozarts Requiem (gerne med Cecilia Bartoli og Georg Solti) – på en anden forstærker og prøv at skille stemmerne fra hinanden. Gentag så med D400, og du forstår, hvad opløsning og perspektiv vil sige.

Fra produktionen hos Devialet i Frankrig.

Hvis du virkelig vil have en udfordring, kan du streame norske Jaga Jazzists nye album og tjekke, hvor højt du kan spille, før det gør ondt. Jeg vil vædde på, at D400 spiller overlegent blødere og samtidig klarere på samme volumen. For den har så utrolig god kontrol over både små transienter, store dynamiske udslag og fine detaljer, at det er en sand fornøjelse.

Det spiller ingen rolle, om det er Thåström eller Ten Years After – Devialet-forstærkeren er som at se verden gennem glasløse briller efter et hav af mudrede solbriller.

 

Konklusion

I begejstringen over den vidunderlige lyd af ingenting – forsvindende forvrængning og nul støj, også via pladespiller-indgangen – skal vi ikke glemme, at Devialet D400 koster lige så meget som en lille bil. Eller et luksuskrydstogt for hele familien. Men man skal også huske på, at der ikke findes magen til tilpasningsdygtig og velspillende lyd på denne side på 300.000 kroner.

Efter vores mening er Devialet D400 nærmest uden konkurrence, fordi den er så unik. Hvis man trods alt er mest optaget af lyden, så findes der mange alternative forstærkere derude, men ingen i denne prisklasse er så komplet som denne.