Det er snart længe siden, vores chefredaktør testede Devialets topforstærkersæt Expert 1000 Pro. Det var nemlig tilbage i 2016.
“Det er så dybt, vægtløst, fuld af klangnuancer og fri for støj og forvrængning, at jeg næppe har hørt magen,” skrev Lasse Svendsen dengang.
Den gode nyhed er, at Expert 1000 Pro fortsat er tilgængelig og er lige så god i dag som dengang. Den dårlige nyhed er, at den koster 208.000 kroner.
Hvis du tænker, at du nok skulle kunne skrabe det halve sammen, vil det sikkert glæde dig, at high-end-forstærkersættet i virkeligheden er to brokoblede Expert 250 Pro, hvoraf den ene er konfigureret som slave og den anden som master. Og du behøver faktisk ikke at købe mere end én 250 Pro for at opnå hi-fi-nirvana.
Digital, analog – og trådløs
Der er næsten ikke det, du ikke kan koble til Devialets forstærkere. Både analoge og digitale lydkilde kan bare sluttes til, og derudover er der både trådløs og kablet netværkstilslutning. Både AirPlay 2 og Devialets egen AIR-teknologi understøttes og giver forstærkeren trådløs adgang til dit lagrede musikbibliotek på en netværksharddisk. Roon Ready-understøttelse er der også, så du får afspillet både lokale filer og streaming-tjenester gennem den samme afspiller på Mac eller PC.
Konfigurerbar
Med Devialets forstærkere har man gjort flere genistreger. Og her taler jeg ikke om det helt flade, smukke udseende. Men snarere at de har ind- og udgange, som i høj grad kan konfigureres, præcis som du ønsker.
Har du ikke brug for fire koaksiale digitalindgange, kan du lade en af dem være subwoofer-udgang, mens en anden i stedet kan sende digitalsignalet ud igen. Hvis du f.eks. har en hovedtelefonforstærker eller subwoofer med digitalindgang.
Den analoge linjeindgang fungerer også som pladespillerindgang. Her kan du indstille forskellige parametre efter, hvilken pickup du har. I opsætningen, som du finder i din browser, finder du let din pickup i en pulldown-liste, og hvis den ikke er der, kan du indstille parametrene efter specifikationerne på pickuppen.
Skulle du ønske en anden kurve end standard RIAA, f.eks. hvis du vil spille 78 rpm plader, så er det også muligt. Eller brug indgangen som en helt almindelig line-indgang.
Core Infinity
For at gøre alle disse konfigureringer mulige bliver alle signaler – også de analoge – processeret digitalt i forstærkeren. Processeringen foretages af en 4 kerners processor og et programmérbart FPGA-modul (Field-Programmable Gate Array), som giver en masse regnekraft og desuden minimerer digital jitter. En ekstra lydprocessor (DSP) ud over den, der sidder på hovedkortet, giver ekstra overskud (headroom) og er inkluderet for at understøtte fremtidige funktioner, som kan få brug for mere kraft.
Devialet kalder kredsen Core Infinity og lover, at den digitale opløsning langt overgår ethvert analogt signal, som tilføjes, så du ikke behøver bekymre dig om, at pladespilleren lyder “digitalt”, selv om den altså processeres sådan. Et påstået signal/støj-forhold på 130 dB vidner da også om en ekstremt veludført konstruktion.
SAM-højttalerkonfiguration
Via browser-konfiguratoren kan du også gøre noget specielt, der virkelig adskiller Devialet fra andre forstærkerproducenter. For under funktionen, som hedder SAM, eller Speaker Active Matching, kan du (forhåbentlig!) finde dine højttalere i en pulldown-liste og vælge dem.
Devialet har nemlig målt rigtig mange tilgængelige (og udgåede) højttaleres respons og lavet et filter, som korrigerer for fasefejl i det passive delefilter. Dette korrektionsfilter indføres i forstærkeren via et hukommelseskort. Som en bonus forlænges højttalernes dybbasrespons, ofte til under 20 Hz. Dermed kan et par kompakthøjttalere pludselig opføre sig, som om de var store gulvhøjttalere.
Når SAM-filteret er indført, kan det justeres i et ønsket niveau på 0-100, som kan være smart, hvis du f.eks. har basproblemer i rummet og derfor ikke ønsker så meget energi i den dybeste bas.
Beskytter højttalerne
I målingerne ligger også højttalernes maksimale slaglængde, så forstærkeren tilbageholder basenheden, når du spiller så højt, at det ellers ville blive et problem. Dermed har du også fået en indbygget overbelastningsbeskyttelse med i købet. På grund af fysikkens love kan du ikke spille lige så højt med små højttalere som med store, før bassen tilbageholdes.
Musikken fylder rummet
Vi har allerede haft Expert 250 Pro i mange måneder og afprøvet den med mange højttalere. Den har fået højttalerne til at vise, hvad de duer til, og nu er det på tide at få forstærkeren frem i rampelyset!
De store, dyre og herlige Audiovector R6 Arreté viste sig fra deres mest majestætiske side sammen med Devialet-forstærkeren. Ved at forstærke lyden uden at tilføre grus i maskineriet fik den alle klangfarverne i klaveret frem på Beethovens klaverkoncert nr. 4, og orkesteret blev gengivet knivskarpt og stort. Ægte high-end, som gør, at man aldrig vil forlade rummet.
De bittesmå high-end-højttalere Vivid Audio Kaya S12 lød også imponerende rent og usminket, men her håber vi, at Devialet snarest får målt dem og inkluderet dem i listen over SAM-korrigérbare højttalere, for de skriger på en subwoofer – noget, der ikke ville have været lige så nødvendigt med korrektionen.
For hvor godt forstærkeren end lyder på egen hånd, er det først, når man aktiverer SAM-filteret, at det bliver til ren magi.
Billige Dynaudio Evoke 20
Et perfekt eksempel på dette er kompakthøjttalerne Dynaudio Evoke 20. De er ganske billige, og du får næsten syv par højttalere for prisen på Devialet-forstærkeren! Alligevel bliver jeg siddende og måber over denne kombination.
Højttalerne er glimrende allround-højttalere på egen hånd og tager alt, hvad du smider efter dem, i stiv arm. De er måske lidt bløde i spillestilen, og som med alle kompakthøjttalere ruller bassen af tidligere end på et par større gulvhøjttalere.
Disse højttalere har Devialet kompensering for. Jeg vælger dem i listen og overfører på hukommelseskortet, som skubbes ind i forstærkerens bagende (men hvorfor i alverden kan det fortsat ikke gøres via Wi-Fi med en app??).
Små højttalere lyder som giganter
Pludselig kommer dybbassen. Noget så eftertrykkeligt! Den hurtigste prøve, man kan foretage, er vel med sangen “Girl is a Gun” af Halsey. De første tre sekunder er et bass-sweep, som ukorrigeret lyder fyldigt, men ikke specielt dybt. Men med SAM-filteret aktiveret går responsen helt ned til 22 Hz, hvor højttalerne tidligere stoppede på 41 Hz. Det er næsten en hel oktav ekstra!
Bassen er nu kælderdyb og alligevel klippefast. For forstærkeren har fuld kontrol over højttalerne – hør blot drum’n’bass-partiet, som starter 20 sekunder inde i sangen. Vær opmærksom på, at du ikke kan spille helt så højt, før bassen flader ud, men for det meste spiller man jo på normalt “hyggeniveau”, og så er det nærmest magisk, hvor meget dybere bassen går.
Stort og dejligt lydbillede
Men det er ikke bare dybbassen, der bliver bedre. Fokus bliver skarpere, uden at det på nogen måde lyder skærende eller “koldt”. Lydbilledet trækkes udover, både til siderne og i dybden, så man virkelig forsvinder ind i musikken.
Deaktivér SAM-filteret, og lydbilledet flader ud og bliver væsentlig mindre levende. Selve klangen i højttalerne er bevaret med SAM, men alligevel lyder de ikke på samme måde. Det er, som om de er vokset to kvalitetsniveauer og nu giver en lyd, som man ellers måtte mangedoble prisen for at opnå.
Hvor meget bedre end den næstbedste?
Mange spekulerer nok på, hvor meget bedre Expert 250 Pro er end den næstbedste, Expert 220 Pro. 220 Pro og den endnu billigere 140 Pro kan godt nok de samme tricks og har samme opløsning i digitalkredsene. På den måde er 140 Pro et meget bedre prismatch med Dynaudio-højttalerne, og det er nok den, jeg også ville anbefale til disse.
Prisen på 250 Pro er næsten fordoblet i forhold til 220 Pro, og læser du specifikationerne alene, virker det, som om de er nøjagtig lige så gode, men hvor 250 Pro er 30 watt kraftigere pr. kanal. Det er ikke til at blive klog på.
Men vent nu lidt. Djævlen ligger i detaljen, og det letteste, man kan se det på, er forstærkerens effekt, når den brokobles. Fordi forstærkeren så bare læser halvdelen af højttalernes impedans, firedobles effekten, hvis der ikke er nogen begrænsninger i forstærkerens strømforsyning eller andre komponenter, som bremser denne effekt.
Og mens Expert 220 Pro næsten fordobler effekten fra 220 til 400 watt i brokoblet tilstand, trykker 250 Pro til med 1000 watt. Dette er ikke bare vigtigt, når man rent faktisk brokobler, det viser også, at forstærkeren er mere stabil generelt.
Hørbart bedre
Og det kan høres, selv når man ikke spiller højt. For der er en anden ro over 250 Pro. Bedre kontrol i bassen og en roligere og større mellemtone. Lydbilledet opleves også større og dybere, guitarstrengenes udklingning mere ægte, og forstærkeren giver i det hele taget følelsen af en meget større opløsning. Selv om alle Devialet-forstærkere er angivet til samme lave forvrængning.
De har også samme ekstreme dæmpningsfaktor på 8000:1, som i praksis betyder, at forstærkerne ikke ændrer højttalernes klangkarakter – næsten uanset hvor kompliceret en impedanskurve de har.
Forskellene på 250 Pro og dens billigere søskende er større, jo bedre højttalere der tilsluttes. De nu udgåede Sonus faber Olympica III får en ekstremt sort baggrund, og sødmen i mellemtonen bevares, men åbner sig samtidig mere. Og autoriteten og roen i bassen er en ganske anden med 250 Pro.
Konkurrenter
I denne prisklasse har du en hel del heftige sager at vælge imellem. McIntosh MA12000 er sejere og kraftigere, og den har et endnu vildere bastryk, når man spiller højt. Devialet-forstærkeren er noget mere behersket – selv om den heller ikke finder sig i hvad som helst, når festen begynder.
Mola Mola Kula minder mere om Devialet’en end McIntosh og har om muligt endnu bedre opløsning i overtonerne. Jeg kan ikke huske at have hørt denne luft før eller efter. Men Mola Mola taber på ren kraft, og med SAM-filteret aktiveret på Devialet’en er helheden mere fokuseret. Og dybbassen i 250 Pro er virkelig vanedannende!
Den lysere farve Polished Mirror er ikke længere tilgængelig. Foto: Devialet
Devialet Expert 250 Pro: Konklusion
Devialet Expert 250 Pro er et fund af en forstærker. Den kan næsten alt: spille musik fra netværket, trådløst med AirPlay eller Roon, og den tager både digitale og analoge kilder – inklusive en pladespiller, hvor indgangen skræddersys til din pickup.
Den er så transparent, så åben og kontrolleret, at den virkelig får det bedste ud af højttalerne. Højttalerne får det endelige ord, hvad lyden angår, men ved at give dem det reneste lydsignal, de kan drømme om, bliver man nærmest helt overrumplet over, hvor anderledes – og meget bedre – de opfører sig.
Hvis dine højttalere findes på listen i forstærkerens SAM-filter, kan du godt glæde dig. Så dæmpes dybbasresponsen en hel oktav, lydbilledet strammes endnu mere op, og stereoperspektivet bliver så godt, at man må knibe sig i armen! Er dine højttalere ikke med, så send straks en mail til Devialet og bed dem om at fikse det!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer