TEST: DS Audio DS-002

Hvis man tænker over det, har pladespillere ikke ændret sig grundlæggende siden tidernes morgen. Efter at Thomas Edison viklede tinfolie omkring en cylinder i 1887, og Emile Berliner senere fandt senere ud af, at en rund plade var en bedre løsning, har princippet været det samme.

En tynd nål vibrerer i de spiralformede riller i pladen, og der generes strøm fra en spole og en magnet i den anden ende af nålen. Nutidens pladespillere og pickupper svarer stort set til Berliners grammofon og Edisons princip, men teknisk set er moderne pladespillere og pickupper uendelig meget bedre.

Det er sket, at nogen har forsøgt at opfinde krudtet på ny, men kvadrofoniske grammofoner med Quadradiscs og laserpickupper slog aldrig an.

Derfor er det lidt opsigtsvækkende, at et lille firma har børstet støvet af en gammel teknologi, der heller ikke slog an.

Japanske Digital Stream Corporation har på få år fået sjældent stor opmærksomhed i high-end-kredse for deres pickupper under navnet DS Audio. De anvender lys og ikke et magnetfelt til at generere strøm. Altså optisk aflæsning af vibrationerne fra nålearmen.

Men princippet er som nævnt ikke nyt. I 70’erne lavede Toshiba en relativt ordinær pladespiller kaldet SR-50 med en optisk pickup, som de kaldte C-100 P (P for Photoelectronic). De kaldte systemet OPTI, og den remdrevne pladespillerens fotoelektroniske pickup var lidt af en sensation dengang.

DS Audios løsning er lidt anderledes – og langt mere robust. Optisk teknologi har været dagligdags, siden cd-afspillerne kom i 1982, og pc-musen har anvendt optisk aflæsning i årevis. Derfor er der ingen grund til at tro, at DS-002 skulle være lige så skrøbelig som Toshibas pickup.

Optisk konstruktion

Udvendig ser DS-002 ud som en normal pickup. På undersiden stikker en kort nålearm frem, og stikkene bagpå er de samme som på alle pickupper. Siden den hverken bruger bevægelig spole (Moving Coil) eller bevægelig magnet (Moving Magnet), er der ikke behov for et RIAA- eller phono-trin for at få lyd.

Pickuppen leveres i stedet med egen equalizer inkluderet i æsken, som kobles til en ledig indgang på forstærkeren.

Den korrigerer for den RIAA-kurve, der bruges på vinylplader, og har ingen andre knapper end tænd/sluk. Når strømmen tændes, sendes et lille signal tilbage til pickuppen, hvor en lille blå LED lyser op og viser, at pickuppen er klar.

Det hele starter med en kort nålearm i aluminium med Shibata-slibning og optisk aflæsning inde i det heldækkende aluminiumhus.

Indtil videre lyder konstruktionen ganske almindelig. Men indvendig er det meste anderledes. Nåleophænget er strammet op i chassiset med en tråd, en fotosensor registrerer lyset fra en LED, og den strøm, der genereres af lyset, bliver til musik. Meget kort fortalt.

Fordi den bevægelige masse er lavere end i en MC-pickup, mener DS Audio, at nålen reagerer hurtigere, og der er mindre forvrængning, lavere friktion, mere præcis sporing og ingen forsinkelse – uanset frekvens.

Opsætning

Pickuppen leveres med en DS002 equalizer, men man kan opgradere til en af DS Audios dyrere equalizere, hvis man vil. Monteringen er ret simpel med skruer, der monteres i gevind på pickuppen, og justering af horisontale og vertikale vinkler (VTA) er ikke sværere her end på andre pickupper.

DS Audio anbefaler et nåletryk på 1,7 gram, hvilket jeg vil anbefale, at man holder sig til. Med korrekt VTA og en ordentlig tonearm er der ingen grund til at frygte sporingsproblemer.

Equalizeren har en afskærmet trafo og generøse 33.000 mikrofarad kondensatorkapacitet, hvilket lyder som overkill, men afgjort sikrer mere end strøm nok til signalbehandlingen.

Der er ikke nogen balancerede udgange på equalizeren, men den har to ubalancerede. Den ene – udgang 1 – har 6 dB dæmpning pr. oktav ved 30 Hz, mens udgang 2 dæmper 6 dB ved 50 Hz. Man kan altså vælge, men min erfaring er, at den mest korrekte korrektion af signalet er på udgang 2.

Lyden af lys

Det er næsten chokerende, så rent og åbent musikken lyden med DS Audios pickup. Den lyder nemlig ikke helt som en almindelig MC-pickup. Klangen er silkeblød, fokuseret og enormt detaljeret. Det er, som om et slør løftes væk, for vokaler, instrumenter og atmosfæren på indspilningerne kommer ekstremt godt frem i lydbilledet.

Hvis jeg endelig skal trække ned for noget, så må det være, at jeg oplever lyden fra Ortofon MC Anna som mere tredimensionel og Audio Technica AT-ART1000 som mere detaljeret. På mikroniveau.

Der er lidt mere dybde på Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ Fairytales med MC Anna end med DS-002, men den japanske pickup henter mere klangdybde frem i både vokal og klaver. Det samme sker på Keith Jarretts Köln-koncert. Dybden i de laveste oktaver er fremragende gengivet, og der er ikke så meget som et nanosekunds transientforvrængning, hverken her eller på andre indspilninger, jeg testede med.

På Dire Straits’ “Telegraph Road” lyder guitarerne ultra-neutralt, men mangler hverken klangbund eller fylde. Det mærkes f.eks. i slutningen af det 14 minutter lange nummer, hvor trommeslageren virkelig slår sig løs. Strammere dybbas skal man lede længe efter, og samtidig er kontrollen over dynamikken total over hele frekvensområdet.

Der er en behersket ro, selv på kompleks musik, som stiller lyden af musikken i et mere naturligt lys. Pickuppen lyder hverken varmt eller lyst, snarere neutralt.

Konklusion

DS audio DS-002 er bestemt ikke nogen billig pickup, selv om en equalizer følger med og gør et separat RIAA-trin overflødigt. Men den er et af de bedste køb blandt high-end-pickupper i øjeblikket, for den er nem at have med at gøre og spiller musik så uanstrengt og naturligt, at man rent faktisk tager sig i at tænke, at den er alle pengene værd.

Den er dog ikke perfekt. Slibningen er ikke helt så skarp som på en Ortofon Replicant 100, og den fejer lidt mere støv med sig fra rillerne, men lyden af den optiske konstruktion er intet mindre end sensationel. Lysende god, faktisk.