At nogen tør tænke lidt ud af boksen, er befriende og spændende på samme tid. Dette alt-i-et-anlæg går sine egne veje med en smart løsning, som vi ikke har set i sådan et anlæg før.
Taiwanske EchoWell er ikke lige så kendt som Pure Audio, Tivoli Audio eller Sony, slet ikke. De har længe givet sig af med komponentproduktion, men for nogle år siden begyndte de også at udvikle lydprodukter. Et af dem er et anlæg, som vi ikke har set magen til, og som vi syntes var så interessant, at vi takkede ja en test.
Set forfra ligner anlægget, der hedder EchoStream, et hvilket som helst andet bordanlæg. To 10 cm højttalerelementer i stereo flankerer knapperne, et volumenhjul og en CD-skuffe med en LCD-skærm ovenover. Det hele er pænt pakket ind i et trækabinet af solid kvalitet, men hvis man vender anlægget om, dukker overraskelsen op:
Vakuumrør!
Under et plasticgitter er der anbragt to vakuumrør til hver kanal. Det mindste er et 12AX7B og det største et EL34, der leverer omkring tre watt nominelt pr. kanal. Det er mildt sagt usædvanligt, al den stund de fleste anlæg af denne type har et billigt klasse D-kredsløb på måske 10 watt til at drive højttalerenhederne.
Rørene kan skiftes ud med tilsvarende fra andre producenter, hvis man skulle føle trang til at eksperimentere med lyden. Hvilket jeg dog tvivler på, at nogen gider.
Streaming
Så er det nok vigtigere, at anlægget kan afspille alt fra CD’er til radio (FM eller DAB+) og streame via Bluetooth med aptX HD eller Wi-Fi og Ethernet, og at det kan styres med en fjernbetjening. Eller med UNDOK-app’en på mobilen.
Det er også muligt at slutte en ekstern analog lydkilde til minijack-udgangen bagpå. Her sidder hovedtelefonstikket desværre også, som selvfølgelig burde være på fronten. I stedet er der en USB-port til memory sticks foran, hvor man også finder en LCD-skærm og de knapper, man betjener anlægget med.
Som på alle radioer med Frontier-processor er det en længere proces at navigere i de antikvariske skærmmenuer for at få herligheden online og finde radiostationer, som man kan gemme til senere brug. Men det går, og når man omsider er færdig, er det bare at nyde musikken.
Varm og fyldig lyd
De to 10 cm højttalerenheder får ikke hjælp fra diskanter eller en subwoofer og må selv tage sig af hele frekvensområdet. Det går fint det meste af tiden, men det er ikke til at komme uden om, at lyden har mangler.
Lydbilledet er relativt stort, lyden er fyldig, og klangen varm og behagelig. Men hvis man ikke enten bruger equalizeren eller indstiller bas og diskant selv, lyder anlægget ret fladt og mørkt. Det sprudler ikke ligefrem af dynamik; men trim bas og diskant, og find nogle internetradiostationer med højopløst lyd, så mærker man, at anlægget faktisk ikke spiller så dårligt.
Allerbedst er det ikke uventet på CD, som får DAB-udsendelser til at lyde grå og triste, men det letter heller aldrig rigtig.
Den varme klang lægger en klam hånd over nuancerne i musikken, og selv om bassen er tydeligt til stede, er den lidt ulden, og instrumenter og vokaler klinger ikke ordentligt ud i rummet.
Forskellen er stor, hvis man sammenligner med Technics SC-C70 MK2 eller bordradioen Revo SuperSystem, som kan spille meget højere og let fylde en normal stue med lyd.
Hvis man prøver det samme med EchoStream, vil man hurtigt mærke, at der er begrænset med kræfter. Lydbilledet vokser med øget volumen, og den behagelige klangen er let at kunne lide, men man mærker også forvrængningen, når man falder for fristelsen til at spille højt.
Så noget party-anlæg er det ikke, men der er meget godt at sige om den måde, anlægget får lyden ud i rummet på, og den fyldige lyd er let at holde af. Den er bare ikke så let at lade sig rive med af.
Konklusion
Der burde uddeles ekstra point for at turde bruge rør i et anlæg som dette. EchoWell EchoStream er måske ikke det anlæg i denne klasse, der giver den allerbedste lyd, men det spiller godt nok til de fleste formål, og det er meget veludstyret.
Læg hertil det fine valnøddekabinet og CD-afspilning som en ekstra bonus, og anlægget er værd at overveje. Men det er altså ikke her, man får den bedste lyd for pengene.
Jeg forstår ikke helt tekstens konklusion. Hvordan er det en fordel at være anderledes, hvis resultatet er en ringe lyd? Der eksisterer tusindevis (ikke overdrevet) af kineser-produkter med rør i, som udelukkende er blevet bragt til verden for at de netop kan virke “anderledes”, men egentlig bare er et billigt marketing stunt. Det ligner desuden noget, der er lavet på samme fabrik som Argon Audio – ligesom de vist bruger den samme Undok-app. Jeg kan dog se, at de bliver produceret i Taiwan, åbenbart af et firma, der også laver cykelcomputere og dart-skiver. Så man kan vel godt gætte lidt på, hvad deres forhold er til god lyd. Samtidig undrer jeg mig lidt over, hvordan sådan en maskine har fået adgang til Lyd & Billedes test-lokaler? Selvom man smækker rør i en billig bordradio, gør det den jo ikke mere interessant af den grund. Fire stjerner virker meget, meget generøst – især når man tænker på, at man til de penge sagtens kan sammensætte et lille minianlæg, der spiller helt anderledes fedt.
det er at tilføje at Echowell har brugt 4 år på at utvikle dette anlæg og har 4 patenter, så her tar du fejl, se mer info på echowell.dk
Når det så viser det seg at Echowell produserer flere af Argons produkter … så bliver dine påstander vendt på hovedet ……