TEST: Electrocompaniet ECP 2 MKII

Selv om de kun har lavet én pladespiller, har Electrocompaniet en lang tradition for phono-trin, eller RIAA-trin, som de også kaldes. Samtidig med at de lancerede deres første pladespiller – ECG-1 – i 2015, lancerede de også ECP 2, et phono-trin til både MM- og MC-pickupper, som virkelig swingede i vores test det år.

Nu har Electrocompaniet opdateret ECP 2 til en MKII-version med et nyt chassis, der endelig har samme bredde som resten af produkterne i Electrocompaniets Classic-serie. Dermed ser det bedre ud, når man placerer ECP 2 MKII sammen med Electrocompaniets nyere produkter i samme serie.

Dér kunne historien om phono-trinet være stoppet, men det viser sig, at Electrocompaniet også har lavet nogle ændringer på kredsløbet og udskiftet nogle komponenter i samme omgang. Bedre komponenter såsom dyre filmkondensatorer samt kortere signalveje og bedre afskærmning giver et lavere støjgulv og reducerer risikoen for brummen.

Samtidig er der mere stabile op-amps med lavere forvrængning på udgangene. I den anden ende er der et strømfilter på strømforsyningen og i alt 8800 μF med kondensatorer, otte spændingsregulatorer og 16 kondensatorer med i alt 16.000 μF, som skal give reduceret støj og større dynamisk loftshøjde.

Ellers er ECP 2 MKII meget lig forgængeren. Det grundlæggende i det nye kredsløb er stadig baseret på et RIAA-trin fra Dynamic Precision og balanceret for lavest muligt støjgulv, hvor signalet ender i balancerede XLR-udgange på bagsiden.

Fleksibel

En række små dip-switches bagpå giver næsten uendelige tilpasningsmuligheder, og der er nærmest ingen pickupper, som ikke kan bruges med ECP 2 MKII. De små switches kan bruges til at justere belastningsimpedansen fra 10 ohm til 47 kilo-ohm og kapacitansen fra 0 til 350 pF, og gain kan varieres fra 39,8 til 71,4 dB. Læg 6 dB til for de balancerede udgange.

Fornem klang

Phono-trinet er altså meget fleksibelt og passer til de fleste pickupper, også lydmæssigt. Det er ikke 100 procent neutralt, men så er det heller ikke kedeligt at lytte til vinyl med ECP 2 MKII.

Klangen hælder lidt mod det varme, hvilket klæder det meste musik og giver neutrale pickupper som Audio-Technica AT-ART9 og Ortofon Cadenza Black en lidt fyldigere klang. Hvilket jeg synes er klædeligt.

Lydbilledet er generøst med stort format samt enormt god dynamisk kontrast og klangdybde. Primare R35 lyder mere finmasket og gennemsigtig, især i diskanten, men der er mere varme i vokaler på ECP 2 MKII, som også giver klaverklangen mere bund i de laveste oktaver.

Stereoperspektivet er klippefast, og der er nærmest ingen hørbar støj at spore, selv om man skruer op for volumen og venter med at sænke nålen ned i rillerne. Den sorte baggrund giver instrumenterne større klarhed og fokus, og dæmper savnet af mere artikuleret bas, men bassen er til gengæld af den generøse slags og giver både trommer og kontrabasser et ordentligt basfundament.

Der er ikke de store forskelle sammenlignet med forgængeren. MKII-versionen opleves som mere støjsvag og skarpere fokuseret, med bedre definerede sibilanter (s- og sj-lyde) og lidt mere markeret dynamisk kontrast.

Konklusion

Electrocompaniet ECP 2 MKII passer bedst, når den parres med en pickup, der ikke har en mørk klangbalance med dæmpet diskant. Så kommer den fyldige klang og dynamik bedre frem i lydbilledet. Det klæder al slags musik og vil kunne løfte lyden fra vinylsamlingen betydeligt sammenlignet med et indbygget phono-trin.

Samtidig er den også så fleksibel, at man kan beholde den i mange år, uanset hvilke elektriske egenskaber pickuppen måtte have.

Sammenlignet med ECP 2 er de lydmæssige forskelle relativt subtile og giver ikke meget grund til at opgradere, men for dem, der har brug for et phono-trin til anlægget, er MKII-udgaven et oplagt valg.