Franske Elipson kender vi især for deres højttalere. Dem har vi testet nogle stykker af, fra den billige Prestige Facet 6B til den mere luksuriøse Legacy 3210, men firmaet, der har mere end 80 års hi-fi-erfaring, laver også elektronik.
Elipson A2700 er en effektforstærker i no-nonsense-design. Selv om det aldrig bliver helt minimalistisk, når det kommer fra Elipson. Forstærkeren er en forholdsvis lav enhed i 43 cm standardbredde. Fronten er i gråt metal – og en centimeter tyk. Men til prisen, der er i den øverste ende af premiumsegmentet, kan man også godt tillade sig at forvente lidt luksus. Det ville faktisk ikke gøre noget, hvis designet have været en smule mere pralende!
Der er kun én knap på fronten, til at tænde forstærkeren. Og for at være sikker på, at man kan finde den selv i mørke, er knappen forsænket i en stor “tragt” på frontpladen. Om det er kækt eller kikset, er en smagssag – men det ser i hvert fald meget fransk ud!
Et tusind fire hundrede
Forstærkeren er overraskende kompakt og let. Effekten er imidlertid i den absolutte sværvægtsklasse: 2 x 400 watt i 8 ohm, 710 watt i 4 ohm. Og frygtindgydende 1400 watt i 8 ohm, hvis den brokobles som monoforstærker. Den slags kan kun lade sig gøre i klasse D, når det skal ske i et kabinet som en mellemklasse CD-afspiller!
På bagsiden finder man balancerede XLR-indgange side om side med et sæt RCA-bøsninger. På to bittesmå DIP-switches kan man vælge imellem indgangene samt brokoble forstærkeren. Hvis man foretrækker at montere sit udstyr i et professionelt 19 tommers rack, findes der monteringsbøjler i matchende design.
Som ren effektforstærker er ibrugtagningen supersimpel og består af at forbinde A2700 til henholdsvis forforstærker og højttalere. Elipson har en matchende forforstærker, P1, som vi også tester. Men forstærkeren kan naturligvis bruges sammen med en hvilken som helst forforstærker eller en DAC med volumenregulering.
Med over 700 watt pr. kanal til rådighed i 4 ohm, som er impedansen på mine SB Acoustics ARA, virker det som totalt overkill. Især da de kun kan tåle 60 watt. Det handler imidlertid mere om kontrol end om at spille tordnende højt.
Lyden af Elipson A2700
Da jeg satte de første numre på under testen af Elipson A2700, skal jeg indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Jeg lagde traditionen tro ud med testklassikeren “I’m Confessin’” fra Jazz at the Pawnshop. Og den lød da bestemt behageligt og stemningsfuldt. Og der var ingen problemer med at følge med i småsnakken ved bordene og klirren af glas i jazzværtshuset. Men det var ikke bedre, end jeg er vant til fra den halvt så dyre NAD C 298.
Efterhånden som lytningen skred frem, og nyere optagelser kom på afspilleren, viste det sig dog, at problemet måske ikke er forstærkeren, men kildematerialet. Elipson formår nemlig at vokse med opgaverne. Men den føjer intet til optagelserne, og den forskønner dem heller ikke.
Et nummer som “Three Wishes” fra Rogers Waters’ Amused to Death afslører mere af, hvad Elipson A2700 er i stand til. Jeg har sjældent oplevet nummerets manipulerede lydlandskaber bevæge sig så langt ud på den anden side af højttalerne. Det samme sker på “Fishing Junks at Sunset” fra Jean-Michel Jarres Concerts in China. Live-optagelsen af et stort kinesisk orkester åbner pludselig op for et rum, der er både højt og bredt, og som fortsætter langt ud over stuens vægge.
Overskud og overblik
Men musik er jo ikke kun akustiske finurligheder. Med lidt tungere materiale, såsom Disturbeds coverudgave af “The Sound of Silence” viser Elipson, at den kan bevare overblikket, når dynamikken slippes løs. Jeg har længe brugt dette nummer som stresstest, fordi kombinationen af vokal og orkestercrescendo er krævende nok til at få de fleste forstærkere og højttalere til at miste pusten. Og selv på bedre udstyr plejer den spanske guitar at drukne i lydhavet. Men det sker ikke her.
Det mest imponerende ved Elipson A2700 er dog dynamikken i basområdet. Forstærkeren formår at sparke liv i højttalerne på en helt anden måde end NAD C 298, der med sine 2 x 340 watt i 4 ohm på ingen måde er svagelig.
Trommeslagene i Sorten Mulds “Balladen om Iver og Buske” rammer med en fysisk magt, som jeg ikke troede var mulig fra en 6,5 tommers bas/mellemtone-enhed i et kompakt kabinet. Og det handler ikke bare om effekt, men om styring. Og hvorvidt forstærkeren kan levere henholdsvis fem eller ti gange mere, end højttaleren kan tåle, burde i princippet ikke være relevant. Men magt har den – og det gør en forskel.
Faktisk har jeg ikke haft noget så voldeligt spændt foran højttalerne, siden jeg testede Emotiva XPA-DR2. De to lyder meget forskelligt, og Elipson A2700 spiller med mere finesse og et større lydbillede. Men den amerikanske kæmpe har en noget varmere klang.
Konklusion
Hvis du er på jagt efter en kapabel effektforstærker i den øverste ende af premiumklassen, er Elipson A2700 et rigtig relevant bud. Den er udpræget neutral og vil ikke gøre noget for at forskønne dine yndlingsnumre. Men hvis optagekvaliteten er i top, bliver de formidlet med glans.
Den voldsomme udgangseffekt betyder, dels at du kan drive selv de tungeste højttalere ubesværet. Og dels at det kommer til at ske med en dramatisk dynamik. Den slags koster, men prisen er fuldt ud berettiget.
ØØØHHHH hvilken forforstærker!!
Den er i test lige nu, og vil blive udgivet senere på ugen.
Nu er testen af Elipson P1 også online:
https://www.lydogbillede.dk/test/hi-fi/elipson-p1/