TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Emotiva BasX PT-100

Som i de gode gamle dage

Engang var alle drenges hi-fi-drøm at have et anlæg med separat for- og effektforstærker. Nu kan den drøm leves ud for små penge.

Af / 12/12/2018 - 11:22
Emotiva BasX PT-100

Lyd & Billede mener

  • Lyden er så god, at man tjekker prissedlen en ekstra gang. Gode digitalindgange og indbygget tuner.
  • Ingen indbygget streaming, og Bluetooth koster ekstra. Kun lidt billigere end BasX TA-100, der også har effektforstærker.

I de gode gamle hi-fi-dage i 1970’erne bestod drømmeanlægget af et rack fyldt med solide, firkantede kasser. Forstærkeren var hjertet i anlægget, og skulle det være rigtig fint, havde man separat forforstærker og effektforstærker.

I dag bygges elektronikken i stigende grad ind i aktive højttalere. Men der er dog nogle, der går imod strømmen og laver udstyr i god gammeldags stil. Blandt dem amerikanske Emotiva.

Vi testede for nylig receiveren AT-100. Denne gang gælder det PT-100, der er en forforstærker med indbygget radiomodtager – nogle gange omtalt som en preceiver. Der skal altså en løs effektforstærker eller et sæt aktive højttalere til, for at man kan få lyd ud.

Glædeligt genbrug

Emotiva PT-100 ligner til forveksling AT-100: En lav enhed bygget i sorte stålplader og med samme voldsomt tykke aluminiumfrontplade. Den store, ensomme volumenkontrol og det store blå display går også igen fra receiveren.

Også bagsiden er et velkomment gensyn. Velkomment, fordi den er særdeles veludstyret for en så prisbillig forstærker: Phono (også til MC-pickupper), to analogindgange, FM-antenneindgang og hele tre digitalindgange, inklusive USB. Bluetooth kræver en adapter, der koster ekstra.

Annonce

Med alle de fællestræk er det syn, der møder én, når man skruer låget af, ingen overraskelse. Hele forforstærkerprintet er nemlig identisk med det, der sidder i Emotiva TA-100! Strømforsyningen er dog lidt mindre, da den ikke også skal levere energi til en 2 x 50 watt effektforstærker.

Lyden af Emotiva BasX PT-100

Emotivas ingeniører må have godt styr deres lydidealer, for mange af kendetegnene ved effektforstærkeren A-300 går igen i PT-100-forforstærkeren. Og selvfølgelig endnu højere grad i den integrerede TA-100, som vi testede for nylig. Men det er ikke så mærkeligt, eftersom indmaden i forforstærker/tunerdelen er den samme!

Igen har vi at gøre med et varmt og behageligt lydbillede, som gør den nem at lytte til. Emotiva BasX PT-100 tegner et nært og intimt billede af scenen op, hvor man får en oplevelse af at have orkesteret inde i stuen foran og forbi højttalerne. Man bliver ikke fristet til at sidde og bruge tid på at tælle musikerne eller vurdere, om scenen nu er tre eller seks meter i dybden, men forstærkeren formår at skabe en god live-fornemmelse på både klassisk og rockmusik. Og man skal sandsynligvis betale lige så meget, som PT-100 koster, for at få en væsentlig bedre digitalkonverter end den indbyggede.

Det er svært ikke at blive imponeret over Emotivas BasX-produkter. Lydmæssigt kan de tåle at blive sammenlignet med dyrere enheder, og hvad angår forarbejdningen og udseendet, har de en egen rustik charme, som det er svært ikke at have en meget kategorisk mening om. Hermed placerer de sig i samme liga som NAD og Rotel. Og ligesom dem kommer de sandsynligvis til at sælge masser af deres apparater.

Der er kun få billige forforstærkere på markedet i dag, men PT-100 er et rigtig fint køb med masser af features. Kun trådløs lyd mangler, og det kan Bluetooth-adapteren råde bod på.

Konklusion

Emotiva BasX PT-100 er perfekt, hvis du mener, at et rigtigt stereoanlæg skal have separat for- og effektforstærker. Men du får alligevel radiomodtageren med i købet. Emotivas design med de meget firkantede sorte kasser glider på ingen måde diskret ind i en skandinavisk stue. Og her skal der mindst to til af slagsen. Men der et herligt, fandenivoldsk statement i det: Det her er min hi-fi – og det må gerne kunne ses! Og det vigtigste er, at lyden er helt, som den skal være!

picture2 picture3 picture4 pt100 reariso 45734
<
>
Der er alle de ind- og udgange, man kan ønske. Herunder tre fine HD-digitalindgange. Foto: Emotiva
Karakter
Emotiva BasX PT-100
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset