De mindste rejseradioer har ikke meget, der taler for dem, bortset fra at de er små. Og som regel ganske billige. Hvilket er helt okay, hvis småt og billigt er det, man leder efter. Hvis man derimod kan lide god lyd, skal man kigge efter noget andet.
Der findes nemlig rejseradioer, som både er små og har god lyd. De koster bare mere. Som den, vi tester her.
Blandt radioerne i størrelsen over lommeradioer har Tivolis og Genevas bærbare modeller været blandt de mest vellydende. Førstnævnte kom for nylig i en opdateret udgave med enklere betjening og bedre lyd. Nu er det så Geneva-radioens tur til at få en overhaling.
Touring-modellen har været på markedet i tre år og kom for nylig i en forbedret udgave. Det vil sige, betjeningen er den samme, og det er udseendet også. Den perforerede front er det eneste, der signalerer, at det er en ny model. På den nye Touring S+ er hullerne runde, mens de var rektangulære på den forrige model.
Slavebas
Men hvis man vender radioen, kan man se en af de synlige – og hørbare – forbedringer på den nye model. En oval slavebas tilfører lidt mere bas til lyden, foran har Geneva indsat en nyt højttaler-enhed og indeni en ny forstærker til at drive det hele. Det har næsten fordoblet vægten fra 500 til 800 gram.
Ellers er radioen magen til den forrige model. Med FM- og DAB+ radio samt Bluetooth. Batterilevetiden er den samme, ca. 20 timer, og S+ modellen har den samme lydindgang placeret ved siden af USB-stikket til opladning.
Radioen kommer i de samme farver som før: Sølvgrå aluminium med enten rødt, hvidt eller brunt kunstlæder samt helt sort.
Den har ikke fået flere funktioner. Man må stadig klare sig med seks forhåndsindstillinger, som man skifter imellem med piletasterne på toppen. Der er også en tænd/sluk-knap placeret på volumenhjulet og knapper til valg af lydkilde. Og en udtrækkelig antenne.
Håbløs skærm
Som sædvanlig for Genevas radioer er byggekvaliteten en tand op i forhold til konkurrenterne. Tænd/sluk-knappen på volumenhjulet giver et tillidsvækkende klik fra sig, det samme gør de få knapper på toppen, og selv emballagen er en tand bedre end normalen.
I en perfekt verden ville det være rart, hvis Geneva-radioen havde flere forhåndsindstillinger og gerne en bedre skærm. For den ikke er let at se i sollys. Skal man skifte radiokanal, bliver det lidt på må og få, for det er umuligt at se tegnene på skærmen. Den kunne også have haft hovedtelefonudgang eller i hvert fald tovejs Bluetooth, selv om det ville tære lidt mere på batteriet.
Radioen er heller ikke sprøjtesikker.
Fyldigere lyd
Men lyden fra Touring S+ er der ikke meget at udsætte på. Når man har scannet efter radiostationer og gemt sine favoritter, sluttet mobilen til via Bluetooth og ladet batteriet op, er det tydeligt, at Geneva har gjort store fremskridt her.
Den forrige model udmærkede sig med et klokkeklart lydbillede, som gav især tale- og sangstemmer et meget tydeligt fokus. Her får man bas oveni. Ikke dyb, rumlende bas, men mærkbart mere potent og fyldig – i høj grad takket være slavebassen bagpå.
Det giver ikke bare kontrabasser på jazzkanaler og trommer på rockkanaler mere liv, men også vokaler og instrumenter. Som lyder mere fyldigt og voksent her. Pudsigt nok kan den lille radio også spille rimelig højt, så det er sjovt at skrue lidt op.
Konklusion
Geneva Touring S+ er en fiks og potent rejseradio, som er særlig velegnet til dem, der gerne vil betale for bedre lyd. Det får de mere af her end andre steder. Hvis man vil have en bærbar radio, der er lige god, hvad enten den bruges på altanen, i parken eller på køkkenbordet, er Touring S+ den bedste rejseradio i denne prisklasse.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer