: Gryphon Diablo 300

Djævelen er ofte blevet forbundet med musik. Den mest berømte historie er nok den om blues-musikeren Robert Johnson, der i 1920’erne skulle have solgt sin sjæl til djævlen ved en korsvej til gengæld for et enestående talent.

Hvis man går længere tilbage, finder man faktisk en djævel i musikken. Diabolus in musica var i middelalderen betegnelsen for det disharmoniske interval på tre heltoner (også kaldet en tritonus), som fandtes i tidens musik, men var bandlyst i kirkemusikken. Meget senere blev rockmusik også stemplet som djævlens musik.

Den onde selv bliver forbavsende ofte nævnt i forbindelse med musik og har fået skylden for unge menneskers fordærv, når de har givet sig hen til rock, blues, jazz og sågar pop. Heller ikke The Beatles slap for påståede forbindelser til djævelen i det puritanske Amerika i 1960’erne.

Bl.a. derfor er det ikke spor upassende, at danske Gryphon kalder deres største integrerede forstærker Diablo. Eller Diablo 300, som den nye udgave hedder. Et massivt rovdyr på 38 kilo, der skovler 300 watt ud med samme lynhurtige kraft som en Formel 1 motor. Et gedigent kraftværk med evnen til at sparke liv i selv de kedeligste højttalere.

Det er en opgave, som kun de mest potente forstærkere magter. For der skal muskler til at drive store højttalere, især i store rum, og er der én ting, denne djævelsk kompetente forstærker kan, er det netop det. Men den kan meget mere.

Den stiller op i en anden liga end den 300 watt kraftige integrerede Hegel H360 forstærker til 40.000 kroner og erstatter en af de bedste integrerede forstærkere, vi har haft på testbænken: Gryphon Diablo, som vi testede allerede i 2007. En forstærker, der stadig vækker varme minder.

2007 er længe siden i en branche i forandring. Siden dengang har pladespilleren fået en renæssance og er blevet populær igen, mens cd-afspilleren nærmest er forsvundet. Streaming har overtaget som det digitale musikformat, hvad enten musikken tilbydes via Spotify, Tidal eller Apple Music.

Dermed er der opstået et behov for forstærkere med andre egenskaber, f.eks. indbygget digitalkonverter eller pladespillerindgang. Det er nemlig muligt at få fornem lydkvalitet fra streaming-tjenester, især dem, der – som Tidal – tilbyder musik i cd-formatets 16 bit opløsning.

Derfor finder man også DAC’er i high-end forstærkere, men i Diablo 300 har Gryphon lavet deres eget twist på temaet.

 

Udskiftelig digitalkonverter

Her sidder der ikke en almindelig printplade med dyre DAC-kredsløb. Den nærmeste konkurrent, Audio Researchs GSi75, har DAC’en integreret på samme måde som Mark Levinson No. 585 og McIntosh MA8000. Men ikke Gryphon-forstærkeren.

Den kan leveres med DAC-modulet installeret (som på vores eksemplar), eller man kan købe det separat senere. Det gør det muligt at opgradere til bedre lyd, når der kommer bedre DAC-kredsløb, og på den måde er forstærkerens digitale del fremtidssikret.

Her har Gryphon nemlig slagtet deres 200.000 kroners DAC – Kalliope – og sat DAC-kredsløb herfra ind i et modul, der passer ind i Diablo 300 og monteres fra bagsiden, som man kan se på billedet.

DAC’en understøtter musikfiler både med PCM op til 24 bit/192 kHz og med DSD op til DSD256 (DSD512 på Windows), så man kan afspille musik fra streaming-tjenester som Tidal HiFi, 2L eller HDtracks, der som minimum tilbyder 16 bit PCM-filer. Det samme, som vi er vant til fra cd-formatet.

Vinylnostalgi og nyomvendte entusiaster kan vælge Gryphons RIAA-kort til Diablo 300, hvilket giver forstærkeren pladespillerindgang til MM- og MC-pickup’er.

 

God stamtavle

Den udgåede Gryphon Diablo var en af de fedeste integrerede forstærkere, vi har testet. Så da efterfølgeren blev vist frem på high-end messen i München i 2015, var der ingen tvivl i mit sind. Diablo 300 blev straks sat højt på listen over fremtidige tests.

Det er en helt ny konstruktion, delvis baseret på forforstærkeren Pandora i to kabinetter til 225.000 kroner og effektforstærkeren Mephisto til 420.000 kroner. Med andre ord: Generne stammer fra øverste hylde.

Diablo 300 er selvfølgelig ikke lige så overdådig med lige så store strømforsyninger og har langt færre komponenter i ét, ikke tre kabinetter, og til en pris, der forholdsmæssigt er mere overkommelig. Hvis man ikke har brug for DAC – eller vælger at holde sig til en separat – koster forstærkeren ikke meget mere end tilsvarende integrerede fra Ayre, Burmester, T+A eller allerede nævnte Mark Levinson.

Forstærkeren skovler 300 watt effekt (i 8 ohm, 600 watt i 4 ohm) ud i et vanvittigt tempo og med en kraft, der virker uendelig. En kondensatorbank på massive 136.000 mikrofarad fylder udgangstransistorerne uden hørbar tøven, og Flemming Erik Rasmussens design har fået et meget omfattende frekvensområde fra 0,5 Hz til 350 kHz.

Den kommer i øvrigt med en simpel fjernbetjening i et mildt sagt usædvanligt design. Remoten ligner et sort, firkantet rør med en tøjklemme i spagat i enden, og små knapper formet som drops giver volumen, indgangsvælger, mute og tænd/sluk af forstærkeren.

Går vi videre til touch-panelet på den høje frontplade, kan man også dykke ned i menuerne og omdøbe indgange, vælge indgangsniveau og f.eks. vælge imellem to filterkarakteristikker på de digitale indgange. Dem anbefaler vi, at man prøver sig frem med, for klangen ændrer karakter, når man skifter filtertype.

 

Kraft og finesse

Som sædvanlig, når det drejer sig om Gryphon, er byggekvaliteten upåklagelig. Det påfaldende rå kabinet er bygget som en tank, med køleribberne til transistorerne integreret, i stedet for at de stikker ud på siderne. De måske bedst kabelterminaler, jeg har set, er legende lette at bruge, og forstærkerens relæer giver tilfredsstillende klik fra sig for at bekræfte indgangsskift.

Indvendig siger Flemming, at de har så korte signalveje som muligt; der er næsten ingen ledninger indeni, og signalet bevæger sig gennem de 105 mikrometer tykke kobberbaner på printkort med dobbelte og firdobbelte lag. Den store Holmgren-transformator har dobbelte viklinger og vakuumbehandlet kerne for total dæmpning af mekanisk støj.

Hele forstærkeren – fra transformatoren til udgangene – er bygget som to monoforstærkere i ét chassis. Dyrt og tidskrævende, især da den er fuldt balanceret på samme tid, hvilket både kræver flere komponenter og en høj standard af disse.

Det klikker også fra den, når man justerer volumen. I 43 trin fra en processorstyret relækontrol, der regulerer lydstyrken med færrest mulige komponenter for minimal støj.

Støj er heller ikke det første, man tænker på, når musikken står ud af højttalerne som en jetjager fra et hangarskib. Forstærkere af denne kaliber har en særlig evne til at få bassen op i naturlig skala med samme dynamik, som man forventer på en koncertscene. Eller sagt på en anden måde: Du har ikke hørt bas gengivet ordentligt, før du har hørt en kraftig high-end forstærker.

Men det er ikke kun basgengivelsen, der er sublim her. Diablo 300 er det tætteste på den komplette integrerede forstærker, jeg nogensinde har hørt.

Den førnævnte Audio Research GSi75 er ikke nær så kraftig og giver ikke samme dynamiske kontrast. Heller ikke i bassen, som er stram og defineret på rørforstærkeren, men benhård og lynhurtig på Diablo 300. GSi75 er lidt mere åben og giver lidt mere dybde i mellemtoneregisteret. Tonerne er mere vægtløse end her – sartere, om man vil – men elektriske guitarer, elklaverer og percussion swinger endnu mere rocket på Diablo.

En omgang med Dire Straits’ Love Over Gold på en Rega RP8 pladespiller med Dynavector MC-pickup og Ayre P5xe pickup-forstærker gav mig den bedste oplevelse til dato med det legendariske album.

Titelnummerets diskrete trommespor har jeg ikke hørt så kontant og dynamisk gengivet, siden jeg testede monoforstærkerne McIntosh MC601 på 600 watt og Ayre MX-R på 300 watt. Bassen er mægtig og kraftfuld, mens guitarer og trommer fylder rummet som til en live-koncert. Her skulle man tro, at der var sluttet en subwoofer til anlægget.

Den helakustiske live-cd med Keith Jarrett Trio fra Montreux får et drive og et engagement, som sender dig direkte tilbage til optagelsestidspunktet i 2007. Det er denne følelse af tilstedeværelse, der gør oplevelsen med high-end forstærkere så realistisk.

Åbningsnummerets bas- og trommesolo hamrer løs i bas-elementerne på mine Sonus faber-højtalere, mens bækkenerne er skarpt fokuseret i det store lydbillede, forstærkeren præsenterer.

Forstærkeren er hverken lys eller mørk i klangen, snarere neutral, men fyldig uden at lyde uldent. En McIntosh MA8000 har en lidt varmere klang, og Ayre AX-5 er lidt slankere, mens Diablo formår at få varmen i vokaler, strygere og kor frem, samtidig med at den tegner et finmasket billede af de lyseste toner.

Gryphons forstærker evner det kunststykke at være kraftig, dynamisk, luftig og raffineret på samme tid. Det er noget, vi forventer af dyre for- og effektforstærkerkombinationer, men normalt ikke af integrerede forstærkere.

Det format, musikken får gennem Diablo 300, minder også mere om dyrere forstærkerkombinationer. Samtidig slår præsentationen af musikken dig ikke i ansigtet, men antager den fine tredimensionalitet, der skaber magi i stuen, som kun et velbalanceret anlæg med en virkelig vellykket forstærkerkonstruktion kan.

I mit lytterum på knap 30 kvadratmeter fik jeg aldrig tømt forstærkeren for kræfter. Den spillede ufortrødent løs, mens jeg skruede volumen på David Bowies afskedsalbum Blackstar – streamet via USB fra Amarra for Tidal – op til et øredøvende lydtryk.

 

Konklusion

Selv uden den indbyggede DAC er Gryphon Diablo 300 et af de bedste køb for dem, der leder efter den ultimative forstærker. Den, der skal spille i 20 år og kunne tackle alt. Den er ikke billig, men de bedste ting i livet er enten gratis eller meget dyre. Der er ingen mellemvej, heller ikke her.

Føjer man Gryphons DAC til regnestykket, ryger prisen i vejret, men så får man nok også den mest vellydende digitalkonverter i nogen forstærker, vi kender. Kombinationen giver en totaloplevelse som få andre og fremtidssikrer ejeren, hvad angår opgradering af DAC’en – samtidig med at det vil være svært at overgå denne integrerede forstærker i en overskuelig fremtid.