TEST: Hegel D50

Siden Hegel sendte deres bedste digitale konverter, HD30, på pension, har de været nødt til at anbefale konkurrerende DAC’er, når kunder til deres flagskibsforstærkere P30A og H30A har spurgt efter den bedst mulige lydkilde. Nu har de endelig en DAC, der matcher det drømmeagtige forstærkersæt, både hvad angår lyd og udseende.

”Vi har et produkt, der renser strøm så effektivt, at det ødelægger demonstrationer af strømrensere,” smiler Anders Ertzeid, marketingchef hos Hegel. Vi er samlet i firmaets lytterum til lanceringen af deres nye DAC, D50.

Historien bag Hegel D50

Produktets historie starter med en oplevelse, Ertzeid havde hos en amerikansk high-end forhandler for et år siden. Her hørte han en DAC til halvanden million kroner og blev så overvældet af lydkvaliteten, at han straks ringede til chefdesigner Bent Holter. De var nødt til at gøre det selv, men til en brøkdel af prisen. Holter lukkede sig inde i sin hule i et par måneder i jagten på at konstruere noget fantastisk.

Fokus på det væsentlige

Hvor nogle andre high-end producenter forsøger at pakke så mange funktioner og filterindstillinger ind som muligt, er Hegel gået den modsatte vej. D50 er en ren digital konverter – ingen streaming, ingen volumenkontrol, ingen hovedtelefonudgang. Ingen indstillinger og ingen upsampling. Alle anstrengelserne er gået til én ting: at konvertere digitale signaler til analog lyd med den højest mulige præcision uden at tilføje noget som helst.

Avanceret konstruktion

Under låget afslører D50 sit sande væsen. To separate transformatorer håndterer strømforsyningen – en til standby-kredsløbet og en til de lydkritiske dele. Strømforsyningen fungerer som en afbalanceret løsning, hvor støj fra lysnettet elimineres.

DAC-chippen – en ESS ES9039Q2M – sidder på et separat kort, der ”svæver” over bundkortet for at minimere støjpåvirkningen. To dedikerede masterclocks håndterer hver deres familie af samplingsfrekvenser, hvor den ene går op i oktaver af 44,1 kHz, mens den anden håndterer 48 kHz. Vigtigt for at holde digital støj (jitter) på et minimum. Alle kredsløbsstier har afrundede hjørner for at minimere impedansændringer.

”Hvis man vil have den bedst mulige DAC, er det helt afgørende, at impedansen er præcis 75 ohm hele vejen igennem,” siger Bent Holter bestemt.

Demonstration

Hos Hegel får vi lov til at høre det samme stykke musik gennem den gamle H360-integrerede forstærker med og uden D50 tilsluttet via DAC-loop. DAC-loopet i forstærkeren gør noget så smart som først at clocke det digitale signal efter bedste evne og derefter sende det videre til DAC’en – som så reclocker det i forvejen præcise signal til en endnu mere præcis digital transport.

Forskellen er forbløffende. Med D50 i signalkæden forsvinder et slør, som jeg ikke vidste eksisterede. For at bruge en visuel analogi er det som pludselig at få pudset sine briller, som man ikke vidste var beskidte.

Test i vores eget system

Tilbage i egne lokaler får jeg lidt over en uge med D50, tilsluttet en Hegel P30-forforstærker og et par H30A-effektforstærkere, et sæt forstærkere til en samlet værdi på over 300.000 kroner. Den kraftfulde integrerede Naim Uniti Nova PE-forstærker, en sag til 80.000 kroner, via ubalanceret RCA, er også blevet testet. Højttalerne er et par voksne Ø Audio Icon 12-højttalere, hver med en 12-tommers bas. Og også den slanke og meget vellydende Scansonic MB5 B. Som reference har jeg brugt Hegels gamle HD30 og også HiFi Rose RD160, som også er en ren DAC uden streamingfunktioner, men med et stort og flot display og et væld af indstillingsmuligheder. Hvor D50 er reduceret til det absolut nødvendige, er RD160 næsten overdådig i sin funktionalitet.

Lydkilden er for det meste min MacBook M4 Max, der er tilsluttet USB. Men også min Hegel Viking CD-afspiller, der er tilsluttet via koaksial BNC – et kabel, der praktisk nok er inkluderet i kassen med DAC’en.

Fantastisk på akustisk

Den første lyttetest er Jan Gunnar Hoffs ”Playground”, hvor HD30 og RD160 begge leverer en præcis og detaljeret gengivelse af de akustiske instrumenter. Men D50 tager det et skridt videre med en endnu større følelse af nærvær og luft omkring hver tone.

Der kommer en aha-oplevelse, da jeg tager stikket ud af D50. Så går det op for mig, at D50’s overlegne strømrensning gør de andre DAC’er bedre, end de egentlig er i sig selv.

Veslemøy Narvesens ”Dopamine Detox” afslører større forskelle. HD30 gengiver elektronikken med god dynamik, men mangler noget af den endelige opløsning i de mest komplekse dele. RD160 har et større og mere imponerende lydbillede, men mister noget præcision i forhold til D50.

Laura Marlings ”Soothing” er et meget afslørende nummer. Igennem D50 har kontrabassen en fasthed og præcision, der gør det nemt at følge hver eneste nuance i både takt og tone. Vokalen er solidt plantet i midten og svæver uden for højttalerne med al sin varme og nærhed intakt. RD160 tegner også et smukt billede, men mangler den sidste smule præcision, der får dig til at glemme, at du lytter til gengivet musik.

Heftig rock

Nine Inch Nails’ ”We’re In This Together” sætter DAC’erne på prøve. Den massive produktion kræver dynamik og kontrol, men også åbenhed til at udfolde det støjende synth-landskab. Her imponerer D50 med sin evne til at fremhæve de kraftige bastrommer og samtidig holde styr på de mange lag af guitarer og synthesizere. RD160 gør en hæderlig indsats, men mister lidt af sit greb i de mest intense dele.

Shannon Lays version af Nick Drakes ”From the Morning” sætter et fornemt punktum. Gennem D50 har guitaren en naturlig resonans og krop, der får mig til at glemme, at det er digital lyd. Hendes stemme har et nærvær, der næsten er uhyggeligt ægte. RD160 lyder stadig rigtig godt, men den mister noget af den magi, som D50 tilfører. Til sammenligning lyder HD30 noget mindre nuanceret end RD160. Det betyder, at Hegels gamle traver kan sige stop efter lang og tro tjeneste.

Forskellene er ikke dramatiske, men de er stadig meget hørbare. HiFi Rose RD160 er også en rigtig god DAC, og hvis du vil have god digital volumenkontrol og ikke har brug for en forforstærker, er det et meget spændende valg. Men D50 demonstrerer gang på gang, at den har en lille, men betydelig fordel i præcision og musikalitet. Den har evnen til at forsvinde helt ud af ligningen og lade musikken tale for sig selv.

Mod streamere og cd-afspillere

Vores yndlingsstreamer, Auralic Altair G2.1, som er blevet opgraderet til G2.2, siden vi testede den, skal også nævnes. Den lyder fantastisk med dynamik og kick som sine største styrker. Hegel D50 får på den anden side endnu mere ud af musikken. Udtrykket ”sort baggrund” bruges ofte til at beskrive kontrasten mellem toner og stilhed. Og her er Hegel i en klasse for sig selv. Men Auralic har den fordel, at den er en usædvanlig god forforstærker, og den har også en hovedtelefonudgang. Så det er et mere komplet produkt, og en direkte sammenligning er uretfærdig. Du kan kun forestille dig, hvor godt det ville være at kombinere de to.

Til sidst nogle CD-prøver med Hegel Viking, som giver en interessant oplevelse. For det første er forskellene mellem D50 og den indbyggede CD-afspiller små. For det andet er lydkvaliteten i mine ører marginalt til fordel for den indbyggede. Lidt mere åbenhed i lydbilledet, ganske enkelt. Hegel har bygget CD-afspilleren som et komplet produkt, hvor DAC-delen er specielt tilpasset det elektriske signal fra drevet, så man ikke får nogen væsentlig fordel af en ekstern DAC. Interessant at bemærke.

Konklusion

Hegel D50 hæver barren for lydkilder i 30.000 kroners prisklassen med sin ekstreme præcision og musikalske flow. Fokus på det væsentlige – den bedst mulige lyd uden dikkedarer – har givet resultater, som utvivlsomt retfærdiggør den høje pris.

D50 udkrystalliserer alle detaljer uden at blive klinisk, med en uovertruffen evne til at forsvinde fra ligningen og lade musikken tale for sig selv.

For dem, der prioriterer den reneste digitale lyd og ikke har noget imod separate komponenter til streaming og eventuelt hovedtelefonforstærkning, er D50 ganske enkelt enestående.