: Hegel H160

Redaktøren spøgte engang med, at jeg må være faldet i Hegel-gryden som spæd. Og jeg skal ikke nægte, at jeg er begejstret for især Hegels forstærkere. Grunden er ganske simpel: Jeg kan lide at høre musik højere end gennemsnittet, hvilket kræver nogle kraftreserver. Alligevel hører jeg mest musik ved moderat lydtryk, hvilket til gengæld kræver, at forstærkeren lyder godt i tomgang.

Hvis både Rammstein og Vivaldi skal komme ud med deres fulde potentiale, så er der ikke så mange muligheder – hvis man da ikke vil tømme sparegrisen, opsige boligkontoen og ende i Luksusfælden. Få forstærkere give flere kræfter for pengene og bevarer samtidig roen og opløsningen i lydbilledet.

 

Referencer

Da jeg første gang hørte Hegels integrerede H200 i 2006, var AVI Laboratory Series S21MI vores reference i den prisklasse, af de samme grunde: Den var kraftig med sine 2 x 150 watt, samtidig med at den havde rigtig god opløsning. Og den fastholdt klangkarakteren og stereoperspektivet uanset lydniveau. Men da jeg hørte H200, tabte jeg hagen i skødet. Her var endnu mere power – 2 x 200 watt – og jeg kunne ikke få armene ned. Desuden havde den meget af den samme opløsning. Her var min nye favorit!

I seks år var H200 vores referenceforstærker i testrummet. Indtil den i 2012 blev erstattet af den nye H300. Med yderligere 50 watt pr. kanal, og nu med digitale indgange. Læg hertil, at H300 er væsentlig mere opløst og får komplekse klangstrukturer bedre frem end H200, og tiden var inde til at pensionere H200. Ulempen: Prisen var steget med 10.000 kroner. Derfor er den gamle traver H200 blevet solgt side om side med den nye H300.

 

Moderne lillebror

Indtil nu. Efter at Hegels billigste forstærker, H80, også har fået digitalindgange, skiller den helanaloge H200 sig ud som gammeldags. Og da teknologien har udviklet sig, har de billigere forstærkere fået nogle fordele, som H200 ikke har, såsom opgraderet forforstærkerdel og et bedre SoundEngine-modul, som korrigerer for fejl og forvrængning i signalet i realtid. Resultatet er, at H80 til det halve af prisen for H200 næsten lyder bedre, i hvert fald ved moderat niveau. Det går selvfølgelig ikke!

 

Digital opgradering

Derfor er H200 nu erstattet af den nye H160. Med en kraftig opgradering af forforstærkertrinet for endnu bedre og renere lyd, og en avanceret DAC-del, der ordner konverteringen fra de mange digitalindgange (tre optiske, en koaksial og en USB). Og endelig har en Hegel-forstærker indbygget understøttelse af Apples AirPlay. Den kan kobles til hjemmenetværket med Ethernet-kabel, og – voila! – så kan der afspilles musik direkte fra iPhone, iPad eller iTunes.

Desuden har H160 som den første Hegel-forstærker fået hovedtelefon-udgang, og den er rigtig god. Det er den samme, som sidder i HD12, og den giver glimrende lyd i avancerede hovedtelefoner.

 

Lavere effekt

H160 er lavere end H200 og H300. Den ser også mere elegant ud, da tænd/sluk-knappen er placeret på undersiden og ikke midt på fronten.

Hegel har ligeledes sænket specifikationerne lidt, nemlig på effekten. H160 har 50 watt mindre pr. kanal end forgængeren H200. Et modigt valg, da rå muskelkraft er en vigtig del af Hegel-oplevelsen, men også nødvendigt, hvis prisen ikke skal blive for høj.

Gudskelov bliver man ikke skuffet, når forstærkeren spiller op til musikalske oplevelser hjemme i stuen, hvor mine Gallo Reference 3.5 højttalere står, normalt trukket af en Norma Revo IPA-140 forstærker.

 

Lydkvalitet

Det er lidt farligt at gå ned i pris, da ellers gode kvaliteter hurtigt kan blive overskygget af, hvad der mangler i forhold til den dyrere version. Men det er ikke tilfældet her. H160 har en egen evne til at præsentere lydbilledet på en blød og samtidig opløst måde. Hvor H200 var strammere i udtrykket, er H160 mere rolig. Og mens min Norma-forstærker er utrolig hurtig i leveringen af pludselige transienter, er det først og fremmest i overtoneområdet, den udmærker sig.

 

Funky

Hegel H160 har måske ikke de samme mikronuancer i toppen af frekvensområdet, men den har en varmere og dybere basgengivelse, som gør, at rytmen på Janelle Monáes über-funky “Q.U.E.E.N.” kommer mere kontant og saftigt ud. Tamburinen er ikke lige så pågående, men følger helt naturligt med, og selv om lydbilledet ikke er helt så superluftigt, er helheden upåklagelig.

Janelles stemme står tydeligt ud fra musikken, og det hjælper også, at H160 er lige så kraftig som Norma-forstærkeren, for det er musik, man har lyst til at skrue lidt op for og få gang i bentøjet.

Hegel H160 er udstyret med hele fem digitalindgange: Koaksial, USB og tre optiske. Ethernet er til trådløs afspilning med AirPlay eller DLNA.

 

Klassisk

Jeg nævnte Vivaldi før. Hans “Forår” fra De fire årstider er god til at få de mere delikate sider frem. Og her jorder H160 fuldstændig forgængeren H200. Den lyder renere og mere opløst, og får hvert et strøg på violinerne frem på den mest selvfølgelige måde, ligesom anslagene på det karakteristiske cembalo er lette og fri. Samtidig har lydbilledet en varme og fylde, som ældre Hegel-produkter ikke har været lige så gode til.

Det hele kan koges ned til opløsning og kontrol.

 

H160 mod H300

Men hvordan klarer forstærkeren sig mod sin storebror, den 8.000 kroner dyrere H300? For at finde ud af det havnede de begge på testbænken hos redaktionen. Til lejligheden står der et par Nordic Tone Model 1 high-end højttalere – som bestemt ikke lyder dårligt! De er ikke specielt tunge at trække, men reagerer især fortrinligt på en forstærker af god kvalitet.

Med den norske jazzklassiker Quiet Winter Night af pianisten Jan Gunnar Hoff og hans ensemble i højopløst stereo må min kollega Audun Hage og jeg lige lytte en ekstra gang. For når vi spiller lavt, lyder de to forstærkere meget ens. Begge byder på et usædvanlig vellydende klaver med lang og lækker udklingning. Man kan høre pedalen åbne og lukke mekanikken mellem tangentslagene. Og Unni Wilhelmsens stemme på “Stille stille kommer vi” er luftig og meget artikuleret uden at blive skarp.

Det, der skiller dem fra hinanden, er at H300 har marginalt mere krop i undertonerne. Og når vi skruer op for volumen, bevarer H300 roen bedre. Hvor H160 bliver hårdere i tangentanslagene, er H300 stadig dejlig rund og fyldig. Det betyder ikke, at H160 ikke kan spille højt, bare at endnu flere watt giver endnu flere fordele.

 

Stereo mod surround

Endelig er det også interessant at finde ud af, hvor god en stereoforstærker til 22.000 kroner er i forhold til en tilsvarende prissat surround-receiver. Vi ved, at surround-receiverne er blevet bedre til musik i ren stereo de seneste år, men hvor gode? Til det formål har vi sat Pioneer SC-LX88 på testbænken, med Pure Direct aktiveret for at få et så rent stereosignal som muligt.

Og mens Pioneer-receiveren får det vigtigste frem gennem Nordic Tone-højttalerne og også har godt med kraft, så er lydbilledet mere uldent. Detaljeniveauet i overtonerne er ikke det samme, der mangler kompleksitet og varme i bassen, og sangstemmer står ikke lige så klokkeklart.

Den er stadig god af en surround-receiver at være; sagen er bare, at flere forstærkerkanaler koster, og så kan man ikke forvente lige så meget for pengene i stereo.

 

Digitalt mod analogt

Hvis du vil spare penge på signalkabler og en ret dyr DAC, så brug de digitale indgange på H160. De lyder bedre end ubalanceret RCA sammen med Hegels digitalkonverter HD12, og selv om XLR giver mere tredimensionel lyd end RCA, så er der ingen fordel i forhold til digitale kabler.

En undtagelse kan være USB, som på H160 er begrænset til 96 kHz opløsning mod 192 kHz på HD12. Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at høre forskel på en 192 kHz lydfil konverteret med fuld opløsning, og når den er konverteret ned til 96 kHz. Jeg er fristet til at sige, at man kan spare de penge.

AirPlay er fra Apples side begrænset til 44,1 kHz, altså ren cd-kvalitet. Alligevel er det overraskende, hvor godt H160 lyder med AirPlay. Hvad de har gjort, ved jeg ikke, men med min Apple TV digitalt tilkoblet med optisk kabel lyder AirPlay ikke lige så godt.

 

Konklusion

Jeg er klar over, at det nok ikke kommer som den store overraskelse, når ham Nordby igen hylder en Hegel-forstærker. Og nej, den er nok ikke noget for alle og enhver. Men jeg har alligevel svært ved at se, hvem der ikke skulle kunne få glæde af H160.

Den slår forgængeren H200 eftertrykkeligt, hvad ren lydkvalitet angår. Opløsningen, især i overtonerne, er en helt anden. Instrumenter får en mere naturlig udklingning, og det musikalske rum er tredimensionelt og luftigt. Læg hertil en fyldig, varm gengivelse af alt fra bas-instrumenter til de lyseste sopraner i et drengekor, og der er ingen tvivl om, at det her er en kanongod forstærker.

H160 har desværre ikke helt så mange kræfter som H200. Da må man op i den dyrere H300. Her får man også endnu mere ro i lydbilledet. Så hvis du har 8.000 kroner ekstra i budgettet, kan du lige så godt vælge H300. Men at sidstnævnte er et kup til knap 30.000 kroner, gør ikke H160 til et dårligere køb. Når den så ovenikøbet har masser af digitalindgange samt trådløs streaming med AirPlay, så er der ikke nogen forstærker til prisen, jeg hellere ville have.