Lige siden monstrummet Hegel H590 til 75.000 kroner fik os til at tabe kæben, har vi ventet på, at Hegel lavede en lillebror med lige så kanonstærk lyd, men ikke så kanonhøj pris. H590 ligger nemlig i et prisleje, hvor mange nok hellere vil overveje separat for- og effektforstærker. Men til næsten halv pris er der ikke så meget at overveje! Det er netop her, vi finder den nye integrerede H390.
Prislejet her er på mange måder et sweetspot for integrerede forstærkere, da der er budget nok til at vælge elektronik fra øverste hylde næsten hele vejen. Hvilket nok er grunden til, at det er så hård konkurrence på dette felt. Naim Supernait 3 (helanalog), Uniti Nova (med streaming), Devialet Expert 140 Pro og Norma Revo IPA-140 er bare nogle få af dem, jeg kan komme i tanke om. Alle sammen glimrende, for ikke at sige fantastiske forstærkere.
Hellere integreret end separeret
I denne prisklasse vil jeg meget hellere vælge en integreret forstærker end at dele for- og effektforstærkerdelen op i separate enheder. Så fordobles omkostningerne nemlig på flere vigtige komponenter som chassis, bundplade og ikke mindst strømforsyning. Så gode, som de bedste integrerede forstærkere er blevet i dag, er det først, når man passerer H590 i pris, at jeg personligt ville begynde at overveje separate enheder.
Ligesom storebror er H390 en ægte dual mono-konstruktion, hvilket vil sige, at venstre og højre forstærkerkanaler er helt adskilt fra hinanden med hver sin strømforsyning. Det giver bedre stereoseparation uden noget crosstalk mellem kanalerne. En sådan konstruktion er også bedre til at håndtere de øgede krav til effekt på meget dynamiske musikstykker.
H390 har i det hele taget mange ligheder med H590 og færre ligheder med forgængeren H360. Bortset fra forstærkereffekten på 250 watt og størrelsen. For det første er ingen af kredskortene de samme som i H360; alt er forbedret ifølge producenten. Ikke mindst i den digitale del med kraftigere og bedre processering af lydsignalet.
MQA
MQA-fans kan glæde sig over, at H390 laver hele dekodningen af MQA-lydformatet. Hvis man f.eks. bruger Tidal, vælger man H390 som kilde i afspilningsprogrammet, og man kan afspille musikken i op til 384 kHz opløsning.
Alle digitale indgange går nu via USB-indgangens signalprocessor. Det betyder, at MQA og DSD også understøttes via SPDIF, og desuden bliver vi lovet yderligere reduktion af den frygtede jitter-støj.
Down-clocking
Hegel har fundet ud af, at ved at reducere clock-frekvensen (down-clocking) i givne kredsløb, når det er muligt, reduceres støj i digitalprocesseringen. Man reducerer altså datakraften, hvilket Hegel hævder giver både målbare og hørbare forbedringer af lydkvaliteten.
Forbedret brugerflade
Brugerfladen har også fået flere forbedringer. Hvis man slutter H390 til netværket (kun muligt med kabel), vil man nu kunne opdatere forstærkeren direkte via internettet. Nu kan man også se IP-adressen direkte i forstærkermenuen. Med den kan man lave egne indstillinger via browseren.
Forstærkeren understøtter AirPlay 2, så den kan være en del af et Apple HomeKit-baseret smart-hjem, og senere vil den også blive Roon Ready. Roon-brugere vil altså kunne streame til den fra Mac og PC uden behov for et USB-kabel imellem. Det skulle snart være på plads.
I menuen kan man nu bestemme, om USB-indgangen skal have fast lydniveau, så forstærkeren styrer lyden, eller om man vil have lydkilden (PC’en) til at styre volumen. H390 er i øvrigt den første Hegel-forstærker, der kan gå på standby, hvis den står ubrugt i 15 minutter. Faktisk er standby aktiveret som standard; man må selv ind og slå det fra. Noget, jeg gjorde med det samme!
Ingen pladespillerindgang
Hvor de fleste andre forstærkerproducenter nu har pladespillerindgang, står Hegel fast på, at det er en støjkilde. Hvis man skal spille plader, må man købe en separat pladespillerforstærker at koble til.
Hegel gav den samme grund, da jeg spurgte, om det ikke var på tide at inkludere Chromecast, når de alligevel var hoppet med på Spotify-vognen (ja, H390 har indbygget Spotify Connect). Med Chromecast kunne forstærkeren nemlig have været en passiv del af et stemmestyret Google Home-system, det eneste system, man kan tale dansk til gennem en smart-højttaler.
Men det ville kræve en Bluetooth-modtager, som er endnu en støjkilde. Nej tak, siger Hegel.
Brugervenlighed
Ved ikke at inkludere nogen aktiv streaming-del med egen app, som Naim gør med deres effektforstærkere, sætter Hegel deres lid til tredjeparter. Det betyder, at brugervenligheden i vid udstrækning bestemmes af disse.
Hvis man f.eks. bruger Roon, vil forstærkeren være en passiv modtager og videreformidler af lyden. Det samme gælder, hvis man bruger Spotify; det er mobil-app’en, der styrer det hele. Og det samme, hvis man er AirPlay- eller DLNA-bruger.
Det, der derimod er at sige om brugervenligheden er, at displayet er meget bedre end på forgængeren H360, da det nu er OLED med meget højere punktopløsning. Jeg kan også godt lide, at opløsningen på streamet musik står i displayet, og at fjernbetjeningen kan peges næsten hvor som helst hen i rummet; forstærkeren reagerer alligevel.
Lydkvalitet – klassisk
Selv bruger jeg mest Roon, når jeg spiller musik. Jeg kan godt lide brugerfladen, og i visse tilfælde vil jeg sværge på, at lyden er bedre, end når jeg spiller den samme musik direkte fra Tidal-app’en (hvilket ser ud til at blive bekræftet her).
Med Hemsing & Aspaas’ violin- og klaverbaserede Northern Timbre – udgivet på pladeselskabet 2L i 352,8 kHz – der kan købes som original DXD-udgivelse, er der en forbløffende stor klangstruktur på Ragnhild Hemsings violin. I dette tilfælde gennem et par kompakthøjttalere, nærmere bestemt Dynaudio Evoke 20.
Deres fortolkning af Griegs Sonate nr. 3 i c-mol opus 45 går rent hjem hos mig. Rummet er enormt i betragtning af, at det gengives af to højttalere. Klanglag på klanglag ligger oven på hinanden, og flyglet, der spænder fra den dybeste bas (eller i hvert fald så dybt, som højttalerne kan gå, hvilket er overraskende dybt) til de letteste, luftigste overtoner, fylder rummet på den mest stemningsfulde vis.
H390 har en fabelagtig kontrol, samtidig med at den formår at trække sig tilbage og lade musikken udfolde sig frit. Her er der ingen påtaget fylde og varme.
Misforstå mig ikke: Der er masser af glød. Faktisk oplever jeg H390 som mere “smøragtig” i lyden end forgængeren. Men uden at det går ud over ærligheden. En dårlig optagelse vil stadig lyde dårligt, for at sige det sådan.
De samme egenskaber oplever jeg, når højttalerne skiftes ud med de gulvstående Audiovector R3 Arreté. Man får selvfølgelig en tungere dybbas end med de kompakte Dynaudio, og R3 Arreté skinner også mere i overtonerne. Og opleves desuden som hurtigere og mere dynamiske hele vejen end Evoke 20. De får de samme styrker frem som kompakthøjttalerne, bare i endnu højere grad.
Elektronisk
Hvor forgængeren H360 fleksede sine muskler mere, er H390 mindst lige så kraftig, men samtidig totalt uanstrengt i sin måde at præsentere musikken på. Der er en endnu større grad af selvfølgelighed over det hele. F.eks. på Röyksopps “Oblique Thrills (Lost Tapes)” med dens dybe, groovy bas, der understøtter det luftige elektroniske lydbillede.
Lady Gaga og Blackpinks “Sour Candy” lyder også meget sejt og overbevisende, og er gudskelov mindre skarp end det meste af nutidens elektropop. Rytmerne smælder som kanoner, mens vokalerne fra Lady Gaga og de sydkoreanske piger står klart frem fra musikken. Det samme med Tomine Harkets “Dead to Me”. Stramt og lækkert.
Heldigvis, for jeg orker ikke high-end, som man ikke kan have det sjovt med!
Udmærker sig i forhold til storebror
Jeg sidder tilbage med indtrykket af, at H390 har næsten alt det, jeg kunne lide ved storebror H590. Det siger ikke så lidt, for jeg har nok ikke hørt en bedre forstærker til under 100.000 kroner. Den tørrede gulv med McIntosh MA7000, som vi stadig har stående i testrummet.
Det vil jeg vove at påstå, at H390 også gør. Der er noget særligt ved dynamikken og kraften, kombineret med den levende mellemtone, hvor sangstemmerne står ud fra det hele. SoundEngine 2-teknologien, som de deler, og som fungerer som en slags aktiv støjreduktion for forstærkerkredsløbene, har meget af æren.
Der er ingen tvivl om, at H590 er endnu en tand bedre på alle måder. Ikke alene har den et ekstra gear, når vi taler kraft; den formår også at dissekere lydbilledet endnu bedre. Den har bl.a. en bedre digitaldel, der graver endnu mere guld ud af musiksporet. Men H390 kommer dælen dundreme tæt på!
Konkurrenter
H390 er en virkelig god forstærker, på alle måder. Jeg kan ikke høre nogen åbenlyse svagheder.
Da jeg testede Naim Supernait 3, havde jeg også H390 at sammenligne med, og jeg syntes, at Supernait 3 fulgte bedre med i svingene. Den er virkelig lynhurtig! Det viste sig imidlertid, at jeg havde fået en prototype fra Hegel med fejljusteret bias, hvilket også gjorde, at den blev så gloende varm, at man kunne stege spejlæg på den.
Det nye produktionseksemplar, jeg så fik, blev for det første mindre varm, men lød også bedre. Mere let og utvungent, med bedre opløsning og bedre rytmik. Alligevel har Naim en lille fordel ved lav til moderat volumen, men H390 har flere muskler og mere krudt, når man spiller højt. De to har hver deres fordele og ulemper, og de vil have hver sin tilhængerskare.
Devialet Expert 140 Pro er et højteknologisk forstærkervidunder, som ud over at streame direkte fra Roon har SAM-højttalerkorrektion, som forbedrer basresponsen og korrigerer for skævheder i impedansen. Den har programmérbare indgange og desuden indbygget RIAA-kurve til pladespiller.
Den lyder også fabelagtigt, med hurtighed og åbenhed som sine største styrker. Men H390 har en autoritet i lyden, som 140 Pro ikke har, og er desuden kraftigere.
Hvis man ikke skal bruge højttalerkorrektionen, ville jeg hellere vælge Hegel. Hvis man derimod har besværlige højttalere – og en pladespiller – kan det være, at Devialet er løsningen.
Konklusion
Med H390 har Hegel overgået sig selv endnu en gang. Den er næsten lige så god som den større H590 og ikke meget svagere. Og det til næsten den halve pris!
H390 kombinerer en smidig mellemtone med autoritativ slagkraft i bassen. Opløsningen og luftigheden i diskantområdet er der heller ikke noget at udsætte på. Her går musik og dynamik hånd i hånd!
Forstærkeren har alt, hvad man har brug for af digitale indgange, og understøtter de mest almindelige streaming-metoder, inklusive Spotify, AirPlay og snart også Roon via netværk. Den mangler ganske vist Chromecast og Bluetooth, men det kommer Hegel aldrig til at putte i deres produkter. Pladespillerindgang er nok et større savn, men også det vil introducere støj, hvis vi skal tro Hegel.
Hvis du vil have en forstærker, der kan bruges til næsten hvad det skal være – inklusive at konkurrere (næsten) med studentervognene på lydniveau – er H390 en selvskrevet kandidat på listen.
MQA eller ikke MQA?
Der er mange meninger om det højopløste streaming-format MQA, hvor man har formået at komprimere lyd i høj opløsning til at bruge mindre båndbredde end almindelig CD-kvalitet. Det er p.t. den eneste måde, man kan streame højopløst lyd på herhjemme, og så er det Tidal, der er den mest oplagte streaming-tjeneste.
Nogle hi-fi-producenter vælger at understøtte MQA fuldt ud. Så kan man få op til 384 kHz opløsning på musikken, afhængigt af hvor højopløst optagelsen er. Hvis man har en DAC, der ikke understøtter MQA, må man derimod dekode det i afspilleren, som vil sende maksimalt 96 kHz til DAC’en.
På H390 har USB-indgangen fuld MQA-understøttelse. Men det er kontroversielt, for meget tyder på, at det digitale signal slet ikke er så “lossless”, som MQA hævder. Desuden er digitalfilteret i MQA meget stejlt og kan – ifølge folk, der har mere forstand på det end mig – slippe høje frekvenser igennem, der burde have været filtreret væk. Dissonante frekvenser, der spejles ned i det hørbare område, og som derfor er uønskede.
Det gælder mest for indspilninger med standardopløsning, altså 44,1 kHz, hvor MQA ikke har nogen åbenlyse fordele i forhold til CD. Men optagelserne findes alligevel.
Min oplevelse er, at MQA kan lyde fantastisk, men det varierer meget. 2L’s indspilninger lyder rigtig godt over hele linjen, og de er meget højopløste. Elektropop og hiphop i MQA lyder derimod sjældent specielt overbevisende. Det kan have noget med masteren at gøre, men pointen er stadig, at selv om en DAC afkoder MQA fuldt ud, betyder det ikke nødvendigvis, at man får bedre lyd.
I Hegel H390’s tilfælde synes jeg, at vellykkede MQA-udgivelser lyder meget tæt på den originale master, og i enkelte tilfælde – især med 2L – synes jeg, at MQA har nogle fordele frem for selv ukomprimerede, højopløste filer, når vi taler timing.
Jeg opfordrer alle til at undersøge dette på egen hånd. Med H390 har man i hvert fald muligheden for at høre MQA fuldt ud.
1 kommentar til “Hegel H390”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Havde ønsket at den var blevet sammenlignet med M32 eller M33