TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Hegel H400

Hegels mest gennemførte forstærker

Den måtte jo komme. Hegel H400 gør alt bedre end sin forgænger. Og har fået svært tiltrængte funktioner.

Af / 10/08/2024 - 12:00
Hegel H400

Lyd & Billede mener

  • Masser af power og kontrol, og fin opløsning og musikalitet. Tidal Connect, Google Cast og app-styring er endelig på plads.
  • Enklere kabinetdesign end flere konkurrenter. Ingen hovedtelefonudgang.

Jeg havde knapt nået at fordøje indtrykkene af den fænomenale H600 med dens nye dual mono-konstruktion og heftige digitale del, før lillebror Hegel H400 – også dual mono – dukker op på mit dørtrin. Forventningerne er høje, eftersom jeg har betegnet forgængeren H390 som det bedste køb i sin klasse.   

Det er derfor med både spænding og nervøsitet, at jeg pakker H400 ud af kassen. Har Hegel overgået sig selv endnu en gang, eller er den nye model bare en undskyldning for at hæve prisen med næsten 30 procent?   

Hegel_H400--5
Foto: Hegel

Designløft

Designændringerne i H400 i forhold til H390 er mest synlige på chassiset. Hvor forgængeren havde skarpere kanter på toppladen, er H400 mere afrundet mod siderne. Det skyldes, at chassiset nu er i ét stykke og bøjes ned i siderne, før det fæstnes med skruer.  

Oversiden har to brede rækker med ventilationsåbninger. Nu i et mønster af ovale huller i modsætning til forgængerens lange riller. Det midterste ventilationsfelt fra H390-låget er væk nu, da Hegel siger, at der er lavere varmeudvikling på indersiden af H400.   

En anden vigtig ændring er, at chassiset er udført i aluminium i stedet for stål, hvilket Hegel hævder faktisk kan give bedre lyd på grund af færre vibrationer.  

Annonce

På fronten er det meste som før, men knapperne til volumenkontrol og kildevalg er lidt fastere, hvilket giver en bedre følelse, når man drejer på dem. De er af samme type som på den dyrere H600 og kan nu trykkes ind for at aktivere menuerne. Det betyder, at man ofte kan slippe for at ty til fjernbetjeningen. 

Hegel H400 TopView GeirNordby
Nye lufthuller på toppen. Foto: Geir Gråbein Nordby

App-styring

Med H400 har Hegel gjort noget, som de tidligere har sagt, at de aldrig ville gøre: De har lavet en app! Den hedder Hegel Control (i testperioden hed den Hegel Setup). Den er selvfølgelig gratis at downloade og fungerer på både iOS og Android. App’en skal blot tilsluttes det samme netværk som forstærkeren, for at man kan styre afspilning, lydstyrke og indstillinger fra sin mobiltelefon. Et vigtigt skridt hen imod en mere moderne brugergrænseflade.    

App’en erstatter desuden den webbaserede grænseflade, man tidligere brugte til at foretage ændringer i opsætningen. Forvent dog ikke, at app’en streamer din musik. Den har indbygget radio og podcasts med noget, der hedder Airable, og det er så også det. Men forstærkeren kan streame stort set alt, hvad du ønsker uden om app’en. 

Hegel H400 app 2 Hegel H400 app 1 Hegel H400 app 3 Hegel H400 app 4
<
>
Den nye Hegel Control-app giver nem adgang til alle funktioner og indstillinger på H400. Skærmbillede: iOS

Ny streamingplatform

Det vigtigste ved forstærkeren er skjult på indersiden. Mens printkortet stort set er det samme som før, med dobbelte monoforstærkerdele og løsninger hentet fra de dyrere modeller, er der sket ændringer på den digitale front.    

H400 har nemlig fået en helt ny streamingplatform. Den gamle var ikke særlig fleksibel, og det var en udfordring at tilføje nye funktioner. Den havde Spotify Connect, og efter mere end et år med trial and error blev den endelig Roon Ready. Men det krævede masser af tweaking, og en Tidal Connect-funktion kom ikke på tale. Det ændrer sig nu, for H400 har både Spotify Connect og Tidal Connect.   

Læs også Køb ikke en dyr forstærker før du har hørt denne Hegel H600 er ikke bare dyrere end sin forgænger. Den er også meget bedre.

For første gang i et Hegel-produkt får vi også Google Cast (Chromecast) indbygget! Det er en funktion, jeg har efterlyst i årevis, lige siden Google Nest-højttalerne gav os stemmestyring af det smarte hjem. Hegel har nu endelig fulgt trop, og svaret på “hvorfor nu” er, at funktionen ikke længere kræver Bluetooth-forbindelse. Der trækker Hegel nemlig grænsen, fordi de mener, at det giver for meget støj til signalet.  

Hegel siger selv, at den nye platform gør det meget nemmere at udvide funktionaliteten, så vi bør kunne forvente flere tjenester i fremtiden.

Hegel H400 rear GeirNordby
På bagsiden af H400 finder du de fleste af de analoge og digitale tilslutningsmuligheder, du har brug for, inklusive USB DAC og balanceret XLR. Netværksforbindelsen giver øget funktionalitet. Foto: Geir Gråbein Nordby

Bedre digital konvertering

Selve den digitale konvertering er forbedret i H400. Hegel siger, at deres ingeniører lærte meget under udviklingen af H600 og brugte denne viden til at udvikle en ny DAC til H400.    

Chipsættet er nyt, af typen ESS 9038Q2M, som ifølge Hegel giver højere opløsning og flydende musikalitet sammenlignet med AK4490-chippen fra AKM i H390. En del af forklaringen på, at Hegel skiftede fra AKM til ESS, skal nok findes i den katastrofale AKM-brand for et par år siden, hvorefter Hegel og mange andre har måttet designe nye print tilpasset konkurrerende DAC-chips.   

Læs også En kraftkarl af en forstærker Hegel H390 er en ægte krudttønde af en forstærker, som til den halve pris af H590 giver næsten samme spilleglæde.

Et område, der også er blevet kraftigt forbedret, er evnen til at afspille højopløste filer. Hegel H390 håndterede filer op til 24-bit / 192 kHz, men i H400 er det udvidet helt op til 32-bit / 384 kHz. Selv om udvalget af sådanne filer er begrænset, ville det være dumt ikke at være fremsynet.    

At den nye digitale sektion har bedre MQA-understøttelse end tidligere, føles knap så relevant. Tidal, som var den eneste streamingtjeneste, der tog MQA til sig, har nu officielt lagt bolden død. 

Hegel H400 4 scaled 1
Foto: Hegel

Opsætning og brugervenlighed

Opsætningen af H400 er overraskende enkel. Den forbindes til netværket med et Ethernet-kabel og vises automatisk i den nye Hegel Control-app. App’en giver fuld kontrol over lydstyrke, valg af indgang og diverse indstillinger. Styring af internetradio og podcasts fra en underlig tjeneste, jeg aldrig har hørt om, er en fin bonus, men ikke noget, jeg personligt bruger.     

Men integrationen af Chromecast er virkelig cool. Ikke alene er det nemt, men lydkvaliteten fejler heller ikke noget. Kombineret med understøttelse af Roon, Spotify Connect, Tidal Connect og AirPlay 2 gør det H400 til en ægte allrounder, når det gælder streaming. Så må vi se, hvilke opdateringer der kommer i fremtiden.   

Forrygende lyd

På papiret er der ingen tvivl om, at Hegel H400 er en bedre forstærker end sin forgænger. Men hvordan spiller det hele i praksis?    

I det aggressive hjørne spiller jeg Sky Father fra stoner/doom-bandet Bismarck på mine vintage JBL 4411-højttalere, hver med sin egen hårdtslående 12-tommer bas. Kraftfuld og tung, med nok krudt til at sprøjte morgenkaffen op ad væggene. De to guitarer separeres fint og danner en mur af forvrænget guitarlyd. Trommerne får masser af plads til at udfolde sig, men med en stor klang, der skubber dem lidt tilbage i lydbilledet. Den growlende vokal sætter prikken over i’et på en herligt mørk og aggressiv stemning. Ganske enkelt en god start på dagen!     

En gladere stemning skabes af basrytmerne på Lizzos discohit About Damn Time. Som slår hårdt og tvinger rytmerne ind i kroppen på lytteren. Den lyder defineret og bliver aldrig skarp. Man får bare lyst til at fylde cocktailglasset og have en fest.    

Med de gulvstående Axxess L3 er der lagt op til et mere opløst lydbillede. Broadway-artisten Melissa Errico lyder strålende, når det letbenede jazznummer Opening Doors / What More Do I Need fylder testrummet. Der er masser af bid i klaveret, selv ned til de dybeste toner fra tangenterne længst til venstre. Disse højttalere lyder bedst fra mellemtonen og opefter, så det er dejligt, at forstærkeren også stråler her. Lyt bare til Melissas selvsikre og dynamiske vokal i midten, mens trommewhiskerne glimrer i toppen.   

Hegel H400 H590 Naim Uniti Nova PE
Hegel H400 (øverst t.v.), Naim Uniti Nova PE (øverst t.h), Hegel H590 (nederst t.v.) og streameren Gold Note DS-10 (nederst t.h.). Foto: Geir Gråbein Nordby

H400 mod H390

Jeg skifter over til forgængeren H390, som også er en fantastisk forstærker. Vil jeg kunne høre nogen særlig forskel, monstro? Det er ikke umiddelbart nat og dag. Der er samme udgangseffekt og stort set identisk analogdel. Det betyder, at hvis du har en separat streamer, er forskellene små. Men afspil Tidal fra Roon, og så åbenbarer forskellene sig. H400 har mere luft, tonerne lyder varmere, og lydbilledet ser ud til at sprede sig lidt mere udover i rummet. Alt har et ekstra lag af nuancer og detaljer. Det er små, men vigtige forskelle, som det ikke tager lang tid at lægge mærke til. Og når man først har lagt mærke til dem, er det umuligt ikke at høre dem. 

H400 mod H590

Jeg har også H590 stående, som er endnu mere kraftfuld og velfungerende end H390. Hvordan klarer den sig i forhold til den nye H400? Ved normale lytteniveauer og lidt højere kan man faktisk dårligt påstå, at H590 bidrager med noget ekstra. Måske lidt mere fylde nedover i bastonerne? Ja, der er da noget. Men i mine ører brillerer H400 mere opover i overtoneområdet. Og så vægter brugervenlighed og funktionalitet i H400 højere end de ekstra par decibel, man kan klemme ud af H590, hvis man vil spille vanvittigt højt.    

H600 har jeg ikke inde, så jeg kan foretage en direkte sammenligning, men dens forbedringer i forhold til H590 vil selvfølgelig også gælde over for H400. Men den ekstra kraft og endnu større baskontrol vil sandsynligvis ikke give det helt store udbytte med et par diskrete højttalere. Sandheden er, at du skal op på store højttalere som KEF Blade 2 og Dali Epikore 11, før du føler, at H400 er klar til at blive udskiftet. Eller meget tungt drevne højttalere som kompakthøjttalerne McIntosh XR50 med en følsomhed på kun 81 dB. Det betyder, at de spiller lige så højt med 300 watt, som et par med 91 dB følsomhed gør med 30 watt! 

Hegel H400_lifestyle

Foto: Hegel

Hegel H400 mod Naim Uniti Nova PE

Nu til en uretfærdig sammenligning. For hvad sker der, når H400 sættes op mod dyrere sager? For eksempel Naim Uniti Nova PE, hvor PE står for Power Edition? Som navnet antyder, er den meget mere kraftfuld end Uniti Nova, som den er inspireret af. Men samtidig er der ændret og forbedret så meget, at jeg ikke forstår, hvorfor de ikke har kaldt den Supernova i stedet. Naim om det. Under alle omstændigheder er 2 x 150 watt mere, end næsten alle andre Naim-forstærkere har at byde på, takket være effektiv klasse D-forstærkning.     

Naim-forstærkeren har rigtig god kontrol over musikken, og mange af fordelene ved H400 gælder også for Uniti Nova PE. Samtidig har Naim-forstærkeren en endnu mere sofistikeret streamer indbygget. Den har desuden HDMI eARC, så den kan spille højopløst lyd direkte fra TV’et. Men jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at Naim-forstærkeren lyder bedre end Hegel H400. Til trods for den markant højere pris. Den er god, men der er noget ved Hegel-forstærkerens kontrol og ro, som Naim-forstærkeren kun næsten kan matche.     

Andre forstærkere, du bør overveje, før du beslutter dig for H400, er f.eks. Rotel Michi X3 S2, Yamaha R-S3200, Technics SU-R1000 og Devialet Expert 220 Pro.   

Hegel H400 Lifestyle GeirNordby
Foto: Geir Gråbein Nordby

Konklusion

Hegel H400 er en genistreg af en forstærker. Den giver mere for pengene end H600, og det er en komplet forstærker, der kan drive enhver højttaler. Med en lydkvalitet, der absolut er prisklassen værdig. Det betyder, at du kan glæde dig over fantastisk lyd, uanset om du spiller højt eller lavt.    

H400 er en solid opgradering af H390 med bedre lyd, flere funktioner og mere moderne tilslutningsmuligheder.    

Hvis du er på udkig efter en kraftig forstærker i high-end-klassen, bliver det ikke meget bedre end dette.   

Karakter
Hegel H400
High End
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget