Test: Hegel H590

Selv om folk ikke vil have forstærkerløsninger, der består af mange store bokse, betyder det ikke, at der er mindre interesse for de virkelig gode sager. Tværtimod! Det er bare sådan, at markedet gradvis ser ud til at gå fra løsninger med separate for- og effektforstærkere til én heftig integreret forstærker. Det er ikke svært at se hvorfor.

For det første er der det æstetiske. I dag skal hjemmet gerne være mere minimalistisk, og med én forstærker komponent i stedet for to eller tre slipper man for at fylde den halve stue.

Men der er også lydmæssige fordele. En ordentlig transformator er ikke specielt billig, og med en integreret forstærker behøver du kun én. Det samme med kabinettet, der også er et fordyrende led, når man har brug for både forforstærker og en eller måske endda to effektforstærkere. Vips, har man sparet betydelige udgifter, og man kan bruge pengene på det, det handler om: Lydkvalitet.

Ved at droppe signalkablerne med deres mere eller mindre heldige termineringer mellem for- og effektforstærkerdelen har man desuden elimineret en lydmæssig faktor – og udgift – i regnestykket. Hvis forstærkeren ovenikøbet har indbygget digitalkonvertering, bliver signalvejen endnu kortere. Så er det kun lydkilden og et digitalkabel, der står imellem dig og den musikalsk nydelse.

Der findes selvfølgelig mange integrerede forstærkere med indbygget digitalkonverter, så Hegel H590 er på ingen måde i særklasse på dette område. Men det er ikke nok bare at smide en masse komponenter og funktioner ind; det skal gøres ordentligt. Og det har Hegels specialister inden for analog og digital signalbehandling arbejdet hårdt og længe på.

Den største og kraftigste

Hegel H590 erstatter ikke andre forstærkere i sortimentet, men placerer sig et godt stykke over den hidtil største integrerede, H360, på alle måder. For det første er den opgivet til hele 2 x 301 watt i 8 ohm. Adspurgt om hvorfor netop 301 svarer chefkonstruktør Bent Holter: “301 watt er jo faktisk mere end 300 watt, hvilket er udgangseffekten på flere andre store integrerede forstærkere Så kan vi f.eks. sige, at H590 er kraftigere end Gryphon Diablo!” Så var det afgjort. Eller for at citere Nigel fra Spinal Tap: “This one goes to 11!”

H590 lægger arm med de allerkraftigste, og prisen på 75.000 kroner er da også et godt stykke over, hvad Hegel nogensinde har krævet for en integreret. Faktisk en god del mere end forstærkersættet P20 og H20 til samme pris! Det er der gode grunde til.

Hvis vi tager den integrerede H360, som allerede har en imponerende strømbank, så har H590 har øget antallet af transistorer med 50 procent, fra otte til 12 pr. kanal (H20 har ti). Og selve strømforsyningen er dobbelt så stor for at give endnu bedre kontrol over højttalerne. Desuden har man arbejdet hårdt på at undertrykke støj og forvrængning, bl.a. ved at give forforstærkerdelen sin egen strømforsyning samt en ny volumenkontrol med lavest mulig forvrængning og bedst mulig kanalseparation selv ved de laveste lydniveauer.

I hjertet sidder Hegels SoundEngine-teknologi. Det er en negativ feedback-teknologi, hvor musiksignalet overvåges i realtid af SoundEngine-kredsløbet. Hvis der opstår uventede forvrængninger, bliver de faset ud.

Den nyeste version af teknologien kom først i H360 og er ti gange mere effektiv til at fjerne forvrængning end den forrige. Den øger også dæmpningsfaktoren til over 4.000. Det er helt vildt og indikerer baskontrol med stort B! Hegel lover “uovertrufne dynamiske egenskaber, samtidig med at man bevarer en jævn, naturlig lyd med alle detaljer i musikken intakt”.

Ny digitalkonverter

Blandt de tekniske landvindinger er også et helt nyt DAC-kredsløb indeni. Hegel har lært af deres arbejde med cd-afspilleren Mohican og er blevet inspireret til, hvordan man opbygger DAC-kredsløbet. Det skulle fuldstændig eliminere pre-ringing (“forhånds-ekko”), hvilket gør lyden mere naturlig.

En anden vigtig detalje er, at H590 ikke op-sampler musiksignalet, men lader det passere i sin oprindelige form. Det gælder såvel cd-lyd som højopløste lydfiler, og vi får at vide, at digitalkonverteren i H590 på mange måder er bedre end high-end DAC’en HD30, som i sig selv koster 36.000 kroner. Så virker prisen ikke helt så tosset.

På USB-porten understøttes både DSD og det nye højopløste MQA-format. Formatet minimerer kravet til båndbredde på højopløst musik, ved at de data, der bruges til at gemme de højeste frekvenser, digitalt “foldes ind” under støjgulvet i de laveste frekvenser. Resultatet er, at et 768 kHz lydspor optager samme båndbredde som et på 44,1 kHz.

Netværkstilslutning og streaming

H590 kan kobles til hjemmenetværket med Ethernet, og det åbner for en hel del muligheder. For det første kan den streame musik fra mobilen via AirPlay eller DLNA (UPnP). Desuden kan den fjernstyres over internettet med IP-styring, og den har indbygget understøttelse af Control4.

Det betyder, at den kan inkluderes i det smarte hjem og indgå i makrokommandoer. Uanset om du skal holde fest eller se aftenunderholdning i tv, er det bare at trykke på en knap på Control4-fjernbetjeningen, og forstærkeren går til den rigtige indgang, mens resten af huset gør andre ting såsom at dæmpe lyset, trække gardinerne for, tænde for tv’et og poppe popcorn. For eksempel. Hegel ser gerne, at H590 lige så meget er til den aktive familie som til lydnørder.

Ellers er balancerede og ubalancerede analoge indgange nøje vægtlagt, med håndmatchede transistorpar for lavest mulig indbyrdes tolerance og dermed maksimal symmetri. Hvis du har en dyr pladespiller og et high-end RIAA-trin, skal du ikke være bange for, at de ikke får maksimal opmærksomhed.

Ingen hovedtelefonudgang

Der er ingen hovedtelefonudgang på H590. Den er opbygget som en dual-mono forstærker, hvilket betyder, at venstre og højre kanals jord holdes adskilt. Et standard 6,3 mm hovedtelefonstik har fælles jord for begge kanaler, hvilket ville kræve et kompromis i forhold til ægte dual-mono.

Udseendet matcher ikke prisen

Trods den eksklusive indmad og det bastante ydre må jeg sige, at H590 ikke ser ud, som om den koster 75.000 kroner. Jo, man kan da se, at det ikke er en billig sag, og jeg kan godt lide det opdaterede display med punktgrafik, som vi først så på Röst og derefter H190. Men det er og bliver en sort boks.

Hvis man sammenligner med Gryphon Diablo 120 og McIntosh MA9000, så ser den ikke eksklusiv ud i det hele taget. Faktisk kan man argumentere for, at Denon PMA-2500NE til 18.000 kroner har et mere storslået udseende.

Det skyldes til dels, at det hvide Hegel-logo er malet på i stedet for fræset ud. Hegel har ganske vist forsøgt det sidste, og den prototype, jeg hørte i sommers, havde et sådant logo. Forklaringen på, at den endelige version ikke blev sådan, er at den anodiserede aluminiumfront er et for groft materiale, hvilket gør logoet skarpt og kantet. Så man er endt med hvid maling i stedet.

Et fantastisk festfyrværkeri

Men i den store sammenhæng er udseendet ikke så vigtigt. Det er, hvordan det lyder, der betyder noget. Og her skuffer H590 ikke. På nogen måde.

Hvor H360 har en fin kombination af råstyrke og opløsning, og kan matche det meste i sin prisklasse omkring 30.000 kroner, så blegner den i forhold til H590.

Det er f.eks. let at høre på Alice Sara Otts klaveralbum Nightfall afspillet som MQA fra Tidal via Roon. Det lyder godt på H360, bevares, og der er umiddelbart ingen fejl at høre gennem højttalerne Audiovector SR3 Arreté Raw Surface. God tyngde i basregisteret, stort lydbillede og godt med luft. H360 understøtter ikke MQA, men al musik i 96 kHz opløsning og derunder pakkes i sin helhed ud af programmet (i dette tilfælde Roon).

Med H590 koblet til er det, som om vi pludselig indser, at det vindue, vi har stået og kigget ud af, har været snavset fra starten. For storebror giver langt bedre indblik i musikken. Anslagene på tangenterne har bedre og strammere snert, og samtidig er der mere luft mellem dem. Udklingningen foregår med mere jævne chatteringer, og det musikalske rum udvides i bredden og dybden med væsentlig bedre holografi. Der er mere opløsning, næsten som om flyglet er flyttet ind i vores testrum.

Bedre end sine storebrødre?

Det er da også, hvad man kan forvente, når prisen mere end fordobles. Men hvordan klarer den sig mod for- og effektforstærkerløsningen P30 og H30, digitalt konverteret af HD30?

Her bliver det interessant. For når jeg spiller det samme stykke på denne elektronik-rig til i omegnen af 150.000 kroner, lyder det faktisk lidt mere som H360 i mine ører. Endnu bedre, selvfølgelig, men stadig ikke med samme snert og efterfølgende naturlige udklingning som på H590.

Der er mere sprødhed i overtonerne med de dyrere produkter, men de virker ikke som en helt så naturlig del af lydbilledet som på H590. Og det siger ikke så lidt, for vi har elsket hvert sekund, vi har tilbragt med den dyrere Hegel-rig. Især med to H30, som giver endnu mere overskud og lavere støvgulv end én. Men stadig ikke med H590’s overlegne, naturlige klang.

Holografien er også i en klasse for sig, for heller ikke de dyrere forstærkere binder lydbilledet sammen fra siderne og ind mod midten på denne måde.

MQA

Er det MQA, der gør det? Efter noget tid frem og tilbage ser det ud til, at der faktisk sker noget særligt med MQA-filer i høj opløsning. 2L-udgivelsen Northern Timbre med Ragnhild Hemsing og Tor Espen Aspaas er et godt eksempel. Jeg har downloadet både MQA-filerne og de originale DXD-filer i fuld opløsning fra online-butikken, hvilket vil sige 24 bit/352,8 kHz.

Fordi MQA på snedig vis forsøger at rette op på artefakter i analog-til-digital-konverteringen, der er opstået under selve indspilningen, så opleves MQA faktisk som værende bedre. MQA gengiver både klaver og violin med mere naturlige facetter, og timingen virker bedre. Selv om MQA-filen er ca. en ottendedel så stor som den oprindelige DXD-fil. Slå den! Men forskellene er ikke så store, som jeg oplevede, da jeg skiftede forstærker.

CD-kvalitet

For at få bekræftet, at det faktisk er udstyret, må vi spille musik med almindelig cd-kvalitet.

Jeg har været igennem så meget musik i testperioden, at det er svært at fremhæve noget bestemt, for forskellene er der hver gang. Men f.eks. “Soothing” med Laura Marling, der både har et stort rum, en flot kvindestemme og en stor, klippefast kontrabas. Plus en tung stortromme. Det er et stille nummer, men med tunge, lækre rytmer. Og på H590 er lyden strammere og mere velordnet end på dens storebrødre.

På spørgsmålet om, hvorfor H590 lyder bedre, svarer Bent Holter: “Med USB-porten og en god afspiller lyder H590 bedre, helt enig. Hvis du kobler H590 DAC’en balanceret ind i H30/P30, spiller den kombination endnu bedre.”

Det er tidsdomænet, der tværes lidt ud med det dyrere sæt i sammenligning. Ja, du har meget mere kraft, men det er også det hele. Og mere kraft, end H590 har, er ikke nødvendigt. Der er kontrol og kraft i massevis, uanset hvor store fester du skal holde, hvor tæt på biografniveau du vil se film – og hvilke højttalere du skal drive. For jeg har også fået æren af at høre forstærkeren holde KEF Blade 2 i et jerngreb. Det var ganske vist i Hegels egne lokaler, men sådan en lydgengivelse kan man ikke fake.

Konklusion

Hegel H590 giver både lydkvaliteten og kraften fra separate komponenter i ét og samme forstærkerkabinet.

Her er masser af kræfter, mere end de fleste nogensinde vil få brug for. Men hvad der virkelig slår os, er hvor musikalsk den er. Den starter og stopper på en femøre. Musikken gengives med så mange klange og facetter, at selv verdens dødeste komponist vækkes i live. Skulle du spekulere på, om den kan drive den eller den højttaler, er svaret et rungende ja. Og det fuldstændig uden respekt.

Netværksfunktion og indbygget AirPlay gør forstærkeren meget brugervenlig, og den indbyggede DAC er suveræn.

Mindre suverænt er udseendet, der ikke minder om en forstærker til 75.000 kroner. Omend en sort boks selvfølgelig kan have sine fordele, hvis partneren ikke skal vide, at man har opgraderet fra H360 til H590 – såfremt man altså kan skjule kontoudtoget …