TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Hegel H95

Hegel H95 er alt hvad du har brug for

Med Hegel H95 på holdet vil du aldrig købe en soundbar igen.

Af / 15/08/2020 - 17:56
Hegel H95

Lyd & Billede mener

  • Mange tilslutnings- og streaming-muligheder. Stort, knivskarpt lydbillede med et væld af detaljer. Bassen holdes i stram snor.
  • Der findes kraftigere forstærkere i samme prisklasse. Ingen pladespillerindgang.

Du vil aldrig få gåsehud af musik afspillet gennem en soundbar. Derimod kan du godt finde popcornene frem, når du spiller filmlyd gennem et godt stereoanlæg! Men så er du afhængig af en god forstærker.

Det er ikke let at lave en forstærker, der appellerer til alle. En moderne forstærker skal kunne næsten alt, afspille alt og endda have kræfter nok til at drive alle typer højttalere. Af samme grund vil jeg anbefale at lægge nogle kroner i en ordentlig forstærker. Få ting er værre end at fortryde et køb!

Den helt nye Hegel H95 lægger sig i en meget fornuftig prisklasse. Det er en seriøs sum penge, hvor man har budgettet til at lægge ordentlige komponenter ind, men samtidig er det ikke mere, end at en, der ved, at han ikke vil blive lykkelig med en soundbar, kan strække sig lidt mere og få drømmene opfyldt.

slipper man for at have en soundbar til film og nogle halvgode trådløse højttalere til musik. Par i stedet H95 med et par gode højttalere, og forbered dig på en oplevelse i top, uanset hvad der er på menuen. Lidt dyrere, men meget bedre!

Hegel H95 front
Hegel H95 er en ret minimalistisk forstærker, men har stadig de fleste funktioner, man kan ønske sig. Inklusive en hovedtelefonudgang af meget høj kvalitet. (Foto: Hegel)

Udstyr

H95 har det allermeste, man vil få brug for: iPhone-brugere kan streame musik over netværket via AirPlay (AirPlay 2 skal vistnok komme senere), mens Android-tilhængere kan downloade MPlayer, BubbleUPnP eller andre apps, der understøtter DLNA/UPnP, og afspille musikken på den måde. Så er man ganske vist prisgivet app’ens brugerflade og kan ikke benytte f.eks. Tidals eller Deezers originale app.

Annonce

Spotify-brugere har det meget lettere: Det er bare at åbne Spotify-app’en og finde forstærkeren på listen over lydkilder. Det kunne næsten ikke være nemmere.

Andre digitale afspillere kan kobles til en af de digitale eller analoge indgange. F.eks. kan TV’et plugges i en af de optiske indgange. Hvis man i stedet vil bruge H95 med en PC, tilslutter man bare med et USB-kabel. Og ja, en PC kan afgjort være en fuldgyldig hi-fi-komponent med en god nok DAC. Såsom den i H95.

De mest åbenlyse mangler for at tilfredsstille absolut alle behov er Bluetooth, pladespillerindgang og indbygget internetradio. Bagateller.

Hegel H95 rear
Hegel H95 har et rigt udvalg af digitalindgange bagpå. Den kan også streame direkte via internettet med Ethernet-tilslutning. (Foto: Hegel)

Tager over efter H90

Hegel H95 tager over efter den tidligere basismodel H90. Som har været vores referenceforstærker i sin prisklasse helt indtil nu, men det er på tide med en opgradering.

Den nye H95 har fået en helt ny digitaldel, bl.a. med en bedre DAC. Det bør vise sig i form af bedre opløsning og mere gennemsigtig lyd end H90. Men der er også sket opgraderinger i analogdelen, ikke mindst i forforstærkertrinet. For at få endnu renere lyd og bedre kanalseparation. Men den opgraderede lydkvalitet kommer med en pris, der er steget fra 11.000 til 13.000 kroner.

Ligesom forgængeren har H95 den nyeste version af Hegels proprietære SoundEngine 2-teknologi, der fungerer som en slags aktiv støjreduktion på det elektriske signal – dvs. SoundEngine overvåger musiksignalet konstant og fjerner uønsket støj i realtid. Forstærkeren har også en høj dæmpningsfaktor på hele 2000:1. Hvilket burde give bedre kontrol end andre forstærkere, især i bassen.

Hegel H95 angle
(Foto: Hegel)

Alle streaming-veje fører til Rom

Hegel har altid sagt, at de ikke vil komme med deres egen brugerflade til musik-streaming. De vil derimod hellere være et slutpunkt, hvor man kan indbygge understøttelse af andres streaming-tjenester og dekode lyden på bedst mulig vis.

Med H95 er denne filosofi fastholdt. For det første har den indbygget understøttelse af Spotify. Man åbner bare Spotify-app’en på sin mobil eller PC og finder forstærkeren, der skal være tilsluttet hjemmenetværket med kabel. Det kan næsten ikke være nemmere. AirPlay er også indbygget, så iPhone- og iPad-brugere let kan streame lyd fra en hvilken som helst app til forstærkeren, via netværket.

Hvis man bruger Android, er det lidt mere indviklet, men ikke meget. Download BubbleUPnP, Mconnect eller en tilsvarende app til din mobiltelefon. Hvis telefonen og forstærkeren er på samme netværk, kan man let finde den. Men man er låst til app’ens brugerflade og kan ikke afspille direkte fra Tidal- eller Deezer-app’en.

PC-brugerne er heller ikke blevet glemt. Tilslut forstærkeren med USB-kabel, og den tager over som lydkilde. Meget bedre end PC’ens indbyggede lydkort.

Forstærkeren kan i øvrigt software-opgraderes direkte over internettet i fremtiden.

Hovedtelefoner

Endelig skal det nævnes, at H95 har en opgraderet hovedtelefonudgang af langt højere kvalitet end den på H90. Her får man både mere strøm og en meget mere livlig lyd gennem selv tungtdrevne hovedtelefoner som Sennheiser HD 800S. Jeg har prøvet!

B&W 705 Signature
Dyre højttalere som Bowers & Wilkins 705 S2 Signature afslører nådesløst en dårlig forstærker, men Hegel H95 består med glans. (Foto: Bowers & Wilkins)

Fantastisk med kompakthøjttalere

Da jeg først sluttede H95 til, var det for at drive Dynaudio Evoke 20 på mit 8 kvadratmeter hjemmekontor. Og det gjorde den med stor overbevisning. Her har jeg ikke brug for en masse kraftoverskud til at spille højt og kraftigt, og det er andre krav, der melder sig i stedet. Såsom evnen til at tegne et stort rum op og gengive musikken med flotte tonestrukturer og masser af luft.

Man kan krydse alle felterne af her. Lydbilledet på James Blakes “You’re Too Precious” er stort og luftigt, mens den lidt mærkelige rytme i klappene markeres med en hurtighed, som mange vil misunde den.

Til at få styrkerne frem, hvad hurtighed og fintfølende toner angår, vil Bowers & Wilkins 705 S2 Signature dog gøre et endnu bedre stykke arbejde. At lyden er endnu en tand over standardversionen, vil jeg afsløre nærmere i en kommende test. Men den måde, højttalerne lokker detaljer frem i diskanten på, samtidig med at holografien i lydbilledet er imponerende, gør højttalerne i stand til endnu bedre at skelne mellem forskellige forstærkere.

Hegel H95 & Electrocompaniet ECI 80D & B&W 705 S2 Signature
Hegel H95 kan fint drive B&W 705 S2 Signature i et lille rum. Her placeret oven på ​​Electrocompaniet ECI 80D. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Hurtigere end Electrocompaniet

Tilsluttet PC’en med USB og med Roon som afspiller har Hegel H95 en superb evne til at starte og stoppe lydsignalet lynhurtigt. H95 gengiver stortrommeslagene strammere end både forgængeren og den væsentlig dyrere Electrocompaniet ECI 80D (test på vej). Hegel er hurtigere, selv om Electrocompaniet er noget kraftigere og let vil charmere sit publikum med et fyldigt og rosenrødt lydbillede.

Men H95 er altså hurtigere. Det kan man ikke mindst høre på kantslagene på lilletrommen, som gengives med et smæld, der er få forundt. Et godt eksempel er Dominic Fikes eminente “Politics & Violence”, hvor han efter min mening blander rap med RnB-sang på en meget mere vellykket måde end Drake. Hegel H95 er sprødere og mere markant end de andre, uden at det bliver skarpt og harsk.

Bedre end Marantz

Marantz PM7000N er en anden forstærker, der er værd at overveje. Udstyrsmæssigt er den på linje med Hegel H95, og den har både pladespillerindgang og Bluetooth. Med andre ord alt det, Hegel’en mangler. Bortset fra at USB-DAC-indgang mangler på Marantz.

Og det er et problem, for her til lands er der kun én måde at streame højopløst musik på, og det er via Tidal. HEOS streaming-platformen i Marantz understøtter ikke MQA-formatet, som Tidal anvender, og dermed går den eneste vej til højopløst lyd gennem køb og digital download. Noget, der ikke vil tiltale alle.

Lydmæssigt er Hegel H95 også bedre end Marantz PM7000N. Dynamikken er bedre, med et mere solidt og klippefast lydbillede. Stereoperspektivet er noget mere diffust hos Marantz; ja, jeg vil faktisk påstå, at Hegel-forstærkeren slår den i alle discipliner. Uanset musikstil og højttalere. Og det siger ikke så lidt, for Marantz-forstærkeren er bestemt ikke en dårlig forstærker.

PM7000N PremiumContent Subheader
PM 7000N. (Foto: Marantz)

Klassisk

Det kommer selvfølgelig også klassisk musik til gode. Mezzosopranen Cecilia Bartoli kræver godt udstyr for at blomstre med sine hurtige koloraturer. Og blomstre gør hun i den grad med Hegel H95 og B&W 702 S2 Signature.

Et godt eksempel er “La Clemenza di Tito: De miei figli”, under ledelse af Diego Fasolis og akkompagneret af barokorkesteret I Barocchisti. Placeringen af instrumenterne er imponerende fra noget, der ikke er i high-end-klassen, og forstærkeren bliver først afsløret, når jeg sammenligner den direkte med noget endnu bedre. Såsom Naim Supernait 3, der er endnu mere taktfuld.

Det kan man ikke mindst høre på kastagnetterne på “Vendado es amor, no es ciego: En amor, pastorcillos” med Patricia Petibon. Ja, klassisk musik har lange navne. Men det overskygger ikke det faktum, at dette stykke, som også inkluderer flamencoguitar og strygere, lyder fantastisk. Men selv om Hegel ikke når op på siden af den mere end dobbelt så dyre Naim, så får den det musikalske aspekt frem på glimrende vis.

Naim SUPERNAIT 3 Front scaled 1
Naim Supernait 3. (Foto: Naim)

Store højttalere

Svaghederne viser sig, når H95 bliver sat til at drive store højttalere, nærmere bestemt de gulvstående Sonus faber Olympica III i det 30 kvadratmeter store testrum på redaktionen. Her spiller jeg altid noget højere end derhjemme, og her kommer H95 lidt til kort, hvad kræfter angår.

Storebror H120 har væsentlig bedre kontrol over bas-enhederne, når man skruer op for lyden, og det samme mener jeg faktisk om Primare I15 Prisma, som også har 2 x 60 watt på lager, men hvor rytmerne kommer bedre frem, og jeg bilder mig ind, at den kan spille lidt højere end Hegel H95.

Men klasse D-forstærkeren i Primare har samtidig et mere diffust og fladere stereolydbillede end Hegels klasse AB-forstærker. Spil lidt lavere, og H95 lyder bedre.

Sonus faber Olympica III
Sonus faber Olympica III er i en helt anden prisklasse end Hegel H95, og de stiller da også højere krav. (Foto: Sonus faber)

TV

Jeg har nævnt soundbar, men jeg forsøgte også at koble H95 op i stuen med et par overkommelige og for længst udgående højttalere af typen Dynaudio Audience 42. Tilsluttet Samsungs 65 tommers Q90R var lyden ikke bare lidt bedre, men meget bedre end med soundbaren Sonos Arc.

Musiksporet på film lyder meget mere mægtigt og har en meget bedre tonestruktur. Sonos-soundbaren har en slags “digital klang” og lyder både mere krast og mindre komplekst i tonerne.

Med Hegel H95 – og andre stereo-opsætninger – må man give afkald på simuleret surround-sound; man må leve med ren stereo. Dialogerne lyder også lidt bredere og mindre præcist centreret end med soundbaren.

Det skyldes, at man med to stereohøjttalere bruger psykoakustik til at give en illusion af lyd i centrum. Uanset kvaliteten af højttalere og forstærker vil lyden så blive smurt lidt ud til siderne, i varierende grad. Det skal ses i forhold til en soundbar, der faktisk har en højttaler i midten.

Jeg ville dog alligevel foretrække denne måde at se film og TV på. Hellere kvalitet end kvantitet, hvis man kan vælge.

Hegel H95 lifestyle scaled 1
(Foto: Hegel)

Konklusion

Hvis dit rum ikke er alt for stort, og du ikke pinedød skal spille så højt, at det generer naboerne, vil Hegel H95 tilfredsstille snart sagt alle krav som centrum i et stereoanlæg. Uanset om du spiller musik fra PC eller mobil. Eller om du har en CD-afspiller.

Hvis du derimod har en pladespiller, har du brug for et RIAA-trin imellem, og forstærkeren har ikke indbygget internetradio eller Bluetooth. Alligevel kan du let finde en god måde at få musikken ud på.

Og sikke en lyd! Ved moderat lydniveau (og lidt til) er det et nydeligt og velordnet lydbillede, der kommer frem. Hurtigere og mere distinkt end mange andre, inklusive visse dyrere konkurrenter. Ganske vist med mindre kraft end nogle af disse, men H95 har rigeligt med muskler i de fleste situationer, og det, den gør, gør den så godt, at vi ikke kan finde noget at trække ned for.

Jo, den kunne godt have været endnu kraftigere og haft endnu strammere basgengivelse. Men så havde den heddet H120 og kostet 20.000 kroner.

Karakter
Hegel H95
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

4 kommentarer til “Hegel H95”

  1. H90 koster nu 6.995. Er H95 virkelig de mange penge ekstra værd. Og hvis ja hvori ligger så den bedre ydelse?

    1. Hei! H95 låter bedre enn H90 på alle måter. Basskontroll og dynamikk er det mest vesentlige. At H90 nå koster 6.995 er fordi den er en utgående modell. Ved lansering kostet den omtrent det samme som H95. Men, ja, til 6.995 er H90 et særdeles godt kjøp.

  2. Michael Frøslev

    Hej Geir, først tak for detaljerede beskrivelser af jeres test m.v.
    Jeg overvejer lige nu og købe enten Hegel, Lyngforf 2170 eller Primare I15 Prisma og hæfter mig ved at din eneste kommentar er at Hegel mangler en smule muskler.
    Hvad tænker du om Lyngdorf sammenlignet med de to andre nævnte .
    Er storebroderen til de ovennævnte virkeligt den meget store prisforskel værd ?
    Jeg påtænker at vælge LCR Rubicon med en E-9F SUB eller Evoke 30
    Vi bruger vores audio til både filmmusik og stereo og har ikke brug for analog indgange, men ønsker at streame både Spotyfi og måske Tidal.
    Håber du kan hjælpe mig i den rigtige retning
    På forhånd tak
    Michael Frøslev

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget