Vi har længe savnet en Hegel-konverter i fuld størrelse. Ikke at tidligere topmodeller som HD20 og HD25 ikke tog den lydmæssige opgave alvorligt – sidstnævnte faldt faktisk endnu bedre i vores smag end den nærmest legendariske Weiss DAC 202. Men netop derfor ønskede vi så inderligt, at HD25 kom i et større kabinet, så den matchede de seriøse high-end forstærkere P30 og H30 – et majestætisk forstærkersæt med 1.200 watt til hver kanal, hvis man bruger en H30 effektforstærker til hver højttaler.
Nu er vores bønner så blevet hørt, og resultatet er konverteren HD30. Når Hegel endelig har gjort sig den ulejlighed at lave en DAC i fuld størrelse, så har de ikke nøjedes med kabinettet; målet har været at skabe et mesterværk i verdensklasse. For at opnå det har de bl.a. udviklet en ny master-clock fra bunden og gjort strømforsyningerne så støjfri som muligt.
Ekstremt lavt støjgulv
Under udviklingen har Hegel måttet lave om på deres måleinstrumenter, da apparatet Audio Precision 2722A ikke var godt nok til at måle den lave fasestøj på de nye master-clocks. Og det er ikke helt ligetil, da det anses for at være referenceværktøjet i branchen.
“Vi måtte faktisk bygge vores egen måleopsætning for at kunne optimere clock-oscillatoren til lavest mulig fasestøj. Den nye måleopsætning kan også bruges til at udvælge de kvartskrystaller, der har den laveste seriemodstand, hvilket igen giver lavest fasestøj,” forklarer Bent Holter, der er chefkonstruktør hos Hegel.
Resultatet er endnu renere lyd. Hegel hævder faktisk at have opnået et støjgulv så lavt som -150 dB, hvilket er over tusind gange lavere, end hvad andre hævder (-110 til -120 dB)!
Indgange
For at flest mulige lydkilder skal kunne nyde godt af den ultra-rene digitalbehandling, er HD30 udstyret med hele syv digitalindgange: En koaksial, tre optiske, en balanceret AES/EBU og en BNC – plus en asynkron USB-indgang, der tager over som pc’ens lydkort for dem, der gerne vi have, at musikfilerne håndteres med fløjlshandsker. Og hvem vil ikke det?
Som ekstra glasur på den digitale chokoladekage har digitalkonverteren til og med netværkstilslutning, der understøtter AirPlay og højopløste musikfiler via DLNA. Send musikken fra din iPhone trådløst gennem luften – med ægte high-end lyd!
Lydkvalitet
Hvor godt lyder en Hegel-DAC til 35.000 kroner så? Til lejligheden har vi faktisk Hegels bedste og dyreste forstærkersæt stående, der består af forforstærkeren P30 og to H30 effektforstærkere, alt sammen med balanceret kabling. Hvordan vil dette sæt blæse liv i de store højttalere Piega Classic 60.2?
Det første, der slår mig ved psytrance-duoen Infected Mushrooms “She Zoremet”, er hvor stramt og hårdt bassen slår.
Jeg vidste i forvejen, at disse forstærkere og højttalere sammen er en åbenbaring af lydgengivelse med et vanvittigt punch i bassen. Men sammen med HD30 er der en mere udtalt stilhed mellem anslagene i forhold til min egen cd-afspiller – Hegels CDP4A mk2 – og digitalkonverteren Electrocompaniet ECD 2, så bas-anslagene bliver endnu bedre markeret.
Samtidig ånder højttalerne mere, med generelt mere luft i lydbilledet. De syntetiske basslag graver sig dybere ned i fundamentet end med den tidligere topmodel HD25. HD30 opleves som endnu mere harmonisk i det vigtige mellemtoneområde, end jeg husker den nævnte Weiss DAC 202, og Hegel har helt sikkert en mere klippefast og energisk bas – uden at jeg dog har haft Weiss-konverteren at sammenligne direkte med.
Musikken har masser af detaljer i lydbilledet; noget, vi også hører, når vi skifter højttalere til Focal Sopra Nº2 (test er på vej!). De hakkende rytmer fyldes ud af et gasagtigt lydlandskab, så det organiske møder det sterile på sejeste vis. Hegel HD30 får virkelig mikrodetaljerne fra berylliumdiskanterne frem.
Højopløst musik
Højopløst musik kræver en driver til Windows, mens Mac-ejere kan bare slutte maskinen til og slå sig løs. DSD-understøttelse kræver dog driver til begge operativsystemer.
Fodret med musik i 24 bit/192 kHz giver konverteren virkelig gåsehud. Jeg har måske spillet jazzalbummet Quiet Winter Night med Jan Gunnar Hoff og hans ensemble lidt for meget, men det er ikke så underligt, når man hører det store, lækre lydbillede.
Unni Wilhelmsens stemme på “Stille, stille kommer vi” står midt i et stort og superluftigt lydlandskab med detaljer på mikroskopisk niveau, så man bare må lukke øjnene og sidde og nyde det. Trompeten lyder enormt, og man kan næsten se messingen skinne. ECD 2 lyder også stort og åbent, men er mindre distinkt i placeringen af instrumenterne i lydbilledet, og trompeten er noget grovere i kanten.
Volumenkontrol
Hegel HD30 har – som det sig hør og bør – også en variabel volumenkontrol, så den i princippet kan kobles direkte til en effektforstærker eller et par aktive højttalere. Og det fungerer fint. Lydbilledet er distinkt med attack og et rigtig godt detaljeniveau i overtoneområdet. Hi-hatten på den melankolske blues-ballade “Melancholia” af den finske duo Eva & Manu opleves som endnu mere distinkt end med P30 tilsluttet.
Men ved normal lytteniveau – i vores tilfælde 76 dB ved lyttepositionen, der vises som 61 ud af 100 på displayet – så krymper dybden. Det lyder fladere med HD30 direkte i effektforstærkeren.
Bent Holter fra Hegel er ikke i tvivl om, at man skal have en ordentlig forforstærker ved siden af: “Den bedste løsning er helt klart at køre HD30 på fuld volumen ind i en god pre-amp. Hvor god volumenkontrollen end er, så vil du, efterhånden som du reducerer lydstyrken, også reducere antallet af bit, og det går ud over dynamikken i lyden.”
Men Holter mener også, at alt ikke er sort-hvidt, for når man kører HD30 direkte i effektforstærkeren, lyder det meget sprødt og usminket: “Ja, du får jo en kortere signalvej, så det kan være, at en analog pre-amp – som bliver et ekstra led – gør noget ved signalet i toppen.”
Konklusion
Vi har efterlyst en fuldstørrelses DAC fra Hegel i lang tid, og endelig er den her! Og selv om prisen er mere end fordoblet i forhold til den tidligere topmodel, så er vi ikke blevet skuffet. Den skubber støjgulvet ned til et niveau, hvor måleudstyret måtte forbedres for at registrere det, og det kan høres i form af et super-rent og strålende dynamisk lydbillede, der strækker sig langt ud i alle dimensioner.
HD30 tilhører eliten blandt digitalkonvertere, hvor instrumenterne kommer så klokkeklart, luftigt og sikkert ud, at man aldrig har lyst til at slukke for musikken. Læg hertil, at konverteren kan streame musik via AirPlay og DLNA, og derudover har en variabel volumenkontrol af høj kvalitet, så giver den mere fleksibilitet end stort set alle andre DAC’er på markedet. Det eneste, der mangler, er en hovedtelefonudgang.
Læs vores test af Audio Research GS’ forstærkersæt: Rørende god high-end!
1 kommentar til “Hegel HD30”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hvis man køre den ind i en forforstærker eller som i mit tilfælde integreret forstærker, så lad væ´r at stille volumen på 101, stil den på 80, der lyder den klart bedst og mest velopløst er min erfaring.