: Hegel Röst

Röst er navnet på Hegels første produkt til stilbevidste hi-fi-entusiaster. En elegant hvid forstærker i slank indpakning, der ser rigtig godt ud, uanset hvor du vælger at placere den. Og det er rart at se det opdaterede display med højere opløsning, som er meget behageligt for øjet.

 

Röst er omtrent på størrelse med basismodellen H80, som vi var vilde med, da vi testede den for trå år siden. Den har også samme effekt, 2 x 75 watt. Men her hører lighederne op. Blandt andet er effektforstærkerdelen i Röst baseret på Hegels allerkraftigste integrerede, H360. Det betyder en meget større kondensatorbank og dermed langt bedre dynamik og kontrol.

Hegel vil derfor gerne have, at vi snarere ser den som en nedskaleret H360 end en forbedret H80. Og uden at afsløre for meget, så er det noget, de kan have ret i.

 

Smart-home
Det mest specielle ved Röst er, at det er Hegels første forstærker udviklet til det intelligente hjem. Slut den til hjemmenetværket med Ethernet-kabel, og fjernstyr den fra mobil, tablet eller computer. Hegel har ikke udviklet en egen app til dette; i stedet er den specificeret til styringssystemer som Control4, eller man kan bruge andre systemer såsom Crestron eller Elan.

Da den er IP-styret, kan den nemt inkluderes i store makrokommandoer. F.eks.: Klik på scenariet Romance i din Control4-app. Belysningen dæmpes, gaskaminen tændes, og en romantisk playliste starter. Hegel Röst vælger automatisk den rigtige indgang og et behageligt lydniveau.

Læs også: Tag kontrol over dit hjem

Vælg derimod Fest, og en anden playliste med mere tempo sættes i gang, mens downlight-belysningen tændes og begynder at blinke i alle mulige farver, og forstærkeren automatisk går op på et højere lydniveau.

Du kan også styre forstærkeren med stemmen, f.eks. sammen med stemmestyringsboksen Amazon Echo. Dine stemmekommandoer forvandles af Echo til digitale fjernbetjeningskommandoer, som Röst kan genkende.

Smart-home funktionaliteten er dog ikke noget, vi har testet, da det er styringssystemet, der bestemmer, hvordan den fungerer, ikke forstærkeren selv. Det, du har brug for at vide, er at forstærkeren er forberedt til det.

 

Øvrigt udstyr
Men du behøver ikke et avanceret styringssystem til at betjene Röst med mobilen. Du kan nemlig afspille musik direkte via AirPlay eller DLNA. Den er i øvrigt udstyret med hele tre optiske digitalindgange ud over koaksial og USB. Sidstnævnte understøtter opløsninger på op til 24 bit/96 kHz.

Man kan undre sig over, hvorfor den ikke understøtter 192 eller 384 kHz. For undertegnede er det dog vigtigere, hvor godt den lyder, end hvilke tal der står på det signal, der kommer ind. Musik bliver det til under alle omstændigheder; et 192 kHz signal vil bare blive nedskaleret til 96 kHz. Men jo, det ville have været rart med bredere frekvensunderstøttelse.

 

Röst mod H160
Da vi første gang fik demonstreret forstærkeren ved Hegels lancering i september, var det imponerende, hvad den fik ud af de svinedyre gulvhøjttalere Magico S5. Her taler vi højttalere i halvmillionklassen drevet af en forstærker til under 20.000 kroner. Men det fungerede altså godt, og den kunne få dem til at spille temmelig højt.

Sammenlignet med den noget dyrere H160 har Röst faktisk bedre opløsning i toneregisteret, og bassen er også strammere og bedre kontrolleret ved normalt lydniveau. Til trods for at H160 har dobbelt så meget effekt.

Hemmeligheden ligger først og fremmest i Rösts højere dæmpningsfaktor – på grund af et mere avanceret effektforstærkertrin – kombineret med en bedre version af Hegels SoundEngine-teknologi, der reducerer dynamisk forvrængning.

 

Röst i vores testrum
I vores eget testrum lægger jeg mærke til den samme jernhårde kontrol i bassen, som vi hørte fra Röst i Hegels lokaler. Til lejligheden står den nu og driver de fabelagtige Sonus faber Olympica III med en MacBook Pro sluttet til USB-porten og afspilningsprogrammet Audirvana Plus. Det er højttalere, der let adskiller forstærkere, hvor dårligere kontrol får dem til at tegne et mere diffust lydbillede op.

PJ Harveys “Chain of Keys” fra hendes seneste album, The Hope Six Demolition Project, har et sejt råt lydbillede, og jeg bilder mig ind, at 24 bit versionen, som jeg købte på HDtracks, har lidt ekstra dynamik at byde på. Hegel får råheden frem på upoleret vis, med saxofonen, som river godt i kroppen, og marchtrommerne, der smælder dejligt i øregangene. Polly Jeans stemme er klar og åben, og alt lyder tørt og korrekt. At vi har med en god forstærker at gøre, er hævet over enhver tvivl.

London Grammars elektronisk ballade “Hey Now” har et stort og luftigt lydbillede, og Röst placerer hvert guitaranslag veldefineret i et åbent lydlandskab. Det er afgjort et lydbillede, jeg kan leve længe med, og når bassen falder ind, er den yderst velkontrolleret, også når der bliver spillet højt. Okay, man får ikke samme stålkontrol som med H360, men sammenlignet med H160 er det interessant at bemærke, at Röst har en strammere tilgang til musikken.

Hvordan fungerer forstærkeren så med mere hårdt lydende sager? Stone Temple Pilots oversete grunge-perle “Dead and Bloated” fra 1992 er et glimrende udgangspunkt. Den lyder kanonfedt, med smældende trommer og vrængende guitarer. Röst har langt bedre kontrol over det hele, end man skulle tro, når man ser den lille tingest. Scott Weilands stemme er klar og mægtig, men det er guitarvæggen og lilletrommen, der virkelig skiller sig ud.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at det var dyrere sager, der var tilsluttet.

 

Hegel får konkurrence
Men jeg får lyst til at skrue mere op, og så får Röst lidt åndenød. Tager vi en anden forstærker med tilsvarende pris og effekt, nemlig Denon PMA-2500NE på 80 watt, der også står i vores testrum, så har den federe bas og et generelt større lydbillede.

Og når man spiller højt, går den i mere forsigtig kompression end Hegel Röst. Næsten som en rørforstærker, så man kan holde et generelt højere lydniveau, uden at man kan høre forstærkeren anstrenge sig.

Men sæt noget kormusik på med meget luft og stor kirkeklang, og Hegel placerer det hele mere præcist. Denon har stadig et større og mere fyldigt lydbillede med indtryk af mere pondus i bassen, men samtidig lyder det også mere diffust. Spænder man de to forstærkere foran de supereffektive Klipschorn, kan man næsten skrue så meget op, man vil på dem begge, og så bliver det tydeligt, at Hegel Rösts strammere diktion slipper bedre fra det.

Læs også: Test af Denon PMA-2500NE integreret forstærker

Førsteindtrykket via et par almindelige højttalere med gennemsnitlig følsomhed er, at Denon lyder større og mere heftigt. Bassen har mere format, og det virker i det hele taget, som om den har større kraftreserver. Det kan det også godt være, at den har, men det bliver efterhånden klart, at det er et lidt påtaget “larger than life” lydbillede. Bassen er ikke lige så stram og hurtig som med Hegel, og instrumenterne står ikke helt så rankt og velplaceret i lydbilledet.

Der vil garanteret være nogle, der foretrækker Denon, som også har et meget sejere udseende. Den er større end selv H360 og giver et bedre kvalitetsindtryk med sit massive aluminiumkabinet end Röst. Denon understøtter også musikfiler med højere opløsning og har desuden pladespillerindgang.

Rent lydmæssigt vil folk dele sig i to grupper: Dem, der foretrækker Hegels stramme, korrekte og næsten analytiske tilgang til musikken, og dem, der bedre kan lide Denons varme og fyldige gengivelse og enorme lydbillede – og indtryk af endnu flere kræfter.

Hvilken af de to der lyder bedst, er ikke let at sige. Begge har sine fordele. Når jeg spiller lavt, kan jeg godt lide Denons ekstra fyldige gengivelse, men når jeg skruer lidt op, foretrækker jeg Hegels mere kontante holdning. Skru endnu mere op, og det er i Denons favør igen, fordi der er lidt mere at trække på her. Men hvis dét er det vigtigste, vil du måske få endnu mere ud af Hegel H160.

 

Konklusion
Röst er Hegels første designforstærker, hvis man kan bruge det ord. En slank, hvid forstærker, der tager sig rigtig godt ud. Den kan nogle vigtige tricks, såsom at streame musik direkte fra mobilen via AirPlay eller DLNA, og kan desuden fjernstyres med IP. Det gør den til et naturligt valg i det intelligente hjem med et styringssystem fra Control4, Crestron eller Elan, for nu at nævne et par stykker.

Det vigtigste er dog lyden, og her har Hegel som sædvanlig gjort deres arbejde godt. Et meget korrekt og opløst lydbillede med fremragende kontrol helt ned i basregisteret, hvis man holder sig inden for forstærkerens komfortzone. Den opleves ganske vist som kraftigere end sine 2 x 75 watt, men kan ikke spille uendelig højt. Det er nu heller ikke pointen. Det handler om at gengive musikken så korrekt som muligt, og det er lykkedes.

Der findes forstærkere med både federe og varmere bas, som også kan spille højere, f.eks. Denon PMA-2500NE og Hegels egen H160. Men de mangler Rösts transientrespons og diktion. I den forstand er sidstnævnte et meget spændende valg.

Hvis du har brug for mere overtalelse, så får man også hele fem digitalindgange samt en ganske habil hovedtelefonudgang med i købet.