Audiovector er sandsynligvis kendt af de fleste hi-fi-interesserede læsere. Den danske højttalerproducent har gennem mere end 40 år skabt en lang række vellykkede højttalere, blandt dem SR3 Arreté Raw Surface Limited Edition, som fik topkarakter i vores test. Nu har de også kastet sig over kabelproduktion.

På sin hjemmeside fortæller Audiovector, at man havde en klar idé med kablet: Det skulle være af kobber, og det måtte ikke forværre dynamikken. Udmærkede ideer, som de sikkert deler med mindst ni ud af ti kabelproducenter. Ud over dette kan jeg i manualen læse, at Signature-udgaven er kvasi-skærmet. Det betyder sandsynligvis, at der er en kobberskærm, der er forbundet med nul-lederen i den ene ende af kablet, hvilket skulle reducere indstråling af støj fra omgivelserne.

Audiovector fortæller desuden, at der bruges højere ledertykkelse til den positive pol end til den negative. Det skulle mindske resonanser og give bedre lyd. Også isoleringen i tre lag (PVC, en flettet stabilisering og en ydre kabelstrømpe) skulle mindske resonans.

Der findes flere varianter af kablet, der byder på mere avanceret afskærmning, og hvor kobberet har været nedfrosset til tæt på det absolutte nulpunkt.

Audiovector slår på, at kablet ikke skal komprimere dynamikken eller forsinke lyden. Det lyder som et løfte, der er nemt at holde, da elektriske felter bevæger sig gennem kabler med en hastighed, der er tæt på lysets hastighed. Derfor burde signalet for enden af kablet være lige så dynamisk, som da det forlod forstærkeren. Om det så er tilfældet, vil en praktisk prøve vise.

Koblet til NAD M32 er oplevelsen med Audiovector Zero Compression Signature en gengivelse med flot opløsning i toppen og en ren og uforvrænget klang. Stemmegengivelsen er endda rigtig god, men muligvis ikke helt så ubetonet som med In-akustik-kablet.

Og så er jeg nødt til at acceptere, at det er lykkedes for Audiovector at få kablet til at lyde dynamisk! Percussion-instrumenter lyder bare lidt mere interessant gennem disse stykker kobber end gennem de andre.

Det samme gælder mindre transienter. Den gamle testklassiker Jazz at the Pawnshop er optaget på et jazzværtshus, og klirren af kopper og glas ved bordene træder lidt tydelige frem end normalt.

Når M32 skiftes ud med den lille Pass Zen-forstærker, er billedet omtrent det samme: Percussion får positiv særbehandling, og dynamikken er virkelig flot. Både på “Right Hand Man” fra Hamilton og på “Banditen-Galopp” fra Ein Straussfest, der er nærmest frygtindgydende!

Ellers kan man glæde sig over en mere nøgtern rumgengivelse med Audiovector-kablet end med Nordost-kablet på samme forstærker. Stemmer fornemmes også at have lidt mere krop. Det får dem til at træde lidt mere frem i lydbilledet. Om det er sandheden eller en (lillebitte) overdrivelse, er en smagssag. Men det klæder akustisk jazzmusik med sang.

Med Quad VA-One-forstærkeren skrues hyggefaktoren yderligere op. Her er der fokus på rumgengivelsen og den rytmiske oplevelse, hvor slagtøj får fødderne til at vippe med.

Som rosinen i pølseenden blev Audiovector-kablet prøvet på den antikke SAE Mark IVB. Live-stemningen er fin, men lad os indrømme, at det her er forstærkeren og ikke kablet, der sætter grænsen for nuanceringen i toppen. Det blev dog alligevel en underholdende oplevelse, da den hårdhændede forstærker og det dynamikelskende kabel endte med at servere den bedste dynamik på trommer af alle de afprøvede kombinationer. På orkestermusik opleves anslaget og bastrykket på pauker tydeligt adskilt. Ligesom det er i virkeligheden.

Også i denne test: