Med tyske In-akustik er vi for alvor kommet til den eksotiske ende. Kablet ser umiddelbart ud som en mørkere fætter til Audiovector, men det er overraskende let. Faktisk består det 13 mm tykke kabel mest af luft! Når man holder kablet op mod lyset, kan man gennem den vævede kabelstrømpe se, at kobberlederne er snoet i DNA-lignende spiraler, der holdes på plads af plasticholdere.

Selv om det kan virke voldsomt at købe luft til tusindvis af kroner kiloet, er ideen ikke så urimelig endda. Når det gælder kondensatorer, er der ingen tvivl om, at isolationsmaterialer har indflydelse på lyden. Og at luft er ideelt. Det er bare praktisk umuligt at skabe andet end de mindste kondensatorværdier på den måde.

In-akustik Referenz-kablet fås også i varianter med flere ledere – til henholdsvis to og tre gange så høje priser.

Det finurlige tyske kabel gør sig især bemærket ved sin nøjagtighed og fokus på detaljer. Med den køligt analytiske og glasklare NAD M32 åbnes der op for et stort og veldefineret rum bag højttalerne. Følelsen af at lytte gennem et stort åbent vindue til scenerummet er glimrende. Stemmer gengives nøgent og nuanceret.

Også sammen med Quad VA-One får man den bedste rumgengivelse af de testede kabler. Små detaljer træder klart frem, og følelsen af at være til stede ved optagelsen er langt bedre.

Hvor “Banditen-Galopp” handlede om dynamik, da der blev lyttet til Audiovector-kablet, er det denne gang koncertsalsfornemmelsen, der har førsteprioritet. Følelsen af at være til stede dengang, da Cincinnati Pops Orchestra spillede koncerten.

Nelson Pass Zen-forstærkeren elsker i forvejen stemmer, og med In-akustik-kablet spændt efter den er der dækket op til en analysefest på korsang, hvor man får en følelse af at sidde i sufflørboksen og holde øje med de optrædende. Det gælder f.eks. på korstykket Koyaanisqatsi, hvor der går sport i at lægge mærke til hver enkelt sanger. Til gengæld er orglet på samme stykke ikke helt så interessant som sammen med Quad VA-One.

På “I’m Confessin’” (Jazz at the Pawnshop) kan man hygge sig med studere hver enkelt af de mange musikalsk irrelevante detaljer i baggrunden. Heldigvis uden at det tager fokus fra selve musikken.

Rumfornemmelsen er udmærket, men ikke så udtalt som på Red Dawn med Zen, hvor rummet er alt. Dynamikken er fin, og detaljer i optagelsen blotlægges, men det er ikke helt så medrivende som med Audiovector-kablet. Det kan der rådes bod på med en mere rytmeglad forstærker. Sammen med SAE-forstærkeren kommer der smæk på slagtøjet, og “Rhythm of the Heat” fra Peter Gabriel 4 bliver en eksplosiv trommefest. Uden at jeg af den grund ville overveje at punge de mange penge ud på at sætte det kostbare tyske kabel sammen med den aldrende forstærker. For den mangler finesse. Men sjovt at prøve kombinationen.

Også i denne test: