iBasso DX50 er lidt større og mere uformelig end FiiO X3. Den har skarpe kanter og er ikke lige så finslebet. Men den går fint ned i lommen, og touch-skærmen tiltaler os.

Afspilleren kan ikke bruges som USB DAC med computeren, men har koaksial digitaludgang og både hovedtelefon- og line-udgang.
Også DX50 har begrænset lagerplads på 8 gigabyte, men kan udvides med SDXC-kort. iBasso garanterer, at den kan håndtere op til 2 terabyte ekstra lagerplads, den dag sådanne kort kommer. Lige nu er de største hukommelseskort på 128 gigabyte.

Batterilevetiden er opgivet til 14 timer, og batteriet kan udskiftes. Det betyder, at man kan fylde lommerne med ekstra batterier, når man skal på tur. (Psst! Det er samme batteri som i Samsung Galaxy S3).

iBasso har ingen skandinavisk distributør, men afspilleren kan bestilles fra ibasso.com.

Brugervenlighed
Touch-skærmen gør iBasso lidt lettere at bruge end FiiO, og den har en fysisk kontakt for lav, medium og høj gain, afhængigt af hvor tungtdrevne hovedtelefonerne er. Det bedste signal/støj-forhold opnås, når den står på høj, men jeg synes, der er lidt bedre kontrol ved lav gain.

Hvad afspilning angår, er iBasso heller ikke så intuitiv som en smartphone, men den katalogiserer i det mindste albums under hver kunstner, hvilket gør det lettere at spille sin yndlingsmusik. Desuden kan man lave play-lister og tilføje sange direkte i afspilleren – men ikke ændre rækkefølge. Også DX50 kan have godt af at blive fodret med spillelister direkte fra computeren.

En anden ting, jeg ikke kan lide, er at play/pause-knappen har alt for lang forsinkelse, før der sker noget. Men det er rart, at afspilleren viser den aktuelle sangs opløsning i displayet.

Lydkvalitet
Det meste er dog tilgivet, når musikken starter. Ligesom FiiO løfter den lyden i forhold til min iPhone 5, og den tegner et både luftigt og saftigt lydbillede op.

Sandt at sige er der ikke stor forskel på iBasso og FiiO. Det er ikke så underligt, da de har samme DAC-chip. Alligevel synes jeg, at iBasso har en lidt varmere og mere kontrolleret basgengivelse, samtidig med at den er lidt blødere og mere luftig i overtoneområdet. Den er lidt kraftigere, og den holder kontrollen bedre, når man spiller højt – hvilket kan være vigtigt, når man bruger mere krævende hovedtelefoner end de Klipsch, jeg har ved hånden.

Når det gælder højopløst musik, er det små nuancer, der adskiller den fra lavere opløsninger. Det er lettest at høre, når man går fra højopløst tilbage til lavopløst efter at have lyttet et stykke tid. iBasso får det lille ekstra frem på en overbevisende måde, og den kan spille både klassisk og heftig elektronisk musik uden at blinke.

Sammenlignet med den dyrere Astell&Kern AK100 har iBasso også et stykke vej endnu. AK100 er endnu mere afslappet og stabil med heftige basrytmer, og har lidt mere luft. Det manglede da også bare, når den er dobbelt så dyr!

Konklusion
iBasso DX50 er større og mere uformelig end FiiO X3. Og den kan ikke bruges som USB DAC. Ligesom hos konkurrenten er der plads til forbedring i play-liste funktionen, men iBasso er et lille hak bedre. Ikke mindst på grund af touch-skærmen. Det allervigtigste er dog, at den lyder bedre. Den har også lidt flere kræfter og præsenterer musikken på en mere rolig og opløst måde.

Også i denne test: