I en tid, hvor transistorforstærkerne aldrig har været bedre, sværger nogle entusiaster til rørforstærkere. Selv om mange mener, at rørforstærkere hører hjemme på et museum, er der nogle, der ikke kan få nok af den varme, soufflé-lignende lyd af glødende glasrør.
I dag fokuserer man på, hvordan teknologi kan sænke støjgulvet endnu mere. Man vælger og matcher transistorer med ekstremt stramme tolerancer, bygger komplekse kredsløb, og nogle vælger heldigital forstærkning af signalet. Line Magnetic tager i stedet et skridt tilbage og forsøger at bygge den enklest mulige forstærker med færrest mulige komponenter i signalvejen. Og så er svaret enkelt: Rør.
Forvrængning
En rørforstærker behøver kun en god strømforsyning og vakuumrør af god kvalitet. Forvrængningen er måske én procent, hvilket er mange gange højere end i transistorforstærkere. Men fordi en rørforstærker har mere andenharmonisk forvrængning – langt mere ørevenligt end tredje- og fjerdeharmonisk, som transistorforstærkere har – give den en lidt “varmere” lyd end fra transistorer, og derfor tales der ofte om den særlige “rørlyd”.
Rør har et par ulemper. Først og fremmest slides de hurtigere op end transistorer og må af og til skiftes ud. Mange rør holder flere tusind timer, før de er helt ubrugelige, men du vil opleve forringet lyd længe inden det, så bered dig på at udskifte effektrørene omtrent hvert andet år afhængigt af brug.
Rør er gudskelov nemme at skifte ud, hvilket åbner for en nem måde at opgradere forstærkeren på: Køb bedre rør, og du får bedre lyd. Heldigvis er nye rør heller ikke særlig dyre; vi taler fra et par hundredelapper til en tusse pr. rør afhængigt af producent og kvalitet.
Biasjustering
Bias skal justeres, hver gang udgangsrørene skiftes, og også med jævne mellemrum under brug. Det kan være irriterende, men Line Magnetic har gjort det nemt på den integrerede LM-34iA. Hvert rør har en omskifter, som kobler et biasmeter til, der ses på toppen af forstærkeren. Skru på en justeringsskrue, indtil viseren peger på prikken i midten, og røret er indstillet. Det gøres for hvert af de fire rør, og så er du færdig.
Der er også en omskifter til, hvis du har rør af typen EL34 eller KT88, da disse skal have lidt anderledes ampere for at fungere optimalt.
Rørene
LM-34iA har en helt normal rørkonstellation. I forforstærkertrinet sidder ordinære 12AX7- og 12AU7-rør, mens effekttrinet anvender to par gennemprøvede EL34, der spiller i push-pull-tilstand for at yde størst mulig effekt. Nærmere bestemt 2 x 40 watt.
Rør har den fordel, at de opleves som kraftigere end transistorer med tilsvarende effekt, for når man skruer op for lyden og rørene bliver overmættet, går de i kompression i stedet for at vrænge stygt, som det er tilfældet med transistorer. Hvilket betyder, at man kan spille højere med rør, før man oplever forstyrrende forvrængning. Men 40 watt stadig kun 40 watt, så forvent ikke musik på koncertniveau. Det vender vi tilbage til.
Alle rørene i forstærkeren bærer mærket Line Magnetic, men er i realiteten kinesiske Shuguang-rør. Ikke dyre sager, men de gør, hvad de skal. Her er der dog plads til opgradering, f.eks. i form af dyrere EL34-rør – eller hvad med et par kraftigere KT88 for at øge effekten til ca. 2 x 70 watt?
Lydkvalitet
For at give forstærkeren optimale vilkår parrer jeg den med den eminente digitalkonverter Hegel HD30 sluttet til min MacBook Pro med USB. Først ude på dansegulvet er de kompakte, men fantastiske high-end-højttalere Audiovector SR3 Arreté Raw Surface LE. De er en nem opgave med deres 8 ohm impedans og 91,5 dB følsomhed, og burde matche ML-forstærkeren godt.
LM-34iA har to forskellige højttalerudgange, optimeret til henholdsvis 4 og 8 ohm højttalere. Når jeg først prøver 8 ohm udgangen, lyder det ganske godt ved normalt lytteniveau.
På Drakes nye RnB-ballade “Don’t Matter to Me”, hvor selveste Michael Jackson synger omkvædet, er vokalen klar og tydelig, mens et kunstigt klap markerer takten på klareste vis. Bassen er kontrolleret og velartikuleret, og det lyder meget tiltalende. Men trods alt lidt tørrere og fladere, end jeg kunne ønske mig. Hvad monstro der sker, når 4 ohm udgangen tages i brug?
Tak for kaffe! Via 4 ohm udgangen bliver det straks en anden sag. Bastonerne bliver fyldigere, stortrommen bliver mere fysisk, og lydbilledet får mere dybde. Denne højttalerudgang er tilpasset højttalere med lavere impedanser, som dermed trækker mere strøm fra strømforsyningen i forhold til udgangseffekten.
Det viser sig, at det også kan være en fordel med mere letdrevne højttalere. Det kan være smag og behag, men uanset hvilke højttalere jeg slutter til, oplever jeg lyden som bedre fra 4 ohm udgangen.
Violin
Tag f.eks. Ragnhild Hemsings violin på albummet Northern Timbre, nærmere bestemt Edvard Griegs Sonate Nr. 3 i c-mol, 3. sats. Den har en sådan krop og klangstruktur, at man skulle tro, man havde med en meget dyrere forstærker at gøre. Sammenlignet med Hegel Röst lyder sidstnævnte tørrere og strammere. Ja, også mere gennemsigtigt i overtonerne, men LM-34iA’s cremeagtige lydbillede kan Hegel kigge langt efter.
Og det hjælper ikke med Rotel RA-1592’s 2 x 200 watt, for heller ikke den har den samme yndige, tempererede klangstruktur, der er som skabt til både musikken og Audiovector-højttalerne.
Store hornhøjttalere
Hvad så med et par virkelig letdrevne højttalere med horndiskant, nærmere bestemt de gigantiske Klipsch RF-7 III?
Med en følsomhed på hele 100 dB med én watt burde man kunne holde kontrollen også med LM-forstærkerens moderate effekt. Og det kan man, et langt stykke ad vejen. Elektroduoen The Knifes post-industrial-nummer “Wrap Your Arms Around Me” har heftige rytmer, og LM-34iA får det godt frem med fylde i bassen og rigtig god timing. Vokalen er fint centreret i midten, og synth-landskabet breder sig godt udad.
Man kan skrue pænt meget op og spille højt. Men så aftager kontrollen også, og det flader ud. Så er det højt, men ikke højere, end man må forvente, at ejere af disse højttalere gerne vil kunne spille fra tid til anden. Rotel-forstærkeren har bedre kontrol, og når jeg kobler Hegel H190 til 25.000 kroner til, er der endnu bedre kontrol over det hele.
Så selv om man kan spille højere med Klipsch end med Audiovector, er sidstnævnte et meget bedre match med LM-34iA.
Beryllium
Med standerhøjttalerne XTZ 99.25 Beryllium (test på vej), som til ca. 16.000 kroner parret er de billigste højttalere med beryllium-diskanter, vi kender, er der også linet op til gode musikoplevelser. Selvfølgelig går disse kompakthøjttalere ikke så dybt i bassen som gulvhøjttalerne fra Klipsch eller Audiovector, men de lyder meget opløst og afbalanceret i klangen og har faktisk fin fylde i bassen.
Med jazznummeret “Waiting for Dawn” med Sinne Eeg får vi et letbenet klaver med flot klangbund og en nærmest perfekt efterklangstid. Sinnes stemme er klokkeklar, og de legende bækkenslag er meget luftige. Det lyder fornemt, simpelthen. Den perfekte musik med denne forstærker.
Konklusion
Gammel teknologi forhindrer ikke Line Magnetic LM-34iA i både at konkurrere med og endda overgå mange af dens højteknologiske konkurrenter i samme prissegment. Den cremede, silkebløde lyd bliver det ikke let at finde andre steder til samme pris.
Ved normalt lytteniveau lyder forstærkeren fantastisk, næsten som en ægte high-end-forstærker. Den har selvfølgelig ikke helt samme gigantiske og superopløste lyd, som hvis du fordobler prisen. Men den spiller musik for alle pengene og bevarer kontrollen, hvis du ikke skruer helt vildt højt op. Det er ikke nogen udpræget party-forstærker, men det har heller aldrig været meningen.
Endnu bedre lyd kan opnås ved at opgradere rørene.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer