TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Linn Akurate LP12

Opgraderet pladespiller med himmelsk lydkvalitet

Linn viser, hvorfor LP12 har legendestatus.

Af / 06/12/2020 - 23:45
Linn Akurate LP12

Lyd & Billede mener

  • Stort og fyldigt lydbillede med fremragende basdynamik og stor detaljerigdom. Armen har højdejustering, og pladespilleren er godt dæmpet. Aftageligt kabel og elektronisk hastighedsvælger.
  • Den koster en del og er ikke uden konkurrence, selv i denne prisklasse.

Den har været her, siden arvesynden kom til Jorden. Sådan virker det i hvert fald. Den har heller ikke forandret sig meget visuelt; opskriften er den samme, som den har været siden 1972. Men medmindre man hører til de mest fundamentalistiske ærkepurister, er nutidens LP12 en meget bedre pladespiller end dengang.

Den er faktisk bedre end nogensinde og har mange ligheder med Porsche 911. Grundformen er den samme, men under skallen er alt up-to-date med præcisionsteknologi, som ikke fandtes dengang.

LP12 er nok den bedst kendte og afgjort den mest ikoniske high-end-pladespiller nogensinde. I høj grad takket være den lange levetid – ældre modeller er stadig i drift – men også den gode lyd, der har været en slags signatur for den.

Det vil sige, signaturlyden fra en LP12 har gradvis forandret sig, efterhånden som Linn har introduceret opgraderinger til grammofonen.

Linn Karousel upgrade kit scaled 1
Karousel-kit.

Nogle af de mest betydningsfulde har navne, der ikke ligefrem tydeliggør, hvad der er ændret. F.eks. Nirvana, Valhalla, Radikal, Lingo og Cirkus.

Annonce

Trampolin er lettere at forstå, da det fortæller os, at bundpladen er ny. Det samme kan siges om Keel – køl – som er et indre chassis lavet af ét stykke aluminium. Den seneste opgradering, Karousel, er heller ikke så svær at tyde.

Karousel er, som navnet antyder, en ny Diamond-Like Carbon-belægning indvendig i det leje, som indertallerkenens aksel roterer i. Ligesom de allerfleste opgraderinger til LP12 kan Karousel installeres på ældre modeller – og er standard på alle nye LP12 fra 2020.

Med Karousel følger også en ny låsemøtrik, der stiver monteringen betydeligt af, en helt ny indertallerken og nye spiralfjedre. Kulstofbelægningens hårdhed skal give endnu mindre friktion og dermed endnu bedre lyd.

Linn Krystal Detail MC scaled 1

Samme opskrift

Som alle Linn LP12 før den har også 2020-modellen et flydende inderchassis med spiralfjedre. Tallerkenlejet og armbasen hviler på tre fjedre, og pladespilleren findes i tre versioner:

Majik LP12 er basismodellen med Karousel, intern strømforsyning, Krane-tonearm og en Adikt MM-pickup monteret.

Hvis man fordobler prisen, får man vores testmodel, Akurate LP12, som også har Karousel, men her er Majik-chassiset skiftet ud med Kore, armbasen med Trampolin og armen med Akito; strømforsyningen, kaldet Lingo, er separat (ekstern), og den leveres med en Krystal MC-pickup.

Det er også muligt at gå hele vejen ved at vælge Klimax LP12. Så ryger prisen godt nok op over 150.000 kroner, men så får man også et Keel-inderchassis, Radikal-strømforsyning, integreret Ulrika II phono-trin, Ekos SE-arm og en Candid MC-pickup præmonteret.

Alle komponenterne kan købes separat og monteres i en ældre LP12. Hvis man skifter den gamle bundplade ud med en Trampolin, erstatter den gamle strømforsyning med en ny og det gamle leje med Karousel, har man en “ny” afspiller, der vil give meget bedre lyd i 30 år mere.

Linn Akurate LP12 Krystal Rosenut Front Top scaled 1
Akurate LP12 i højglanslakeret rosentræ.

Alle pladespillerne kan leveres med plint i traditionelle træsorter såsom eg, sort ask, rosentræ, valnød og kirsebær, men nu kan de også fås i den farve, man måtte ønske. Med eller uden pianolak. Vores testeksemplar kom i pianolakeret træfinér, som gav et eksklusivt indtryk, helt i tråd med prisen.

Linn-grammofonen leveres færdig opsat, medmindre man ønsker noget andet, og Akurate LP12 har en kompakt strømforsyning, der kan gemmes af vejen, idet man betjener afspilningen fra pladespilleren. Start, stop og skift fra 33 1/3 til 45 omdrejninger i minuttet gøres med den samme knap til venstre for pladetallerkenen.

Det er nok med ét tryk for at starte, mens man skal holde knappen nede i tre sekunder for at stoppe afspilningen.

Linn Lingo PSU scaled 1
Lingo-strømforsyning med kredskort til motoren i LP12 findes som opgradering til alle pladespillerne.

MC-pickup

Mens LP12 ikke ligefrem er et nyt bekendtskab for undertegnede, der har hørt over et dusin af dem fra forskellige epoker og testet flere udgaver, er Krystal-pickuppen ny for mig. Det er en såkaldt nøgen pickup uden ydre hus, der dækker ophæng, spoler og magnet, og hvor selve chassiset er lavet af ét stykke 7075-aluminium.

Pickuppen har trepunktsmontering, der gør det lidt lettere at montere den i Linn- (og Rega-) tonearme, og den kan bruges på alle LP12-varianter. Den skal have en belastningsimpedans mellem 50 og 200 ohm og et nåletryk på maksimalt 2 gram, og den har en moderat masse på 7 gram.

Hvis man bruger Linns separate phono-trin Uphorik, så har det et skema, der viser, hvordan man indstiller den korrekte belastning for alle Linn-pickupper. Uphorik, som også blev brugt under testen, er et universelt phono-trin til MC- og MM-pickupper med dip-switches til justering af impedans, kapacitans og forstærkning.

Linn Akurate LP12 Krystal Rosenut 3Q Playing scaled 1

Spiller med autoritet og engagement

Jeg brugte også det rørbaserede MC-trin i McIntoshs nye C2700 (test på vej) og phono-trinet i Devialet Expert Pro 220 med rigtig gode resultater. Selv om det lyder lidt forskelligt, når man skifter phono-trin, er der én ting, der står klokkeklart i min bog:

Linn Akurate LP12 er en formidabel bedrift i betragtning af, at konstruktionen kan dateres 48 år tilbage. Det viser bare – ligesom Porsche 911 – hvor langt man kan komme med målrettede ingeniørstudier, ny teknologi og bedre viden om mekanisk og elektrisk udvikling.

Den vil lyde genkendeligt for de mange, der har hørt en LP12 før. Den rytmiske kontrol, den dynamiske kontrast og den varme, generøse klangbalance er intakt. Men den rytmiske kontrol er strammet op, mere præcis, dynamikken har større kontrast, og der er langt mere åbenhed og fokus i lydbilledet.

Det sidste kan i høj grad tilskrives Karousel-lejet, der rydder op i lydbilledet og giver nuancer og detaljer en mere sort kontrast i lydbilledet. Men der er ikke meget tvivl om, at den separate strømforsyning bidrager til stabiliteten i lydbilledet, og meget af det skarpe fokus og den lynhurtige transientrespons skyldes en meget velspillende pickup.

Linn Uphorik phono scaled 1
Uphorik MM- og MC-trin, i sort eller sølv.

Den enorme Yamaha GT-5000 skaber et større lydbillede med bredere skala, og en Rega Planar 10 kan – med den rigtige pickup – få endnu flere detaljer frem, men ingen af dem har Linn-pladespillerens autoritet i bassen og et lige så åbent og dybt lydbillede med samme klangdybde i vokaler og instrumenter.

Det kan mærkes på Still Live med Keith Jarrett Trio, hvor dybden i indspilningen gengives med den største præcision, og hvor de dybere toner fra både kontrabas og trommer får et solidt fundament, der minder mere om Yamaha end Rega. Kantslag på bækkener og de små nuancer, man hører under tonerne fra kontrabassen, når fingrene slår strengene an, er krystalklart gengivet.

Vokaler, hvad enten det er Nancy Wilson, Mark Knopfler eller Luciano Pavarotti, er tegnet med en skarp blyant, mens klangfarverne er tegnet med brede tuscher, der giver vokalerne mere klangdybde og varme, end man normalt hører fra billigere pladespillere.

Strygere, såsom dem på Trondheimsolisternes Souvenir Pt. 1 fra 2L, kan lyde lidt hårdt på enklere konstruktioner, men Linn-pladespilleren giver strygerklangen mere substans og fylde, hvilket også høres godt på akustiske guitarer. Hvor man ikke kun kan høre strengenes begrænsede klang, men også får lyden fra guitarens resonanskasse med, og som eksempel bliver Pat Methenys akustiske guitarspil mere nuanceret og levende på Akurate LP12 end på f.eks. en Thorens TD-350.

Et lille tip: Linn leverer alle pladespillerne med en mediumtyk filtmåtte, der fungerer fint, men som nogle allerede ved, findes der bedre måtter. Jeg prøvede en fra Collaro, der er lavet af filt og uld, og med den på grammofonen fik jeg lidt bedre fokus i mellemtone og diskant, og detaljer kom en anelse bedre frem. Bed om at prøve en i butikken, jeg vil afgjort anbefale Collaro-måtten.

Som også kan bruges på andre pladespillere end LP12.

Collaro matte scaled 1
Collaro-plademåtte.

Konklusion

På mange måder er det bemærkelsesværdigt – og beundringsværdigt – at Linn formår at holde den gamle konstruktion opdateret og stadig forbedre lyden på et fundament af over 50 år gamle principper.

Akurate LP12 er nok den af de tre varianter, der allerbedst viser, hvor meget der er at vinde ved at forbedre måske især det mekaniske – såsom ophæng, leje, arm og chassis, men også strømforsyning og pickup – uden at prisen ryger i vejret.

Med Akurate LP12 får man efter min mening den rigtige arvtager til originalen, i en moderniseret og markant opgraderet udgave, der spiller langt bedre og er helt i top for pladespillere i prisklassen under 100.000 kroner.

 

Karakter
Linn Akurate LP12
High End
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

1 kommentar til “Linn Akurate LP12”

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget