TEST: Linn Klimax DSM/2

Hos skotske Linn gør man ikke noget halvt. Deres motto har altid været, at musikken skulle befries for al påvirkning og ramme ørerne i sin oprindelige form, præcis som den foreligger på optagelsen. Denne filosofi kulminerer i den bedste og dyreste Klimax-serie, som er blandt de bedste produkter, der kan købes for penge. Såsom den medieafspiller, der skal under luppen her: Klimax DSM.

I dag er der mange hi-fi-producenter med påstande om lyd “tro mod originalen”, men der var en tid, hvor Linn nærmest var alene om det. Mens konkurrenterne kæmpede om, hvem der havde flest watt og den varmeste, fedeste lyd, ville Linn strippe lydbilledet for overflødigt fedt, så lytteren i stedet kom tættere på musikken.

Filosofien har altid været den samme, hvad enten det drejer sig om forstærkere, pladespillere eller CD-afspillere – eller de nymodens medieafspillere. F.eks. den mundvandsfremkaldende Klimax DSM, der er fræset ud af én blok aluminium og trods sit slanke og ultra-elegante udseende vejer solide 8,6 kilo.

Nyt digitalkredsløb

I den nyeste udgave hedder produktet Klimax DSM/2. Forskellen i forhold til den tidligere version ligger i det nye digitalkredsløb Katalyst med AKM AK4497EQ DAC-chip som sit bankende hjerte. Den har et væsentlig lavere støjgulv end den tidligere DAC fra Wolfson.

Støjgulvet er forsvindende lavt, -131 dB, og den nye DAC understøtter i teorien opløsninger op til 32 bit/768 kHz. Alligevel godtager Klimax DMS af en eller anden grund ikke musikfiler i højere kvalitet end 24 bit/192 kHz. Alt over dette ned-samples, hvorefter det sandsynligvis op-samples igen før DAC’en.

Det virker som en begrænsning, men den er ret teoretisk, da Klimax DSM – som vi snart skal erfare – lyder fantastisk. For en ordens skyld, så understøttes DSD-filer også, op til 5,6 MHz sampling-frekvens (DSD128).

Klimax DSM: Én kilde til alt

Linn Klimax DSM er en medieafspiller med det meste af, hvad man kan få brug for af indgange. Inklusive både koaksial SPDIF-indgang, to optiske indgange og til og med tre HDMI-indgange. Sidstnævnte er af typen 2.0 og understøtter 4K-video med op til 60 fps/Hz, så man kan tilslutte en spilkonsol eller Blu-ray-afspiller via Klimax DSM og udnytte de lækkerier, den har at tilbyde på lydsiden.

Den har ganske vist ikke HDMI 2.1 og understøtter ikke 8K eller 120 Hz på 4K-video. Det har den dog heller ikke brug for, da HDMI-udgangen har lydretur. Dermed kan man i stedet let hente lyden ud direkte fra TV’et.

Hvis man mod forventning vil have en minimalistisk afspiller helt uden video, så hedder produktet Linn Klimax DS. Prisen er overraskende nok den samme, selv om man fravælger videodelen. Med andre ord er DS udelukkende for purister.

Når det gælder streaming-tjenester, er understøttelsen noget begrænset, men både Spotify, Tidal og Qobuz er på plads. Det samme er AirPlay, så hvis man abonnerer på andre tjenester (f.eks. Apple Music, YouTube eller Amazon Music), kan de streames på den måde. Tidals nye Connect-funktion, som lader dig bruge Tidal-app’en direkte på mobilen, understøttes ikke, og jeg har ikke fået svar fra Linn på, om det er på vej.

Lokalt lagret musik kan afspilles via Linn-app’en til iOS eller Android, eller man kan bruge en anden DLNA/UPnP-app. Man kan også bruge Roon, som så vil anvende AirPlay.

Tegn rummet op

Så skal man tegne sit rum op. Længde, bredde, højde, og om der er flere hjørner, hvis rummet f.eks. er L-formet. Det eneste, man ikke kan gøre – indtil videre – er at tegne skrånende lofter ind. Hvis man ikke har grundplaner til rådighed, bør man nok investere i en lasermåler.

Man skal også vælge materiale på overfladen, om man har vinduer eller døre og lignende. Det er en omfattende proces, hvor det er gælder om at holde tungen lige i munden for ikke at glemme noget. Brugerfladen er temmelig tung, og noget information er let at overse.

Ekstern computerkraft

Når det hele er gjort, skal systemet lave de nødvendige beregninger, og det kræver mere computerkraft, end en almindelig bærbar kan klare på overskuelig tid. Målingerne sendes derfor via internettet til en stor, kraftig computer, som laver beregningerne og så sender dem tilbage.

Mens optimeringsfilteret gemmes (det tager lidt tid), kan man lave ændringer som f.eks. at justere balancen mellem frekvenslinearitet og timing, og gemme flere forskellige ændringer. Derefter kan man prøve at skifte mellem de forskellige filtre, der er gemt, og til sidst sidde tilbage med det mest vellydende resultat.

Det er en tidskrævende proces, men heldigvis tilbyder Linns forhandlere at komme hjem til dig og sætte systemet op første gang. Jeg ville personligt sige ja til dette og seriøst overveje at betale eksperten for at komme tilbage, hvis man f.eks. køber nye højttalere.

Drømmelyd med Sonus faber

En medieafspiller til næsten 150.000 kroner skal selvfølgelig lyde fantastisk, selv uden hjælpemidler som rumoptimering. Og jeg tvivler faktisk på, at vores gode, gamle Sonus faber Olympica III har lydt så godt før.

Højttalerne er et godt match til vores trofaste, nu 12 år gamle McIntosh MA7000. Jeg spiller normalt musik med det bedste, jeg har ved hånden, og det vil ofte sige Hegel-DAC’en HD30 med Roon på den bærbare som lydkilde. Sammenlignet med Linn Klimax DSM er der dog ingen konkurrence. Klimax maler nattehimlen sortere og stjernerne lysere, og Brandy Clarks stemme på country-balladen “Same Devil” kommer ud i rummet på endnu mere overbevisende vis.

“Klimax maler nattehimlen sortere og stjernerne lysere.”

McIntosh’en tvinges til at gengive et mindre tilsløret lydbillede, end den har for vane. Den er nemlig langtfra neutral, snarere lige lovlig varm og på randen af det træge. Men med Linn i front skinner musikken mere, end jeg er vant til fra den kant.

Det åbner sig endnu mere med Hegel H590, som er en bedre forstærker på alle måder. Lyder det bedre gennem Klimax end den indbyggede DAC i Hegel? Til at begynde med er jeg faktisk ikke helt skråsikker på, at det er tilfældet, da den integrerede Hegel lyder uforskammet godt via USB-indgangen. Men jo, der er nok endnu et par brikker, der falder på plads med Klimax sluttet til XLR-indgangene.

Med optimeringen slået til

Indtil videre har musikken været spillet med optimeringen slået fra. Så hvad sker der, når Linns Space Optimisation får lov til at svinge tryllestaven?

Lad mig først påpege, at Linns brand-ambassadør Guido Schütze under et webmøde hårdnakket hævdede, at algoritmerne kun fikser bassen under 80 Hz og ikke rører lydsignalet derover. Så kunne man let tro, at der ikke kan være den store forskel. Man kunne ikke tage mere fejl.

For det første sker der så meget, at det er svært at finde de bedste indstillinger. Jeg måtte justere omkring 20 gange, før jeg syntes, at det var optimalt efter mine præferencer, og det tager tid at lave beregninger og gemme hver indstilling, og derefter bestemme sig for, hvilken af dem der fungerer bedst.

På grænsen til magi

Men når det først er gjort, så er det, der sker, på grænsen til magi. Det kan først opleves, som om musikken frarøves bas. En “party-pukkel” i bassen, som vores rum normalt laver, er væk nu. Det betyder, at man skal vænne sig til at høre musikken på ny. Men ingen reel information er forsvundet. Det, der ligger på optagelsen, kommer også ud.

Hvad der derimod er forsvundet, er de stående basbølger i rummet. De er desuden fjernet på en langt mere naturlig måde, end de fleste rumkorrektionssystemer med målemikrofon formår. Og da der ikke er målt med mikrofon, men beregnet ud fra geometri og overfladekarakteristik, så fungerer optimeringen for hele rummet – ikke kun dér, hvor mikrofonen har været placeret. Det er uvant. Men efterhånden som man vænner sig til lyden, bliver den vanedannende.

Selv om det officielt kun er bassen, der korrigeres, kommer stemmer og instrumenter bedre frem. Det virker, som om faseresponsen er bedre, og stereolydbilledet er mere åbent og bedre defineret. Der er intet i min erfaringsbank, der tilsiger, at det kun er bassen, der er korrigeret, men jeg må lade tvivlen komme Linn til gode.

Monsterhøjttalere fra Dynaudio

Sonus faber-højttalerne må vige for de fantastiske Dynaudio Confidence 60 (300.000 kroner), som jeg endelig er ved at kende godt nok til snart at kunne skrive en test af dem. De er svære at få til at makke ret, for de sluger så meget energi fra forstærkeren, at man har brug for masser af kraft. Og selv da kommer musikken ikke altid godt nok ud. Lidt som at køre bil med håndbremsen trukket. Men når det sidder, så sidder det i den grad.

 

Soulution

Til lejligheden lånte jeg også den mindst lige så fabelagtige integrerede forstærker Soulution 330 (135.000 kroner). Et fantastisk kraftværk af en forstærker, der leverer transienter lynhurtigt og afslutter dem så brat, som om de aldrig havde været der. En fiks løsning med klasse A-forstærkerdrift, men en lynhurtig switchet strømforsyning, som man normalt kun finder i klasse D-forstærkere.

Og Soulution 330 driver Confidence 60, som om den var lavet netop til dem. Med 120 watt pr. kanal og meget mere i korte intervaller (peaks) takket være en heftig strømleverance på 1200 VA fra i alt fire strømforsyninger.

Udskiftning af højttalere kræver, at de fleste trin i rumoptimeringen laves igen. Linn har desuden ikke målinger på Dynaudio’erne i deres database, så vi får ikke den sidste lille prik over i’et. Men det bliver ret fantastisk alligevel.

Bon Iver og Taylor Swifts “Exile” skildres på fornemste vis. Klaveret lyder stort med et klangligt fundament, som meget få højttalere kan præstere. Og med Linns rumoptimering adskilles bastonerne fra hinanden, som jeg næppe tror, jeg har hørt det før. Justin Vernons dybe stemme står i skarp kontrast til Swifts luftige fraseringer, og man flyttes ind i deres univers på mageløs vis.

Eventyrlig klassisk musik

Men det er klassisk musik, der lyder allerbedst. Strygersektionen i Mozarts klaverkoncert nr. 21 i C-dur lyder så stort og luftigt, at jeg næsten må fælde en tåre. Kontrabasserne er godt adskilt i grundtoneområdet, violinerne har masser af dynamik, og lyden fra indspilningslokalet fylder rummet. Jeg kan se enhver håndbevægelse fra dirigent Géza Anda for mig, og orkestret lystrer hvert et vink. Strålende.

Forsvinder det sjove?

Jeg bider alligevel mærke i, at musik, som jeg tidligere har syntes lyder fedt, f.eks. Janelle Monáes “Turntables”, nu lyder meget komprimeret i forhold til virkelig gode indspilninger. Der er også skuffende lidt tryk i Eminems “Godzilla”. Jeg kan godt forstå folk, der synes, at bassen bliver lige lovlig tynd. Uanset hvad Linn siger.

Men der er mange måder, man kan kompensere for dette på, f.eks. ved at vælge, at Klimax DSM/2 skal fokusere mere på transientrespons (decay time) end frekvenslinearitet. Det gøres med en skydeknap i softwaren, der vægter disse procentvis i forhold til hinanden. Selv foretrækker jeg en 70-30-fordeling, hvor transientresponsen vægtes 70 procent. Her mister man ikke for meget af party-puklen.

Fantastiske muligheder

Pointen er, at man selv kan vælge, hvor meget justering der skal laves. Om noget overhovedet. Hvis man slet ikke vil have rumoptimering, lyder Linn Klimax DSM som nævnt fantastisk på egen hånd, uden korrektion.

Hvis man vil lege med optimeringen, kan man få endnu mere magi ud af det hele, så længe det ikke overdrives. Prøv dig frem; der er et hav af ruminformation, som man kan udfylde, og forskellige højttalerplaceringer at korrigere for. Men træk vejret dybt og hold tungen lige i munden, for der er mange faldgruber, og der er let at skrue sig væk.

Konklusion

Linn Klimax DSM er en fantastisk netværksafspiller. At sige, at den koster det hvide ud af øjnene, er ikke dækkende. Den koster næsten det halve af en gennemsnitlig årsløn! Men så findes der nok heller ikke nogen anden afspiller, der lyder lige så godt, og som også kan fikse det sidste i bassen, så musikken for alvor slipper magien løs.

Opsætningen er ikke nem, men er værd at sætte sig grundigt ind i. Det gælder om at finde den perfekte balance mellem for lidt og for meget. Pludselig sidder det som støbt – og så er alt andet irrelevant.

Med Klimax DSM får musikken en ny dimension, og den kan altid opgraderes til den nyeste version, så den kan blive endnu bedre i fremtiden.

Og så kan man måske håbe på Roon-understøttelse og Tidal Connect på et tidspunkt?

PS: Hvis du gerne vil have et produkt, der kan alt, hvad Klimax DSM kan, men til en langt mere medgørlig pris, så kan du kigge på Linn Majik DSM. Den koster under en femtedel – og har indbygget forstærker oveni!