Test: Lyngdorf TDAI-3400

Hvad gør et stykke hi-fi-udstyr sublimt? Når vi tester grej i den højeste ende af skalaen, møder vi som oftest apparater, hvor prangende design går hånd i hånd med imponerende lyd. Og som regel også pris. Men ikke alle er lige så flamboyante.

Lyngdorf TDAI-3400 kunne være et stykke laboratorieudstyr designet af Philippe Starck: En kulsort kasse i strenge, enkle linjer. Kanterne er knivskarpe, og man kan let se, hvordan den er samlet. Ikke noget hokuspokus her. Men solidt og tillidsvækkende.

Et stort display dækker venstre side af den centimetertykke frontplade. Ellers er det mest opmærksomhedskrævende element den store volumenkontrol. Som på tidligere Lyngdorf-apparater er knappen tung, men med letløbende kuglelejer, så man kan sætte den i bevægelse og lade den rulle videre på momentet. Og det lærer man hurtigt at gøre, da der skal drejes rigtig meget på knappen. En hel omgang skruer kun ca. 5 dB op eller ned for lydstyrken.

Vi har tidligere testet lillebror TDAI-2170, som fik en fremragende karakter. Den nye model er mere end dobbelt så kraftig og er også udvidet med moderne lydformater og nettilslutning. Det kan ses på prisen, som ligeledes er fordoblet.

Med 2 x 200 W i 8 ohm og det dobbelte i 4 ohm burde TDAI-3400 kunne trække de fleste højttalere, som man kan finde på at spænde efter den.

Som en fuldt digital forstærker er der digitalindgange af alle slags – fra TOSLINK til de professionelle balancerede AES/ABU. Men der er også et par gammeldags line-indgange til ubalancerede analogsignaler. Og er udvalget ikke tilstrækkeligt, kan forstærkeren købes i flere forskellige udgaver med ekstra indgange til særlige behov. Det være sig flere analogindgange eller stribevis af HDMI-forbindelser.

Ud over de almindelige indgange er der selvfølgelig tilslutning for trådløst og kablet netværk samt Bluetooth. Der er ingen multirumsfunktioner, som vi har set det hos Gold Note. Men dog Spotify Connect, internetradio via vTuner samt medieafspilning med Roon.

Lydkvalitet

Hos Lyngdorf er man ikke tilhængere af “sound” eller “lydsignatur”. TDAI-3400 sætter i sig selv ikke noget bemærkelsesværdigt fingeraftryk på lyden. I kraft af den indbyggede rumkorrektion fjerner den snarere farvning fra lyden, frem for det modsatte. Som modvægt har man dog indført en række indstillinger, som Music, Relaxed og Action Movie, så man f.eks. kan give bassen en ekstra spand kul, når Avengers: Endgame ruller over skærmen.

Kamp mellem rum og højttalere

Nøgleordet i Lyngdorf TDAI-3400 er rumkorrektion. Rumkorrektionen gør det muligt – eller endda ønskværdigt – at placere højttalerne på steder, der strider imod akustisk børnelærdom. For at forstå dette må vi tage en lille rundtur i akustikkens verden:

Når man anbringer højttalere på standere, med god afstand til vægge og hjørner, er det jo for at undgå at anslå rumresonanser. Det giver en mindre ujævn (men stadig langtfra glat!) frekvensgang i basområdet. Rumresonanser kan man ikke blive af med, men jo tættere højttaleren kommer på afgrænsende flader, jo kraftigere bliver de anslået.

Til gengæld betyder den længere afstand til gulv og vægge, at refleksioner fra disse ankommer med større forsinkelse. Som en slags ekko. Og det er et ekko, som øret har svært ved at sortere fra. Anbringer man højttalerne helt op mod væggen, bliver refleksionstiden så kort, at lyden opfattes som kommende fra én kilde. Et ekstremt eksempel på den designopfattelse er afdøde Stig Carlssons “ortoakustiske” princip, hvor højttaleren placeres klos op ad væggen, hvad der akustisk set får væggen til at “forsvinde”.

Placering af en højttaler er med andre ord et valg mellem pest (i form af ujævn bas) og kolera (i form af refleksioner). Og med lidt uheld kan man sagtens blive ramt af begge dårligdomme på samme tid. Det er her, rumkorrektionen kommer ind i billedet.

Rumkorrektionen kan for det første rette op på ujævnhederne i frekvensgangen. Til en vis grad, vel at mærke. Pukler er lette at fjerne, mens det kan kræve voldsomme mængder af effekt at rette op på et dyk. Og hvis udfasningen fra stående bølger er total i lyttepositionen, kan det endda være skønne spildte watt.

Jeg har på det seneste prøvet hele tre forskellige rumkorrektionssystemer. Alle tre har været forbedringer sammenlignet med den ubehandlede lyd. Men Lyngdorfs bud har givet den største forbedring.

Isolerer højttalerens egen klang

Rumkorrektion er ikke “bare” et spørgsmål om at måle frekvensgangen med en mikrofon og så tilføre tilstrækkeligt med digital equalizing til at få kurven rettet ud. For det første vil forsøget på at tvinge en lille reolhøjttaler til at spille dybbas tvinge den ud over dens grænser. Og for det andet vil det ændre på højttaleres egen klang. Den klang, som måske var årsagen til, at man valgte den i sin tid. Sidst, men ikke mindst er musik andet og mere end rene sinustoner. Og en tilsyneladende linealret frekvensgang kan dække over en dårlig impulsgengivelse.

Lyngdorf forklarer i sit materiale, at man har valgt en anden målemetode end de fleste konkurrenter. I stedet for at bruge korte impulser af støj måles der med lange sekvenser af sinustoner. Der måles med 50 forskellige toner i området 20-350 Hz og 71 toner i området fra 350 Hz til 20 kHz.

Der følger en professionelt udseende mikrofon og et mikrofonstativ (!) med forstærkeren. Ud over en måling i “fars stol” laves der et antal målinger på (mindst fire) tilfældige positioner i rummet. Ud fra dette beregnes energifordelingen i rummet ved alle frekvenser, ligesom højttalerens egen frekvensgang også beregnes.

Roligere gengivelse

Et sæt Buchardt S400 var ved testens begyndelse placeret på standere i den “rigtige” position. Her fik de stor hjælp af RoomPerfect-korrektionen, der gav en subjektivt mere rolig gengivelse, hvor det var lettere at høre akustikken på optagelsen.

Men Lyngdorf anbefaler – og bruger selv – vægplacering af højttalerne. S400’erne blev derfor flyttet knap en meter bagud og op i vindueskarmene, hvor de også kom tættere på hjørnerne. Helt “forkert” med andre ord. Og sikke en forbedring! Uden RoomPerfect lød de faktisk slet ikke dårligt med ryggen mod muren. Og bassen var ikke så ujævn, som man kunne frygte. Men det hele lød lidt hult.

Højere til loftet

Med RoomPerfect slået til blev frekvensgangen for det første mere rolig. Men den største forbedring var gengivelsen af perspektiv og rum. Der blev simpelthen højere til loftet! Fornemmelsen af at lytte gennem et vindue ind til koncertsalen blev udvidet betragteligt. På “Fishing Junks at Sunset” fra Concerts in China kunne man fornemme den enorme sal fra væg til væg og fra gulv til loft! Samme imponerende rumgengivelse opleves på “Banditen-Galopp” (Ein Straussfest fra Telarc).

I den modsatte ende af den akustiske skala kommer vi helt tæt på med “Dark Ballet” fra Madonnas Madame X. Her er sangen helt fremme foran højttalerne og scenen lille, mens det hele bliver mere og mere svimmelt og elektronisk.

En umulig opgave

For at sætte rumkorrektionen på en svær prøve fandt jeg et par klenodier frem i form af et sæt Sonab OA5 II-højttalere, designet af førnævnte Stig Carlsson. Finten i øvelsen er, at oldsagerne er rundstrålende og bruger rummets vægge til at skabe deres store og flotte lydbillede.

At fjerne rummets indvirkning på et sæt højttalere af den karakter er umuligt, men TDAI-3400 gør et ihærdigt forsøg. Resultatet lød egentlig ikke dårligt – men højst mærkværdigt. Med hovedet i præcis den rette position lød de nærmest som et sæt normale højttalere. Men den mindste hovedbevægelse fik lydbilledet til at blive usammenhængende.

Alternativer

Der er mange bud på forstærkere i samme prisklasse som TDAI-3400, men ingen, der helt ligner. Et alternativ er den ligeledes glimrende Devialet Expert 140 Pro. Også den har i sit digitale indre mere tilfælles med en computer end en klassisk forstærker, men mangler rumkorrektion. Devialet har i stedet sin SAM (Speaker Active Matching), der korrigerer for mangler i en stor database af passive højttalere.

Gratis forstærker

Lyngdorf TDAI-3400 koster en hulens bunke penge, og det kan være svært at overbevise eksterne smagsdommere som ægtefælle og bankrådgiver om nødvendigheden af en sådan investering. Men man kan argumentere for, at den er sin anskaffelsespris værd i fast ejendom:

Hvis du har et par standerhøjttalere, der er placeret med god afstand til væggene, beslaglægger de let et par kvadratmeter af stuegulvet. Og bor du i en ejerbolig i en større by, vil kvadratmeterprisen på den plads, som du kan få igen ved at hænge højttalerne op på væggen, nemt overstige prisen på TDAI-3400.

Konklusion

Lyngdorf TDAI-3400 er et meget usædvanligt produkt. Der er ikke blot tale om en overordentlig gennemført forstærker i high-end-kvalitet. Selv om lyden og den konsekvente konstruktion, der er digital fra indgang til udgang, kunne berettige prisen. Det, der adskiller den fra alt andet i klassen, er RoomPerfect-systemet, der flytter grænserne for, hvad du kan få ud af ikke blot dine højttalere, men også din stue! Der findes superforstærkere, hvis lækre lyd behager sjælen mere. Men hvad hjælper det, hvis rumakustikken overdøver det meste i praksis?

Lyngdorf TDAI-3400

John Alex Hvidlykke

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.