TEST: Marantz Model M1

Små streaming-forstærkere er blevet enormt populære. Se bare på den succes, som Wiim har haft med den lille Amp-forstærker, der rider højt på den bølge, som Sonos Amp skabte i 2019. De er ikke alene. NAD, Harman Kardon, Bluesound og Fiio har også små streamingforstærkere, som ikke er meget større end en Apple TV-boks.

Der kommer hele tiden flere til, og den seneste udfordrer er Marantz Model M1. En lille streamingforstærker med samme formfaktor som de fleste kompakte streamingforstærkere. Den er kraftigere end de fleste af konkurrenternes effektforstærkere, med undtagelse af Sonos Amp, og leverer 100 W effekt pr. kanal.

Marantz gør meget ud af, at Model M1 er tunet til den bedst mulige lydkvalitet på den mindst mulige plads.

Den kompakte formfaktor giver ikke plads til for mange tilslutninger. De, der leder efter en række indgange, for eksempel til en pladespiller, skal hellere gå et par størrelser op. Til streamingforstærkere som Marantz PM7000N eller Yamaha R-N600/800A.

De grundlæggende tilslutninger er dog på plads. Som en RCA-indgang til en analog lydkilde og en optisk indgang til en digital lydkilde. Lyd kan streames trådløst med Bluetooth eller i høj opløsning i op til 24-bit/192kHz PCM. M1 understøtter også Airplay 2, så iPhone-ejere kan streame lossless og hi-res fra Apple Music. Der er også en HDMI-indgang med eARC til TV-lyden, som kan styres med TV’ets fjernbetjening, og som understøtter Dolby Digital-lyd.

Der er også blevet plads til en subwooferudgang, og den er ikke helt passiv. Du kan styre udgangsniveauet ± 15 dB og indstille lavpas- og højpasfrekvenserne fra 40 til 120/250 Hz. Det giver dig meget mere kontrol over niveauet og lyden, der går til subwooferen.

Model M1 har en integreret HEOS-streamingplatform. Det betyder, at du styrer alt via HEOS-app’en på din mobiltelefon. I app’en finder du bl.a. Spotify, Tidal, TuneIn, Deezer og Amazon Music. Det gør det nemt at afspille musik uden at skulle igennem flere apps.

Der medfølger ingen fjernbetjening, men musikken kan styres ved at trykke på kapacitive “knapper” på forsiden. Du vil også bemærke den gummiagtige, matsorte overflade og det perforerede gitter på toppen, som lader varmen slippe ud, når forstærkeren er tændt. En lille, men ikke ubetydelig detalje er muligheden for at skrue forstærkeren fast via et gevindhul i bundpladen.

Forstærkeren er bygget i Shirakawa, Japan, og virker langt mere solidt bygget end de fleste små streamingforstærkere, vi har testet.

Enkel opsætning

Det tog mig to minutter at tilslutte forstærkeren til netværket. Derefter var det bare et spørgsmål om at vælge en radiostation eller en anden lydkilde. Alt styres fra HEOS-app’en, hvor du også finder indstillinger for bas og diskant, men ingen equalizer.

Det tror jeg ikke, der er mange, der vil savne. Som nævnt i indledningen har Marantz bestræbt sig på at gøre lyden så analog som muligt og undgå den “kølige” og i mange tilfælde flade lyd, der kommer fra forstærkere med klasse D-kredsløb.

Musikken passerer gennem en PWM-generator (pulsbreddemodulation), men først går den gennem Marantz Music Digital Filtering (MMDF). Det er et oversamplingsfilter med en karakteristik, der er designet til at give lyden en mere “analog” klangfarve med en fyldigere og varmere lyd.

Fyldig lyd og potent dynamik

Marantz holder sit ord. Lyden fra M1 er langt fra den kølige og flade klasse D-lyd, som vi er vant til fra billige forstærkere. Marantz-forstærkeren åbner lydbilledet på en måde, som den billigere Wiim-forstærker ikke kan, og den er mindst lige så kraftfuld som Sonos-forstærkeren. Bare bedre.

Den rolige Wildflower fra Billie Eilishs seneste album Hit Med Hard And Soft sniger sig ud af højttalerne med en dejlig varm vokal i midten. Lyden er varmere end på Sonos Amp, og lydbilledet er dybere end på Wiim Amp. På Taylor Swifts The Tortured Poet’s Department er lydbilledet lidt fladere, næsten komprimeret, når jeg spiller højt, sammenlignet med den integrerede Yamaha A-S701, men Marantz-forstærkeren har god kontrol over dynamikken. Bassen på Lizz’s About Time suger hurtigt kraften ud af en forstærker, når man spiller højt, men der er god kontrol her, selv når jeg spiller højt.

Lizz Wrights nye album Shadow er virkelig værd at lytte til. Åbningsnummeret Sparrow med Angélique Kidjo har lag på lag af percussion, som forstærkeren har god kontrol over. Lyden er velfokuseret, lydbilledet er enormt, og der er både punch og kontrol i gengivelsen af slagtøj. Lyden af Brad Mehldaus Bach-klaverstykker fra After Bach II er ikke så skarpt fokuseret som en Yamaha R-N2000A eller en Rotel RAS-5000 til tre gange prisen, men den er mere raffineret og nuanceret end en Sonos Amp.

Model M1 kan drive de fleste højttalere, den er beregnet til, og havde ingen problemer med at bringe KEF R3 Meta til live. Et par stående højttalere med moderat følsomhed og lav impedans. Men det er helt klart i en prisklasse, som de færreste ville overveje til en Marantz Model M1. Prøv f.eks. et par PMC Prodigy 1, Bowers & Wilkins 607 S3 eller KEF LS50 Meta, og jeg kan garantere en fremragende lydkvalitet.

Konklusion

Der er altid noget at sætte en finger på. Såsom få indgange, ingen fjernbetjening og en relativt høj pris sammenlignet med, hvad Wiim, Sonos, Bluesound eller Harman Kardon tilbyder. Men man kan ikke komme uden om, at Marantz Model M1’s trumfkort i forhold til konkurrenterne er lydkvaliteten. Lydbilledet er åbent og dybt, klangfarven er varm og fyldig, og forstærkeren mangler sjældent kraft i forhold til kraftige højttalere. HEOS-appen er meget forbedret, og M1 vil snart være klar til Roon for dem, der ønsker det. Alt i alt er Model M1 den bedste streamingforstærker i sin klasse indtil videre. Når det vigtigste – lydkvaliteten – er i topklasse, blegner de fleste kritikpunkter.