Den nye McIntosh-forforstærker er egentlig ikke helt ny. Vi har set den før, men dengang hed den C70 og ankom klædt i sobert sort til McIntoshs 70 års jubilæumsbal i 2019.
Nu hedder den C22 Mark V, og under panseret ligner den C70, men her dækker den sorte glasplade kun halvdelen af fronten og giver C22 et endnu tydeligere retro-præg.
Den har samme opbygning med ét 12AT7- og fem 12AX7A-rør, som man kan se under glaspladen på toppen, og det er kun udseendet, der adskiller dem. Samme analoge opbygning finder vi også i en anden McIntosh-forforstærker, C2700, som dog også har en indbygget 32 bit DAC.
Så C22 er en rent analog konstruktion med et rigtig godt phono-trin med indgange til både Moving Magnet- og Moving Coil-pickupper. Med de to balancerede har C22 i alt syv indgange.
Den har også hovedtelefonudgang med Headphone Crossfeed Director (HXD), som skal give en følelse af at lytte til højttalere i et rum snarere end den indelukkede effekt, som hovedtelefoner kan give.
Der er også to par udgange, hvis man vil koble mere end én effektforstærker – eller en subwoofer – til, og bagsiden er fuld af 3,5 mm minijack-indgange til strøm og fjernstyring af flere McIntosh-produkter.
Phono-trin
Fra fronten kan man justere bas og diskant i +/-10 dB. Indgangsvælgeren fungerer også som mute-knap med et let tryk, og volumenkontrollen kan også blive balancekontrol, ligeledes med et let tryk.
Under sidstnævnte finder man to potmetre til justering af belastningen for MM- og MC-pickupper. Belastningsimpedansen kan justeres i syv trin fra 50 til 350 ohm for MM og fra 25 ohm til 1 kilo-ohm for MC.
Der er ingen justering af gain eller kapacitans. Indgangsfølsomheden er angivet til 4,5 mV for MM og 0,45 mV for MC.
Hvis man har brug for en DAC eller for streaming, er det let at finde og koble til C22. McIntosh D150 har f.eks. indbygget DAC samt fem digitalindgange, og MB50 og MS500 fungerer som streaming-/netværksafspillere.
Alternativt kan man se nærmere på den nævnte C2700, som teknisk set er en C22 med DAC og flere indgange, men også med et mere eksklusivt phono-trin.
Glødende smukt
Koblet til den massive rørforstærker MC150 – også den fra Binghamton nogle kilometer uden for New York City – skaber den et lydbillede, der leder tankene hen på live-koncerter, hvor man har orkesterplads.
Den giver musikken glød og varme, og flytter én nogle rækker tættere på scenen, så man ikke går glip af noget. Lyden er ikke 100 procent neutral, men den er 100 procent medrivende, og hvis man kobler en pladespiller til det fine phono-trin, giver den vinylindspilninger dybde, klang og dynamik på en måde, som ellers kun dyre – separate – phono-trin formår.
De analoge line-indgange er lige så støjfrie som pladespillerindgangene, og det er aldrig noget problem at skrue op for volumen, for der sker ikke noget med støjniveauet.
C22 Mk V passer måske bedst i en ren røropsætning, men jeg ville heller ikke tøve med at bruge den med en transistorforstærker. Især hvis man oplever, at anlægget lyder lidt tyndt, og man vil have mere fylde og dybde i lydbilledet, kan C22 være en velkommen løsning.
Konklusion
McIntosh C22 Mk V er ikke en forstærker for dem, der vil have alting bekvemt i ét kabinet.
Men for dem, der ønsker sig en lyd, der er lidt i stil med retro-designet, og som måske foretrækker at nyde musikken fra vinyl, er C22 en fornem forforstærker, der kan være en perfekt partner til både rør- og transistorforstærkere.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer