: McIntosh C47 + MC152 forstærkersæt

At lytte til de store forstærkere fra den amerikanske high-end legende McIntosh er som at blive strøget på ryggen, mens man samtidig får et vådt kys og et spark i bollerne. Den store, varme og fyldige lyd omslutter én som en omfavnelse, men kan uden varsel sende chokbølger gennem kroppen.

Der er noget ved kombinationen af flere hundrede watt og store transformatorer, som gør forstærkerne fra McIntosh til et livslangt monogamt ægteskab for mange ejere. De koster, men de er det værd.

Men hvad nu hvis man kigger nederst på prislisten og sammensætter det billigste forstærkersæt fra Binghamton i staten New York? Bliver det så ligesom et fingerkys sammenlignet med de dyrere kombinationer fra McIntosh?

Producenten har nemlig relativt (!) billige forstærkere med samme teknologi som de dyrere modeller, bare nedskaleret for at holde prisen nede. Såsom den nye forforstærker C47 med indbygget digitalkonverter, pladespillerindgang og analoge lydindgange. C47 er McIntoshs billigste forforstærker med kombinationen af analoge og digitale indgange.

Den rimelig kompakte MC152 er McIntoshs billigste stereo-effektforstærker. Den er endda billigere end den ikoniske rørforstærker MC275 på 75 watt og leverer 150 watt effekt i hver kanal. Man kan let blive overrasket over, hvor tung den slanke forstærker er med sine 34 kg. Det er, fordi den også indeholder McIntoshs særlige autoformere – transformatorer – som skal gøre forstærkeren mere ensartet ved forskellige højttalerimpedanser.

Kombinationen af C47 og MC152 ender på en pris omkring 90.000 kroner, hvilket faktisk gør sættet billigere end producentens integrerede MA8000, som vi kårede til Årets Bedste high-end forstærker sidste år.

Summen kan selvfølgelig lyde afskrækkende, men hvis man går specifikationerne efter i sømmene, får man faktisk meget high-end for pengene.

 

Digitalkonverter og pladespillerindgang

For undertegnede er forforstærkeren interessant, fordi den kombinerer et RIAA-trin til MC- og MM-pickup’er med en seriøs indenbords DAC samt analoge indgange – og det til en pris, der ikke er (helt) ublu.

Med to balancerede og tre ubalancerede indgange, kombineret med separate indgange for Moving Coil- og Moving Magnet-pickup’er, passer den til nostalgikere som undertegnede med grammofon og andre analoge lydkilder. Med to optiske, en koaksial og en USB-indgang kan jeg også tilslutte Mac’en med Amarra for Tidal og streame musik til DAC’en.

Som understøtter højopløste musikfiler op til 24 bit/192 kHz via de optiske og den koaksiale indgang – eller DSD-filer via USB-porten. Som på sin side understøtter højopløste musikfiler op til 32 bit/384 kHz fra enten DSD64, DSD128 eller DSD256 og DXD 352,8/384 kHz. Kort sagt er DAC’en i denne forstærker klar til det meste.

Den har også en DIN-indgang, der er beregnet til afspilning af SACD’er. Den kaldes MCT (se separat boks om McIntoshs MCT450 cd-transport) og fører DSD-signalet fra SACD’er direkte til DAC’en i forforstærkeren. Det er ikke så almindeligt – faktisk er C47 en af de få DAC’er, der understøtter digital overførsel af SACD’er fra CD/SACD-afspillere.

De fleste indgange kan konfigureres med nye navne, man kan indstille volumen for hver indgang, og phono-indgangene har grundlæggende indstillinger af kapacitans og belastningsimpedans. Jeg skal heller ikke glemme at nævne, at der er to par udgange til effektforstærkere, hvis man vil bi-ampe med en ekstra forstærker. Eller tilslutte en subwoofer.

Har man brug for flere indgange eller justeringsmuligheder – måske en EQ – så er C52 et oplagt valg. Teknisk set er den næsten magen til, så man skal ikke vente de store lydmæssige forbedringer i forhold til C47, men den er mere fleksibel for dem, der har mange signalkilder.

 

Stor og styg

Sammen med effektforstærkeren udgør den en velspillende kombination, der ikke tager på højttalerne med fløjlshandsker. Hvis man ikke har brug for flere hundrede watt for at trække særlig tungtdrevne højttalere, kan kræfterne i MC152 sagtens række.

Jeg bemærkede dog, at den ikke har samme benhårde kontrol som MA8000, når jeg spillede højt, og lydbilledet er ikke lige så luftigt og raffineret som med Audio Researchs integrerede GSi75, men forskellene er mindre, end jeg havde troet.

Advarselslamperne på forstærkeren blinkede ikke, før jeg passerede 100 decibel lydtryk i rummet (på et par Sonus faber Olympica III), og her var bassen slappere i kanterne, end hvis jeg skruede lidt ned for volumen. Så forsvandt også den tendens til forvrængning, som jeg kunne høre, lyden blev renere og glattere, og opløsningen i det store lydbillede vendte tilbage.

Siden det ofte er fristende at høre klassisk, når man tester, kan jeg tage Mozarts violinkoncerter med Hilary Hahn og Deutsche Kammerphilharmonie Bremen under ledelse af Paavo Järvi som eksempel. En smuk indspilning fra Deutsche Grammophon, hvor strygerne lød så blødt og luftigt som finmasket silke, og soloviolinen stod skarpt fokuseret i det luftige og frem for alt store lydbillede.

Måske har lydbilledet ikke helt samme dybde, som GSi75 kan præstere, men der er uendelig meget mere power i denne kombination. Bas- og trommesoloen i åbningsnummeret på live-indspilningen med Keith Jarrett fra Montreux lyder råsejt med et sjældent godt greb om dybbassen. Som på en meget kraftigere forstærker.

Det samme gentog sig på den livlige Live from the Detroit Jazz Festival med Mack Avenue SuperBand (med bl.a. Kirk Whalum og Aaron Diehl) – orkesterjazz med tryk på og højt tempo, som let kan lyde alt for hårdt og skingert. Men ikke her. Hør f.eks. saxofonsoloen og skru op for lyden. Hos mig lød det skræmmende levende (for en, der har spillet sax i sine yngre dage), og der var et forbløffende rumligt lydbillede, som gav en herlig følelse af selv at være til koncerten.

Klangbilledet er stort, varmt og fyldigt, uden at det lyder uldent eller tilbagetrukket, og en SACD med Bob Dylans “Long Black Veil” gav mig seriøse kuldegysninger. Det er klart det bedste, jeg har hørt fra en DSD-fil hidtil, og den krystalklare klang gav mig den saliggørende følelse af eufori, som man kan opleve med high-end, når alting bare klapper.

Phono-indgangen er også værd at nævne. Jeg brugte kun MC-indgangen og indstillede grundværdierne med fjernbetjeningen. Du godeste! Jeg ved ikke, hvad de har gjort i Binghamton, men dette RIAA-trin er på højde med separate pladespillerforstærkere i en prisklasse ubehagelig tæt på C47. Stille og støjfrit med en klangkarakter, der klæder et forstærkersæt fra McIntosh, hvor man kan høre, at der er kraft bag dynamikken, også på vinylplader.

 

Konklusion

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til effektforstærkeren MC152. Her havde jeg forventet, at forforstærkeren C47 ville være stjernen af de to, men effektforstærkeren tog mig med storm fra første takt.

Med både finesse og jernhård kontrol pumper den rytmer ud i et tempo, der kan tage pusten fra mange højttalere, og sammen med den alsidige og særdeles vellydende forforstærker udgør den en dynamisk duo, som i hvert fald har vundet mit hjerte. Med en glimrende DAC og et strålende RIAA-trin oveni får man både i pose og sæk med McIntoshs billigste forstærkersæt.