Få kan skilte med en lige så lang tradition for high-end hi-fi som amerikanske McIntosh. Siden den første rørforstærker i 1949 har de lavet nogle af de mest anerkendte forstærkere. Såsom den legendariske MC275 med fire udgangsrør – en forstærker, der stadig er i produktion (se egen rubrik). Men fremtiden er som bekendt digital, og det er snart kun pladespillere, der serverer analoge lydsignaler.
Derfor har den separate digitalkonverter (DAC) fået en renæssance. Fra at have været et must for alle hi-fi interesserede i begyndelsen af 90’erne er den næsten gået i glemmebogen, for så at dukke op igen som et must-have de seneste år. Med en egen DAC i anlægget kan man nemlig få langt bedre lyd, og praktisk nok et sted at tilslutte alle digitale lydkilder.
Som den nye cd-afspiller: Pc’en.
For det er ikke bare den almindelige forbruger, der gradvis har ladet streaming-tjenesterne WiMP og Spotify servere musikken i stedet for – eller sammen med – cd’er. Lydfiler med bedre opløsning og ditto lydkvalitet breder sig i rekordfart, og det har high-end entusiasterne fået øjnene op for. Det er dem, der køber de dyreste DAC’er i håb om at klemme hver eneste nuance ud af musikken.
Men ikke alle er klar til endnu en boks i anlægget, og flere foretrækker at opgradere anlægget med forstærkere, som har DAC’en indbygget. Her er et enormt vækstmarked, og derfor har McIntosh lavet D100. En digital forforstærker med integreret DAC, hovedtelefon-forstærker og analoge lydudgange til effektforstærkeren.
Helt digital
Den kan kobles til et eksisterende anlæg, enten som separat DAC, hvor volumenkontrollen kun bruges på hovedtelefon-udgangene, eller som forforstærker sammen med en separat effektforstærker. Så kobler man D100 til de udgange, som går gennem volumenkontrollen. Den eneste indgang, den mangler, er 110 ohm (AES/EBU) balanceret digitaltilslutning. Med USB kan man koble til computeren, mens de to koaksiale og optiske (S/PDIF) stik kan benyttes sammen med andre digitalkilder.
Nogen opsætning eller konfigurering er ikke nødvendig. D100 kobles sammen med de lydkilder, man har, og til resten af anlægget. Og så er det bare at vælge indgang og volumen med fjernbetjeningen. Den finder selv ud af, hvilket lydformat og hvilken sample-frekvens den tilsluttede kilde leverer, og viser bitfrekvens og sample-frekvens i det dæmpbare display.
Hvis man ikke får lyd, når computeren er tilsluttet via USB-indgangen, må man klikke sig ind på lydopsætningen i Mac’en eller pc’en og vælge McIntosh som lydkort til computeren. Så kan man også vælge bit- og sample-frekvens, som skal stilles til 24 bit og 192 kHz for optimale forhold for god lyd.
Når man tilslutter hovedtelefoner, kan man slukke lyden fra udgangene, så den bare leverer lyd i hovedtelefonerne.
Analog lyd
Da D100 har en dyr hovedtelefon-forstærker indbygget, tilslutter jeg bl.a. Shures fantastiske SRH1840, et par åbne hovedtelefoner med et super opløst og enormt detaljerigt lydbillede. De tilsluttede lydkilder var en Mac mini via USB (24 bit/192 kHz), en tv-modtager via optisk, en McIntosh MCD500 SACD-afspiller via koaksial og en Ayre QA-9 analog til digital-konverter.
Selvfølgelig findes der bedre hovedtelefon-forstærkere, men så koster det. Den indbyggede er noget af det bedste, jeg har hørt. Og den spiller mere organisk og klangfuldt end det meste, jeg har lyttet til, der har siddet inde i en forstærker. Sammenlignet med Bursons og Musical Fidelitys separate hovedtelefon-forstærkere – til under 10.000 kroner – opfatter jeg D100 som mere balanceret, med større detaljerigdom og med absolut nul støj.
Langt over, hvad man kan forvente af en forforstærker eller integreret med hovedtelefon-udgang, med andre ord. Men selv var jeg mere optaget af, hvordan den fungerede som DAC og forforstærker. Koblet til anlægget, enten til en integreret eller en separat effektforstærker.
Et bredt udvalg af musik – fra Beethoven i Leif Ove Andsnes’ fortolkning til Bruce Springsteen live – gav mig det samme utvetydige indtryk af et gennemført high-end produkt. D100’s DAC kan selvfølgelig overgås; selv om den har otte 32 bit ESS Sabre digitalkredse (fire pr. kanal), findes der altid noget, der er “bedre”. Men som vi alle ved: Intet er bedre, end når summen af alle delene går op i en højere enhed.
Rumfølelsen er slående. Springsteen live-koncerterne er indspillet for længe siden; lydkvaliteten er varierende og sjældent særlig god. Men styrken fra D100 er et usædvanligt lydbillede med en fænomenal tredimensionalitet. Live-optagelsen fra New York lyder frisk og levende. Vokaler tilføjes ikke nogen klangfarver, som ikke er der, og klassisk pianomusik på gode optagelser lyder gnistrende dynamisk. Hvis der er nogen ulemper ved den måde, D100 spiller på, må det være fraværet af farvning. Måske lidt kedeligt for nogle, men så findes der altid alternativer.
Nogle HD-filer i 24 bit opløsning bekræfter senere min opfattelse af D100 som en fremragende DAC. Den har ingen egenkarakter og er en ypperlig løsning for dem, der søger kombinationen af digitalkonverter i topklasse med forforstærker integreret. Og en god hovedtelefon-forstærker som bonus.
Glasklar klang og balanceret lydbillede
Hvis man har taget skridtet op i high-end sfæren og kun bruger digitale lydfiler, så melder behovet for en god DAC sig. Den kan man meget vel finde i D100, og har man samtidig brug for en god forforstærker, så er det her en både praktisk og vellydende løsning. Prisen er heller ikke afskrækkende, alt taget i betragtning, og hvis den havde understøttelse af DSD-filer og en Wi-Fi modtager integreret, ville den have været et fantastisk valg til prisen.
Alligevel er McIntosh D100 et attraktivt alternativ, som kombinerer digital bekvemmelighed med upåklagelig lydkvaltiet på næsten perfekt vis.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer