Engang – og det er ikke så længe siden – var det ikke muligt at sige “digital” og “forstærker” i samme sætning, uden at en eller anden hi-fi-nørd fik kaffen galt i halsen. Digital var noget, der var forbeholdt cd-afspillere (hvis nogen kan huske dem). Forstærkere var analoge. Punktum.

Jeg kunne til en vis grad forstå skepsissen, for heller ikke jeg var særlig begejstret for lyden fra de tidligste digitale forstærkere. Antiseptisk, klinisk og kold var blandt de tillægsord, der ofte blev brugt om digitale forstærkere.

Det var dog ikke alle, der var digitale i bogstavelig forstand, men fordi de ikke brugte kondensatorer, transformatorer og transistorer på traditionel vis, blev de ofte betragtet som “digitale”.

I dag bliver begrebet ofte brugt i forbindelse med digitalkonvertere (DAC’er), som er interessante for alle, der har brug for digitale lydindgange i anlægget.

McIntosh D1100 er sådan et produkt – en toptrimmet DAC. Med forforstærker indbygget. To produkter i ét og samme kabinet, men helt blottet for analoge indgange.

Fuldt digital

Så pladespilleren må kobles til noget andet. McIntosh vil sikkert foreslå en MP100 eller MP 1100 – to pladespillerforstærkere (RIAA) med A/D-konverter og digitale udgange. Som kan plugges direkte i en af de digitale indgange på D1100.

Det løser problemet, men visse andre analoge lydkilder – f.eks. spolebåndoptager – kan man ikke slutte til uden videre.

Men en effektforstærker – eller et par aktive højttalere, for den sags skyld – kan man selvfølgelig koble til. For forstærkeren har naturligvis analoge lydudgange med volumenkontrol, ligesom de fleste andre forforstærkere.

Faktisk har den tre sæt analoge udgange. To af dem via volumenkontrollen, så flere forstærkere kan tilsluttes, eller måske en subwoofer. Den tredje er en line-udgang uden volumenjustering, så D1100 kan anvendes som ren DAC i en opsætning med en analog forforstærker eller hjemmebio-processor.

På bagsiden af forstærkeren sidder de digitale indgange: USB med understøttelse af afspilning op til DSD256 og DXD 384 kHz lydfiler, et 110 ohm AES/EBU XLR-stik samt tre optiske og tre koaksiale digitalindgange. Blandt sidstnævnte er den ene et BNC-stik.

Vi skal heller ikke glemme den lidt kryptiske MCT-indgang. Et DIN-lignende multistik, der anvendes, hvis man bruger et af McIntoshs SACD/cd-drev, f.eks. MCT450. Så kan man nemlig afspille DSD-filer fra SACD’er gennem DAC’en i D1100 og potentielt få endnu bedre lyd. Det er en mulighed, der ikke er almindelig hos andre producenter.

Den har også en hovedtelefonudgang, der kan trække temmelig tungtdrevne hovedtelefoner. Og så er den udstyret med HXD (Headphone Crossfeed Director) – en teknik, der skal genskabe følelsen af at lytte til højttalere i et rum, selv om man har hørebøffer på.

Samme teknik findes også på forforstærkeren C47, som både har indbygget DAC, analoge indgange og pladespillerindgang!

Læs testen af C47 her.

Krystalklar glød

Skeptikere vil nok få sig en overraskelse, for man kan ikke klage over, at forstærkeren lyder “digitalt”. De, der har hørt McIntoshs nyere forforstærkere, vil kunne nikke genkendende her, for lyden er langtfra kølig og skinger.

Klangen har en varm, behagelig glød, der ikke er i familie med rørforstærkere. Snarere er der tale om en naturlig varme, som giver musikken glød uden at maskere noget. Eller lægge sig som et farvet tæppe over musikken.

Det er ikke let at tilskrive lyden nogen speciel karakter. I hvert fald ikke når man afspiller MQA-filer fra Tidal HiFi eller højopløste lydfiler fra en MacBook via USB.

Selv almindelig 16 bit PCM-kvalitet lyder potent, dynamisk og krystalklart. The Weeknd og Daft Punks “I Feel It Coming” er ikke det helt store rent lydmæssigt, men her lyder musikken befriende levende. Som om nogen har lukket alle klangnuancerne ud af det bur, de har været låst inde i. Rytmen griber fat i dig, og bassen fra de store Sonus faber Serafino-højttalere hamrer taktfast og kontrolleret, mens sangen ruller af sted. Det lyder hverken tyndt, køligt eller klinisk.

Heller ikke når jeg sætter Lana Del Rey og The Weeknds “Lust for Life” på. Lydbilledet er enormt i det moderat store rum, og jeg kan ikke finde nogen anden fejl ved lyden, end at rummet skulle have været endnu større for at få lidt mere af dybbassen med. For den virker nærmest bundløs.

Mere sarte ting som Yo-Yo Mas indspilning af Bach-trioer lyder så åbent og gennemsigtigt, som man kan ønske sig. Der er en dybde her, som giver en skræmmende følelse af atmosfæren under optagelsen. Den har jeg også hørt på forstærkere som Mark Levinson No.519 og Ayre Twenty, men celloklangen er varmere gengivet her.

Som DAC befinder D1100 sig i en klasse, hvor der er hård konkurrence og gode alternativer til lavere priser. Som digital forforstærker med DAC er der ikke så mange alternativer til de samme penge. McIntosh D150 er en bragende god mulighed til den halve pris, men D1100 lyder større og mere åbent, og har mere af alting.

Konklusion

McIntosh D1100 er afgjort blandt de bedste DAC’er, vi har testet. Den er i klasse med separate DAC’er fra bl.a. Hegel og Auralic, og lydmæssigt er den også et løft i forhold til McIntosh D150.

Med den analoge forforstærker i D1100 oven i regnestykket kan den være et fuldgyldigt kontrolcenter i alle anlæg, der ikke kræver en analog forforstærker. For der findes rene DAC’er, der kan gøre et tilsvarende godt stykke arbejde for færre penge.