test: McIntosh MA252

Den kompakte McIntosh MA252 er den sejeste forstærker, vi længe har set. Her har vi en potent 100-watter, der kombinerer vakuumrør og transistorer for at give en varm, fin glød i klangen af musikken.

Forstærkeren egner sig ikke bare til dem med hang til nostalgi – McIntosh og rør er en klassisk kombination – men også til dem, der kunne tænke sig en vellydende forstærker lidt ud over det sædvanlige. Og som kun har analoge lydkilder.

Der er nemlig ikke nogen digitalkonverter her, ikke så meget som en USB-indgang, og netværkstilslutning er heller ikke at se. McIntosh MA252 er en rendyrket tokanals analog forstærker og McIntoshs første integrerede hybridforstærker.

Den har ganske vist pladespillerindgang, men kun til MM-pickup, og to sæt ubalancerede og et sæt balancerede indgange. Skarpe øjne vil også bemærke en subwoofer-udgang på bagsiden.

Rør

Det, der adskiller McIntosh MA252 fra de fleste andre forstærkere, er kombinationen af rør og transistorer. Fire små rør forsyner udgangstrinet med signal, hvor transistorer tager over og leverer så meget som 100 watt effekt pr. kanal. Eller 160 watt, hvis impedansen halveres til 4 ohm.

To rør – et 12AX7a og et 12AT7 – i parallel pr. kanal er placeret foran udgangstrinet på toppen af det forkromede chassis. På den skrå front sidder indgangsvælgeren og et trykfølsomt volumenpotmeter. Et tryk leder til en simpel menu, der vises på OLED-skærmen bag rørene. Her kan man indstille bas, diskant og indgangsfølsomhed.

Forstærkeren har ikke McIntoshs autoformere – transformere på udgangen, der gør den immun over for varierende højttalerbelastning. Men den har Power Guard, der beskytter udgangene mod klipning. Så blinker lysdioderne i rørene orange.

Der er også en hovedtelefonudgang, som kan drive temmelig tungtdrevne hovedtelefoner.

Potent bas og varm klang

Den lille McIntosh-forstærker er ikke alene tiltalende at se på, den lyder også fedt. Langt federe, end størrelsen tilsiger, og der er ingen grund til at betvivle den opgivne effekt, for den slår godt fra sig.

Med saxofonisten John Surmans seneste album, Invisible Threads, på Tidal HiFi – direkte i den fænomenale digitalkonverter T+A DAC8 DSD – fik jeg forbløffende god dybbas ud af de kompakte Dynaudio Contour 20, en af vores referencer blandt kompakthøjttalere.

Med dem fandt jeg også ud af, at MA252 ikke er lige så transparent og rig på detaljer som den langt dyrere MA9000. Men den har meget af den samme varme og fyldige klang. Det spiller ingen rolle, om det er John Surmans sax, Radka Toneffs vokal eller Keith Jarretts fingre over tangenterne på et næsten tre meter langt Steinway-flygel.

Desuden er forstærkeren rigtig god til at få fylden i klangen frem. Ikke kun fra Jarretts flygel, men også fra Charlie Hadens kontrabas, hvor den har jernhård kontrol over bassen.

Den er ikke blottet for finesse, men en Hegel H360 er mere gennemsigtig, skarpere fokuseret og endnu mere potent. Desuden har den indbygget DAC. Det har Marantz PM-11S3 ikke, men den har indgang til både MC- og MM-pickupper og lidt af den samme fine varme i lydbilledet, som MA252 har.

Men jeg tror, det er irrelevant for dem, der forelsker sig i lyden af – og måske udseendet på – MA252. Den er old school uden at være kitschet og lyder forbandet godt selv på små højttalere.

Konklusion

McIntosh MA252 er ikke svaret på alle spørgsmålene, men den kan være et svar for dem, der gerne vil have noget ud over det sædvanlige: Stereo, der kan tåle at stå fremme og at blive brugt.

Spænd et par Dynaudio C20 eller Sonus faber Olympica I efter den – eller et par Klipsch Forte III for et mere tidsrigtigt match – og find nogle af yndlingspladerne frem. Så er der dækket op til en opløftende aften foran stereoanlægget. Bare husk, at pladespilleren skal have MM-pickup.