TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: McIntosh MA352

Finstemt kraftkarl

Denne hybridforstærker er 30 kilo rendyrket underholdning, men ikke uden finesse.

Af / 10/05/2020 - 10:35
McIntosh MA352

Lyd & Billede mener

  • Kraftværk med potent bas. Dynamisk kontrast og klangfarver i spandevis.
  • Mangler DAC og streaming.

Nogle gange er det bare så sjovt at teste nye produkter, at man blæser på de mangler, de måtte have. Så er specifikationerne ikke så vigtige; det handler mest om bare at nyde øjeblikket.

Sådan er det med McIntosh MA352. Se bare, når den varmer op, og lysdioderne skifter fra orange til grøn, og de turkise lys tændes i effektmetrene. Det er 15 sekunders forventningsfuld glæde og så lækkert, at man kun kan blive i godt humør.

Sæt noget musik på, skru op for volumen og nyd det. For det er virkelig nydelse på et andet niveau.

Forstærkerens fire vakuumrør skinner på det forkromede kabinet, og på en måde afspejler det fint, hvordan den lyder. Klart som et nypudset vindue med en behagelig blød, varm klang og nogle dynamiske udslag, man kan mærke i mellemgulvet.

Den hybrid McIntosh-forstærker er kraftig nok til at drive dine yndlingshøjttalere og raffineret nok til at gøre oplevelsen mindeværdig, uanset hvilken slags musik du spiller.

Annonce

Der findes ikke mange forstærkere, som ligner McIntosh MA352. Der er selvfølgelig MA252, en mere kompakt version med 100 watt effekt pr. kanal, der er bygget over samme læst som MA352, men sidstnævnte er i en anden liga.

Det kan sammenlignes med at gå fra en Porsche Boxster til en Porsche 911 Turbo.

Mcintosh MA352 2 scaled 1
Rørene sidder i forforstærkerdelen, resten er transistorer. (Foto: McIntosh)

Rør og transistorer

Her anvendes de fire vakuumrør i forforstærkerdelen. To 12AX7A- og to 12AT7-rør, pænt beskyttet af fire metalgitre. Udgangstrinet anvender transistorer, flere og kraftigere end på MA252, som rykker ydelsen op til 200 watt pr. kanal. Eller 320 watt, hvis modstanden halveres til fire ohm.

MA352 har ingen digitale indgange – heller ikke streaming – men den har pladespillerindgang til MM-pickupper. Kun MM på 47 kilo-ohm, justérbart mellem 50 og 800 pF. De andre indgange er to balancerede og tre ubalancerede. Desuden har MA352 minijack-stik til at koble flere McIntosh-enheder sammen, så de alle tænder samtidig, når man tænder for en af dem, og alle kan styres fra én fjernbetjening.

Man kan også koble MA352 til et hjemmebioanlæg ved at aktivere Home Theater Pass-Through i menuen.

De, der savner en DAC, kan overveje MA7200, som har McIntoshs DAC-modul og MC-indgang oveni. Men så skal man også af med ca. 10.000 kroner mere.

Power Guard og equalizer

McIntosh beskytter forstærkeren mod klipning og potentielt kortslutning med et Power Guard-kredsløb og en Sentry Monitor, som frakobler udgangene, før den går i knæ.

MA352 har også en rigtig god hovedtelefonudgang og en fembånds equalizer oveni. Man kan justere 30, 125 og 500 Hz samt 2 og 10 kHz (+/- 12 dB), og EQ kan slås til og fra på fjernbetjeningen.

Lyset i displayet og de lysdioder, der lyser rørene op, kan dæmpes eller slukkes helt. Og man kan omdøbe indgangene, slå indgange fra og justere balancen mellem højttalerne.

Mcintosh MA352 4 scaled 1
Indgange nok, men ingen DAC. (Foto: McIntosh)

Himmelsk lydbillede

Alt dette er selvfølgelig fuldstændig underordnet, når man synker ned i lænestolen, og musikken breder sig i rummet.

Forstærkeren er ikke udstyret med de samme autotransformere som MA7200. De skulle gøre forstærkeren “immun” over for impedansvariationer, men jeg savnede dem ikke på MA352. Som er langt mere potent end den mindre MA252. Jeg oplevede MA7200 som lidt bedre kontrolleret, når den blev presset; ellers var der ingen mærkbar forskel på kræfterne ved normalt lytteniveau.

Det spillede ingen rolle, hvilken slags højttalere jeg sluttede til – de usædvanlig gode standerhøjttalere R1 Arreté fra Audiovector, de større SR3 Arreté Raw Surface eller MartinLogans hybrid-elektrostater ElectroMotion ESL X. McIntosh-forstærkeren trivedes med dem alle, og det skulle også vise sig, at den trivedes lige godt, uanset hvilken slags musik jeg satte på.

Klangbalancen er varm med fyldig bas og mellemtone og silkeblød diskant. Den dynamiske kontrast er fremragende, og forstærkeren skaber et stort og luftigt lydbillede. Devialet Expert 220 Pro lyder strammere, og detaljerne er lidt bedre fokuseret, men den har ikke McIntosh-forstærkerens charmerende klang.

Det gav f.eks. live-indspilningerne på Up For It med Keith Jarrett Trio en tilstedeværelse i testrummet, som minder mere om rent faktisk at være til koncert. Den fyldige klang fra kontrabassen, tyngden i slagene på trommerne og den dybe klaverklang – alt sammen rykket godt frem i lydbilledet. Pat Methenys bløde guitarlyd fyldte rummet foran højttalerne, og det lød så tæt på, at man næsten kunne røre ved guitaren.

Mcintosh MA352 3 scaled 1
Hovedtelefonudgangen er faktisk rigtig god. (Foto: McIntosh)

MA352 elsker at spille højt. Jeg måtte skrue lidt ned for Bob Dylan, da mundharmonikaen pludselig lød for skarpt, men da var det også så højt, at jeg ikke kunne høre lyden af foden, der stampede takten.

Den fornemme indspilning Stille natt med Sondre Bratland og Iver Kleive fra fødselskirken i Bethlehem voksede næsten ud af rummet, og med MartinLogan-højttalerne fik jeg en enorm dybde i lydbilledet.

Vokaler – og mellemtone generelt – har længe været et område, hvor McIntosh-forstærkerne stråler lidt ekstra. Også her. Det spiller ingen rolle, om det er Bob Dylan eller Kari Bremnes. Vokalklangen er varm og fyldig med en nydelig klangbund, og fokus er godt over hele mellemtoneområdet.

Vi skal heller ikke glemme pladespillerindgangen. Den er langtfra bare klasket på, og på vores testeksemplar af Pro-Ject 1 Xpression lød den Ortofon-fremstillede MM-pickup så klangfuldt, som vi ved, den kan.

Carla Bley Big Band lød nøjagtig som det skal lyde. Kraftfuldt, dynamisk og fyldigt. Hovedtelefonudgangen drev vores Sennheiser HD 660S uden problemer, og forstærkerens potente basdynamik skinnede også igennem her.

Konklusion

McIntosh MA352 passer ikke til alle. Der findes andre forstærkere i samme klasse, som har flere indgange, DAC, indgang til MC-pickup og meget andet. Men der er ikke mange, der lyder så sejt og medrivende, og samtidig har finesse nok til at få både klangnuancer og detaljer frem.

De, der primært spiller CD’er og LP’er og måske har en separat netværks-streamer, har ikke brug for flere indgange og kan i stedet glæde sig over en sjælden spilleglæde fra en forstærker, der ikke ligner så meget andet.

Karakter
McIntosh MA352
High End
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

1 kommentar til “McIntosh MA352”

  1. Jeg har med stor interesse læst anmeldelserne af hhv. Ma352 og Rotel Michi. Begge godt anmeldt af Lasse.
    Ma352 får 5 stjerner. Mangler den sidste stjerne pga. den ikke har DAC eller mangler den noget musikalt? Og hvor adskiller Rotel Michi sig fra Ma352 lydmæssigt?

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset