TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: McIntosh MA7200

Muskuløs ­multikunstner

Hvis du har brug for en kraftig forstærker med DAC og mange indgange, så er svaret her.

Af / 27/11/2019 - 11:12
McIntosh MA7200

Lyd & Billede mener

  • Fantastisk medrivende lyd i en vellykket allround-pakke af en forstærker, der er bygget til at spille på hvad som helst og til evig tid.
  • Stor og tung. Mangler streaming.

Hold godt fast i armlænet, for denne forstærker blæser dig med fornøjelse ud af sofaen, og den gør det med stil. Som McIntosh-forstærkere har for vane at gøre.

MA7200 står lidt i skyggen af den mægtige flagskibsforstærker MA9000, der med sine 300 watt effekt kan vække de døde og kickstarte en 747. Men efter at have hørt lillebror med “kun” 200 watt effekt er vi tilbøjelige til at mene, at den er et endnu bedre køb end storebror.

Den har måske nok mindre effekt, men er konstrueret på samme måde, med McIntoshs massive autoformere og et balanceret kredsløb. Den anvender det samme 32 bit DAC-modul, den har phono-indgang til både MM- og MC-pickupper, den har i alt 14 lydindgange, og den har en meget vellydende hovedtelefonudgang.

Den større MA9000 har flere indgange, et lidt mere avanceret phono-trin, ottebånds equalizer, endnu flere indgange og mere effekt, men den koster også næsten 50 procent mere.

Det gør MA7200 til et bedre køb, for den lyder præcis ligesom den store forstærker, og jeg tror, at de færreste vil lægge mærke til nogen forskel i effekt mellem de to. Medmindre de har nogle meget ineffektive højttalere, som kan have godt af en forstærker med masser af muskler.

Annonce

Men det sprudler også af spilleglæde fra lillebror, som har bas- og diskantkontrol i stedet for EQ og mangler de store håndtag, som den over 10 kilo tungere og endnu større MA9000 er udstyret med.

MA7200 Bak 64725
Udskifteligt DAC-modul og indgange nok til de fleste. Foto: McIntosh

Alt undtagen streaming

De to McIntosh-forstærkere stiller op i sværvægtsklassen, hvor konkurrencen er benhård. Man kan få en Devialet Expert 220 Pro til samme pris som en MA7200, den glimrende Ayre EX-8 – også med DAC – er i samme prisklasse, og der findes Naim-kombinationer, som kan udfordre den på lydkvalitet. Men ikke på antallet af tilslutninger.

McIntosh-forstærkeren vil dække manges behov. Den har dog ikke streaming, men har fire digitale indgange, USB, en indgang til McIntosh CD-transporter med MCT-indgang (SACD/DSD), en balanceret og fem ubalancerede indgange samt indgang til henholdsvis Moving Coil- og Moving Magnet-pickupper.

Mens MM-indgangen er sat til 47 kilo-ohm belastning, kan MC-indgangens belastningsimpedans indstilles til 50, 100, 200, 400 eller 1000 ohm. Meget fleksibelt og ypperligt for alle med en pladespiller, især med MC-pickup.

Siden MA7200 kom i 2017, har McIntosh lanceret et opgraderet DAC-modul – DA2 – med en nyere processor, HDMI og opgraderet kredsløb. Den kan erstatte DA1, der findes i nyere integrerede McIntosh-forstærkere, også i denne, men det skal gøres af en forhandler.

Det modul, der sidder i MA7200, er bygget op omkring en ottekanals 32 bit/384 kHz, der understøtter lydfiler op til 32/384, DSD256 og DXD384, mens de optiske og koaksiale digitalindgange understøtter op til 23 bit/192 kHz. Hvilket i praksis vil sige, at DAC’en kan tackle alle kommercielt tilgængelige lydformater.

Den er også klar til Roon, hvis man vil bruge den med en streaming-klient, der fungerer som server for ens streaming-abonnementer. Hvad enten man vælger PC/Mac eller en Nucleus-server med Roon.

MA7200 Front 64726
Klassisk McIntosh. Foto: McIntosh

Fuldt balanceret

Som de fleste McIntosh-forstærkere har MA7200 også såkaldte autoformere (transformatorer), som i praksis gør forstærkeren mere stabil og relativt ufølsom over for forskellig belastning. Kredsløbet er selvfølgelig balanceret – eller Quad Balanced, som det hedder – for at reducere støj og forvrængning.

Forstærkeren overvåges af en mikroprocessor, Power Guard dæmper klipning af signalet, og på udgangene sidder der en Sentry Monitor for at forhindre kortslutning.

Den har også noget, man ellers kun ser på rørforstærkere: Højttalerterminaler med 2, 4 og 8 ohm udgange. De er koblet til viklinger i autoformerne, så man kan “fortælle” forstærkeren, hvor lav en belastning højttalerne er. Det fungerer rigtig godt i praksis, og testparret Dynaudio Confidence 20 lød også allerbedst på 4 ohm udgangene.

Raffineret muskelbundt

En hurtig søgning på lydogbillede.dk viser, at vi selvfølgelig har testet flagskibet MA9000. Med topkarakter som resultat. Den langt billigere MA7200 lyder så meget magen til, at det er fristende bare at kopiere teksten fra MA9000-testen.

Man sparer mange tusind kroner, men mister nogle tilslutninger; resten ligner så meget, at det er skræmmende. Phono-trinet er lidt bedre på den dyrere forstærker, men man skal have en high-end pladespiller-rig for at kunne høre forskel. Og så er det måske mest interessant at gå efter et separat phono-trin.

De er ganske vist små, men de fantastiske standerhøjttalere R1 Arreté fra Audiovector lød som forventet himmelsk med McIntosh-forstærkeren. Det plejer Audiovector også at gøre, men her lød højttalerne større, bassen blev mere fysisk, og lydbilledet voksede, da jeg skiftede fra Hegel H190 til MA7200.

Som på mange andre McIntosh-forstærkere er klangen varm og behagelig, men den mangler bestemt ikke dynamisk snert. Den lyder aldrig kedeligt, og lyden bliver aldrig ulden, men heller ikke skarp.

Ayre EX-8 er lidt mere finmasket og analytisk, og skarpere fokuseret, men på MA7200 får man mere klangbund i store instrumenter som kontrabas, klaver og pauker. Men også i trompeter og vokaler. En gammel optagelse med sangerinden Sarah Vaughn og trompetisten Clifford Brown lød enormt levende på en anden favorit, Dynaudio Confidence 20. Som også trivedes vældig godt sammen med MA7200.

Forstærkeren tegner et digert lydbillede op. Det er måske ikke så grænseløst dybt, men bredden og formatet kan få selv små rum til at lyde som en koncertsal.

Selv med “kun” 200 watt er der masser af muskler til at holde højttalerne i stramme tøjler, selv når man spiller højt. For denne forstærker goes to 11 – og lidt til. Den leverer en strygerklang, der får hårene til at rejse sig på armene, og man kan formelig føle strengene få luften foran højttalerne til at vibrere.

MA7200 6 64723
Den er enorm og mere end kompetent. Foto: McIntosh

Konklusion

McIntosh MA7200 er en fremragende allrounder. Den kan drive de fleste højttalere; den slår fra sig i bassen, så det knager i knoglerne; og den har spandevis af raffineret lyd at byde på. Den kan simpelthen spille hvad som helst på hvad som helst bedre end de fleste.

Den mangler ganske vist streaming, men det er også det hele. Til prisen er det næppe muligt at finde en mere underholdende, mere vellydende og anvendelig integreret forstærker.

Karakter
McIntosh MA7200
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset