test: McIntosh MC1.25KW

Der er ikke meget, der kan sammenlignes med den mægtige dynamiske kontrol og den bundløse bas, som en virkelig kraftig forstærker kan besidde. Selv om det grænser til overkill for de fleste af os – for ikke at nævne de fleste højttalere – er der noget specielt ved lyden af en 1200 watt kraftig forstærker.

Ligesom med en superbil er man ikke forberedt på bundtrækket, når speederen trædes i bund. Skru to takker ekstra op for lyden, og du bliver presset tilbage i lænestolen på en måde, som selv de dyreste forstærkere næppe formår. Medmindre de har lige så mange kræfter som McIntosh MC1.25KW.

Med 1,2 kilowatt til rådighed, uanset hvilken slags højttalere man har, er der så meget at tage af, at dine ører – og højttalerne – giver op, længe før forstærkeren bliver ordentlig varm.

Det skal prøves, før man forstår det.

McIntoshs ny 1200-watter efterfølger den allerede legendariske MC1.2KW, og det meste er tilsyneladende ens. Men kun udenpå og knap nok dér.

Den grundlæggende opskrift er den samme. To vanvittig store transformatorer er hjertet i en massiv strømforsyning, som via et omfattende kondensatorbatteri forsyner kraftige udgangstransistorer med endeløse kræfter. Som sædvanlig bruges der autoformere – transformatorer – på udgangene, hvilket gør forstærkeren immun over for forskellige højttalerbelastninger.

Men alt, hvad der hedder kredsløb, komponenter og strømforsyning – selv køleribberne – er nyt på MC1.25KW.

Det hele styres af en mikroprocessor, der anvender Power Guard for at dæmpe klipning af signalet plus Sentry Monitor, som passer på udgangskredsløbene. Og kobler forstærkeren ud for at undgå kortslutning, hvis belastningen bliver for stor.

Det sker nu næppe her.

Konstruktion

Med en kampvægt på over 70 kg stykket og et rumfang som en mindre fryser kræver de godt med plads (man bruger to monoforstærkere til stereo). Men de bliver ikke særlig varme, og med et kabel kan man koble dem til en McIntosh forforstærker, så man ikke behøver at rode med forstærkerne for at tænde og slukke for dem. Alt styres med forforstærkerens fjernbetjening.

På bagsiden er der ind- og udgange til tilslutning af forforstærker og udgang til en ekstra effektforstærker, hvis man vil koble flere MC1.25KW sammen i en bi-amp-løsning.

Hos mig blev McIntosh-forstærkerne sluttet til et 16 ampere kredsløb, der kun bruges til anlægget. Men hver gang jeg tændte anlægget med fjernbetjeningen til en MC2600, gik sikringen. Løsningen var at koble fjernbetjeningen fra forforstærkeren og tænde dem individuelt.

Raffineret og brutal

På vores referencemonitors Dynaudio Contour 20 stod det hurtigt klart, at forstærkerne repræsenterer en ny generation af McIntosh-forstærkere. Den samme klædelige varme, den fyldige klang i mellemtonen og den bundløse bas er præcis som på MC1.2KW. Men den nye udgave lyder friskere, bedre opløst, strammere og mere luftigt. Der er flere klangfarver og nuancer i musikken med MC1.25KW i anlægget.

De meget større gulvstående Burmester B18 (test på vej) åbnede lydbilledet yderligere op i forhold til Contour 20 og har større rækkevidde i bassen. Med B18 tilsluttet voksede musikkens format selvfølgelig også. Paul Bleys album In the Evenings Out There med Gary Peacock, Tony Oxley og John Surman fik en forbløffende realisme med de to McIntosh’er og B18.

Der er noget ved den måde, forstærkerne præsenterer de dybeste toner i kontrabasser, trommer og flygler på, som giver musikken et langt mere troværdigt fundament. Det er for så vidt noget, større McIntosh-forstærkere er gode til, men ingen af dem lykkes på samme måde som disse.

“Portrait of a Silence” starter med en lang kontrabassolo, som ryster indvoldene, når man spiller højt. Selv på de små C20 kan man mærke bassen i mellemgulvet, men det, der virkelig imponerer, er hvor utrolig nuanceret det hele lyder. Samtidig er kontrollen og den dynamiske kontrast enestående. Måske det bedste, jeg har hørt.

“Goodnight Rose” fra Ryan Adams’ Easy Tiger har jeg aldrig hørt så krystalklart gengivet, helt uden forvrængning og samtidig så kontrolleret også på høj volumen. Trommerne gengives langt mere fysisk, end jeg er vant til, og jeg kan ikke komme på en forstærker, der i den grad kan spille kompleks musik så uanstrengt.

Samtidig er den ikke blottet for finesse og raffinement. Tryllefløjten og Cosi fan tutte gav mig fornyet interesse for Mozarts operaer. Simpelthen fordi der er et enestående organisk og ultraopløst lydbillede her, som slipper så meget mere af de underliggende nuancer fri, at musikken kommer meget tættere på lytteren.

Jeg har ganske enkelt ikke hørt magen.

Konklusion

Det er de færreste højttalere, der kræver 1200 watt fra forstærkeren, og det handler heller ikke om tophastighed her. Men om kontrol. Det har McIntosh MC1.25KW i læssevis. Samtidig er den både brutal og raffineret med en enestående evne til at skovle endnu mere dynamik ud, selv når man troede, at loftet var nået. Den mister aldrig grebet, måske lige bortset fra hvis man kombinerer meget krævende højttalere med et alt for stort rum.

Hvis du vil have dynamisk kontrol og de fineste nuancer, og er bange for at løbe tør for kræfter, er det denne forstærker, du skal have.

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.