TEST: McIntosh MC1502

McIntosh startede som så mange andre med rørforstærkere, men ligesom de fleste andre på det tidspunkt lavede de efterhånden flere transistorforstærkere end rørforstærkere.

Det var ikke så underligt. Den nye teknologi, som transistorer var i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne, var lettere at implementere, blev ikke så varm, og kabinetterne kunne bygges mindre. Transistorer havde ikke brug for så meget køling og fyldte mindre.

Men mange savnede den varme og fyldige klang fra rør og hævdede, at transistorer lød for hårdt og forvrænget. Med andre ord de samme indvendinger, som man hørte i 80’erne om CD’er kontra vinyl.

Så nogle fortsatte med rør og gav sig i mindre grad af med transistorbaserede forstærkere.

Men ikke McIntosh. Under japansk ejerskab i 80’erne var fokus på transistorer, og de store rørforstærkere forsvandt efterhånden fra kataloget. Først da visse markeder aktivt begyndte at efterspørge McIntosh med rør, skete der noget, og den legendariske MC275 på 75 watt genopstod og er den dag i dag i produktion hos McIntosh i Binghamton, New York.

Den lange tradition med rørforstærkere har også givet os flere jubilæumsmodeller, bl.a. den nævnte MC275, og for ikke så længe siden fejrede McIntosh 70 år og udsendte forstærkersættet MC2152 og C70. Begge med rør.

Med et begrænset antal sæt tog det ikke lang tid, før de var udsolgt. Men McIntosh holder interessen oppe med et sæt mere civile udgaver med samme teknologi, pakket ind i de klassiske kabinetter i skinnende krom og sort.

MC1502 er baseret på MC2152, men kulfiber har veget pladsen for krom i det klassiske McIntosh-design, hvor de lydmæssige egenskaber dog er bevaret.

150 watt fra fire KT88-rør

Det er en massiv forstærker, der måler omkring en halv meter i dybden, vejer over 50 kilo og kræver sin plads. Ligesom MC2152 og stort set alle andre McIntosh-rørforstærkere har den også autoformerne på udgangene – Unity Coupled Circuit, som er transformere med viklinger og tilhørende udgange til 2, 4 og 8 ohm højttalere.

Derfor leverer forstærkeren samme effekt uanset udgang, og det får den fra fire underkølede KT88-vakuumrør, der drives af fire 12AX7A- og fire 12AT7-rør, som kan tildækkes med et sortlakeret gitter for bedre beskyttelse. Man kan dog stadig se rørene og tændingssekvensen, hvor de skifter fra orange til grøn, mens de varmes op, og forventningerne stiger.

Lysene kan i øvrigt slukkes fra fronten.

På bagsiden er der både balancerede og ubalancerede indgange og små minijack-stik, så man kan koble den sammen med en McIntosh-forforstærker, så begge tænder samtidig, når man tænder for en af dem.

Forstærkeren er beskyttet af McIntoshs Sentry Monitor, som kobler udgangene ud, hvis den registrerer, at de er presset til grænsen for, hvad kredsløbene kan tåle.

Mægtigt lydbillede

På sin vis er forstærkeren resultatet af, at man har slået to MC275 monoforstærkere sammen, som yder 2 x 150 watt, men McIntosh siger, at ændringer i bl.a. autoformerne gør MC1502 i stand til at præstere et meget bedre signal/støj-forhold – 112 mod 105 dB – hvilket reducerer støj betragteligt og giver musikken en dybere sort baggrund, der ikke overskygger klangfarver og detaljer i samme grad.

Det er der ingen grund til at betvivle, for den er stille som graven, når strømmen er tændt, men spiller som en damptromle, når musikken starter.

På små højttalere som f.eks. Audiovector R1 Arreté – en af vores favorit-standerhøjttalere – skabes et sjældent velvoksent lydbillede, hvor f.eks. en kontrabas kommer rigtig godt frem i lydbilledet. Uden at man føler, at det bliver for meget af det gode.

Hvis man slutter et par større højttalere til, vokser lydbilledet selvfølgelig, og man kan mærke, at bassen får mere rækkevidde. Større højttalere end JBL Synthesis 4367 (test på vej) havde jeg ikke til rådighed i testperioden, men pyt, det må gå, tænkte jeg. JBL og McIntosh har traditionelt været en god kombination og var det også her.

De store 15-tommere kræver en jernhånd, der tager kontrol over bassen. Selv om højttalerne er lette at drive, er det ikke det samme som, at de er lette at kontrollere.

Heldigvis sad partnerskabet som støbt, og det er ikke ofte, jeg kan mærke musik på samme fysiske måde uden at være til koncert.

Det fungerede rigtig godt med alt, hvad jeg smed på afspilleren. Live-optagelserne på Up For It med Keith Jarrett Trio gav umiddelbar jazzklubstemning, og jeg sværger på, at jeg kunne lugte fadøl og en snert af cigaretrøg i rummet.

MC1502 har stålkontrol over 15-tommerne og spiller med glæde både højt og klart, på grænsen til at ørerne begynder at bløde. Den leverer klangfarver med et tiltalende anstrøg af varme uden at overskygge detaljer eller nuancer, som mange bilder sig ind, at rørforstærkere ofte gør.

Hvis man presser forstærkeren til et niveau, hvor man ikke kan være i rummet, kan man mærke, at der er endnu bedre kontrol i transistorforstærkere som MC462 eller MC312, men McIntosh MC1502 styrer højttalerne med en dirigents præcision sammenlignet med et par MC275.

Den naturligt klingende varme og forstærkerens evne til at give selv subtile nuancer plads i lydbilledet er stærkt vanedannende. Overgangen til en anden forstærker kræver tilvænning, for den digre McIntosh-forstærker er noget af det mest naturtro og medrivende, jeg har hørt med rør i meget lang tid.

Konklusion

McIntosh MC1502 vil gå over i historien som en af deres klassiske forstærkere på linje med MC275. Den kombinerer brutal kontrol og mængder af kraft med både åbenhed og raffinement.

MC1502 er potent nok til at drive de fleste højttalere og vil bare lyde bedre, jo mere den får at arbejde med. Den er så stabil, at den næsten er umulig at knække, og med den kan man sparke liv i selv det mest anæmiske anlæg. Hvis man har pladsen og budgettet til det.