Test: McIntosh MC462

Den er stor og mægtig og har uendelige kræfter. Det er måske den mest anvendelige forstærker, de laver, uanset om man har brug for al effekten. For McIntoshs kraftigste stereo-effektforstærker har ingen mangler overhovedet.

Bortset fra at den er temmelig dyr, er der intet at udsætte på MC462.

Jo, selvfølgelig kan den ikke lige snige sig ind i et IKEA-møbel. Det sørger massive transformatorer for, som både rager op og tipper vægten over på den tunge side af 50 kilo. Men det er der altså gode grunde til, hvis man spørger McIntosh.

Som har været i gang længere end de fleste. De har netop rundet 70 år. Syv årtier med forstærkere og efterhånden også højttalere, hvoraf flere for længst har opnået legendestatus.

Bedst kendt er måske MC275, den 75 watt kraftige rørforstærker, som bortset fra en pause på nogle år har været i produktion, siden vi alle havde sort-hvide fjernsyn.

Mere kraft

Den viser, at man ikke behøver flere hundrede watt effekt. I hvert fald ikke altid. Men dengang, i rørforstærkernes guldalder, var de fleste højttalere relativt lette at drive. Følsomheden var høj, gerne over 90 decibel med kun 1 watt tilført effekt, og delefiltrene i højttalere var simple konstruktioner. Som ikke slugte al strømmen.

Mens så skete der noget i slutningen af 1970’erne. Højttalerkonstruktionerne blev mere komplekse, og flere spoler og enheder førte til, at følsomheden faldt. Højttalernes modstand varierede vildt med frekvensen, og de komplekse delefiltre skabte også “interessante” fasevinkler.

Det gav et behov for mere effekt, og forstærkerne blev større, tungere og dyrere. Men ikke nødvendigvis bedre.

Fuldt balancerede kredsløb

Den 450 watt kraftige McIntosh-forstærker er i stand til at drive de mest komplekse højttalere med lethed. Ikke kun fordi den har store mængder af kraft, men også fordi den er konstrueret til at være noget nær immun over for varierende impedans og fasevinkler.

Den bruger nemlig samme type autoformere med et enormt kondensatorbatteri som de langt kraftigere monoforstærkere, vi tidligere har testet fra McIntosh. MC611 på 600 watt og MC1.25KW på 1200 watt.

Men ren effekt er som bekendt ikke alt. Der skal også dynamik til, og McIntosh siger, at MC462 har 66 procent bedre dynamik end forgængeren, og opgiver den dynamiske loftshøjde til 3 dB (op fra 1,8). Det er rigtig godt.

Forstærkeren er fuldt balanceret, eller Quad Balanced, som de kalder det, hvor støj og forvrængning annulleres. Ifølge McIntosh.

Som sædvanlig for en McIntosh våger en mikroprocessor over forstærkeren, og den har Power Guard, som dæmper klipning af signalet, mens en Sentry Monitor passer på udgangene for at undgå kortslutning.

Så er man på den sikre side.

Mægtig og musikalsk

Selv om det er et stykke tid siden, vi testede forgængeren MC452 – med samme opgivne effekt – er det forbløffende, hvor meget kraftigere MC462 opleves. Det er ikke kun basdynamikken, der er mærkbart bedre; dynamikken stråler også meget mere, og forstærkeren virker hurtigere og har hørbart bedre kontrol.

Forstærkeren erstattede et par MC611 i anlægget, og med hånden på hjertet må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at høre forskel. De to monoforstærkere er ganske vist kraftigere, men stereoforstærkeren har samme varme klang – og er rig på skarpt fokuserede detaljer.

Det giver koncertoptagelser en usædvanlig realistisk fremstilling, hvor man nemt opnår et format, der er med til at skabe en troværdig oplevelse. Uanset om det er Keith Jarrett Trio live eller Puccinis La Boheme med Luciano Pavarotti og Mirella Freni samt Karajan som dirigent. Hvor musikken fremstår med en pragtfuld tredimensionel dybde.

Den har nærmest ubegrænset dynamik, i praksis kun begrænset af højttalerne, og Mozarts Requiem lyder fyldigere og mere levende her end med Ayre VX-R og mere dynamisk end med Audio Research VT80, som har rør.

Klangmæssigt hælder den mod varmere lyd, men ikke som ældre McIntosh-forstærkere gør. Lydbilledet er langt mere åbent, meget skarpere fokuseret, og det har en endeløs detaljerigdom. Samtidig udmåler den dynamikken helt uanstrengt, selv når jeg spiller højt. Bassen opleves som meget mægtigere end fra f.eks. Mark Levinson No.532H, og den dynamiske kontrast er mere naturlig og levende end fra selv Gryphon Diablo 300.

Konklusion

Hvis jeg skulle vælge fra øverste hylde, ville McIntosh MC462 være på top 5-listen over forstærkere, som jeg kunne leve resten af livet med. Den gør alt rigtigt og intet forkert, er bygget til at holde i generationer og lyder fantastisk, uanset hvad du byder den af højttalere. Den er ikke just billig og fylder meget, men noget må man altså ofre for at lande på i hvert fald én af komponenterne i anlægget.