Test: McIntosh MC611

I München er der hvert forår en lille messe for menigheden. Altså dem, der er særligt interesseret i high-end hi-fi. Her finder man et udvalg af hi-fi, der næppe har sin lige noget andet sted på kloden. Man finder også en stor koncentration af lidenskabelige hi-fi-entusiaster, musikelskere og konstruktører.

Måske flere end noget andet sted.

High End-messen, som den hedder, har vokset sig så stor, at den anses for at være den mest betydningsfulde lydmesse i verden. Både for konstruktører og kunder. De ca. 20.000 besøgende kan frit lytte til, hvad de vil, fra over 500 udstillere, og udvalget af hi-fi er mildt sagt broget.

Her finder man alt mulig mærkeligt – fra tonearme udviklet ud fra violinbuer over pladespillere store som traktorer til hornhøjttalere på størrelse med et kollegieværelse.

Man finder også både små rørforstærkere på 3 watt og massive kraftværker i kilowattklassen.

600 watt – i hver kanal

Årsagen til den store mangfoldighed er, at der blandt de 20.000 besøgende er meget forskellige behov, præferencer og ikke mindst budgetter. Rør- og hornfans trækker bare på skuldrene af forstærkere som denne: McIntoshs nye MC611 – en mono-effektforstærker med 600 watt effekt.

For andre er den lige i øret. Den enorme effekt og de store strømreserver er netop, hvad man har brug for til store højttalere med mange enheder, der sluger strøm.

Det er bl.a. denne kundegruppe, de største McIntosh-forstærkere er udviklet til. Men ikke kun dem. For selv om man ikke har specielt tungtdrevne og strømkrævende højttalere, er der noget ved den dynamiske kontrast i muskelforstærkere som MC611, der skaber magi.

Konstruktion

Forstærkeren er baseret på den samme opskrift som den 1200 watt kraftige MC1.25KW, som vi også har testet for nylig. Forstærkeren har nemlig samme type autoformere, to store transformatorer og et kraftigt kondensatorbatteri, som leverer enorme mængder af strøm til udgangstransistorerne. Her er effekten skaleret ned til 600 watt, men med autoformerne skulle MC611 være lige så immun over for forskellige højttalerbelastninger.

Ligesom på storebror er alt, hvad der hedder kredsløb, komponenter og strømforsyning, nyt i MC611. Sammenlignet med forgængeren MC601 skal den dynamiske loftshøjde være 55 procent bedre. Altså fra 1,8 dB til 2,8 dB. Det lyder ikke af så meget, men det kan mærkes.

En mikroprocessor passer på driften, og McIntoshs Power Guard dæmper klipning af signalet, mens Sentry Monitor passer på udgangene og kobler forstærkeren ud, hvis belastningen bliver for stor. For at undgå kortslutning.

Så er man på den sikre side.

Opsætning

Forstærkerne (man skal bruge to monoforstærkere) er mindre og næsten 30 kilo lettere end de monstrøse MC1.25KW, hvilket gør dem lettere at få plads til. Jeg placerede dem, præcis hvor MC1.25KW havde stået, og koblede dem til forforstærkeren McIntosh C2600 (med DAC), som igen havde en Mac med Tidal HiFi, en McIntosh MT450 cd-transport og Technics SL-1000R med diverse pickupper tilsluttet.

Det er det samme setup, som blev brugt på MC1.25KW med 1200 watt, ligesom de samme højttalere – vores reference-monitors Dynaudio Contour 20, de gulvstående Burmester B18 og senere også Yamaha NS-5000 – blev brugt sammen med 600-watterne.

Jeg må indrømme, at jeg var spændt på, hvor stor forskellen var, når 1200 watt blev erstattet af 600 watt. Overgangen viste sig at være smertefri. Til at begynde med troede jeg, at jeg hørte en lidt bedre koncentreret bas, men efter noget tid viste det sig bare at være indbildning.

Musikalsk perfektion

I praksis var der næsten ingen lydmæssige forskelle. Ikke før jeg skruede så højt op, at jeg knap nok kunne være i rummet. Så havde de store 1200 watt MC1.25KW flere kræfter at øse ud af, men forskellen var ikke stor.

De lydmæssige kvaliteter er i alle andre henseender identiske. Den samme varme klang, den pragtfuldt opløste mellemtone og dybden i musikken er præcis magen til. Det samme gælder den kælderdybe bas og ikke mindst kontrollen i bassen. På Paul Bleys In the Evenings Out There (med Gary Peacock, Tony Oxley og John Surman) lød bassen præcis lige så stram og dynamisk som med de større forstærkere.

Jeg kunne heller ikke høre nogen forskel på live-optagelser med koncertflygel. Det enorme format i 3D skaber en skræmmende realistisk illusion af Keith Jarrett siddende bag Steinway-flyglet i en rigtig koncertsal. Forstærkerne gør et fænomenalt stykke arbejde med at få atmosfæren på optagelsen frem, og dybden i de laveste toner fra en koncertflygel ryster indvoldene, for det er sjældent, man hører de laveste frekvenser fra et Steinway så godt (medmindre man selv sidder bag det).

Det her er så tæt, man kan komme på lydmæssig perfektion fra en forstærker, efter min mening. Nogle vil foretrække en køligere lydbalance, andre måske endnu mere varme, men jeg kan godt lide, at den fyldige klang kombineres så uanstrengt med en høj grad af gennemsigtighed og detaljerigdom. Det bedste fra begge verdener, hvis du forstår.

Strygere og operastemmer er f.eks. noget af det mest krævende at gengive korrekt. Sammen med Yamaha NS-5000 skabte MC611 nogle bevægende øjeblikke under afspilningen af Puccinis La Boheme med Luciano Pavarotti og Mirella Freni og Herbert von Karajan som dirigent.

Med absolut kontrol over den ekspansive dynamik fra orkesteret gav forstærkerne strygerne sjæl og vokalerne vinger. Ikke én forkert betoning, og samtidig kunne jeg spille skræmmende højt, uden at det lød ubehageligt.

Konklusion

Du sparer næsten 100.000 kroner ved at vælge et par McIntosh MC611 i forhold til MC1.25KW. Jeg vil påstå, at det er et kup, for alt er relativt, som man siger.

For mange af de entusiaster, der ofte er at finde i München om foråret, er der ingen tvivl. Man får nemlig den samme lydkvalitet her, og med 600 watt effekt i hver kanal vil de fleste have mere end rigeligt. Undtagen dem med de mest ekstreme højttalere. Her findes der så et alternativ med 1200 watt. For alle os andre vil McIntosh MC611 være et bedre valg.