: McIntosh MP100

Engang var det ikke så svært at koble sin pladespiller til anlægget. Alle forstærkere havde trods alt indbygget pladespillerforstærker. Du ved – den, der kun kan bruges til pladespillere, fordi den har en særlig tonekurve, der ikke fungerer med andre lydkilder. Såsom cd.

Det var såre simpelt, og dem, der gik mere op i god lyd end de fleste, købte gerne en separat pladespillerforstærker. Som de sluttede til en af de almindelige indgange på bagsiden af forstærkeren.

Men efterhånden som pladespillerne gradvis forsvandt fra butikshylderne, forsvandt pladespillerindgangene også fra forstærkerne. I nyere tid er de blevet erstattet af digitale indgange, så folk kan slutte digitale lydkilder som f.eks. kabel-tv-modtageren, tv’et og den bærbare til anlægget.

Forudsat at forstærkeren har både digitale og analoge kredsløb. Men hvad gør man, hvis den nye forstærker kun har digitale lydindgange, og man har set lyset og købt sig en grammofon?

Løsningen for både nyfrelste vinylelskere og vinylveteraner er en pladespillerforstærker med digitale udgange. Noget, der hidtil har været umuligt at finde. Men det findes nu. Den nye McIntosh MP100 er noget så sjældent som en pladespillerforstærker med indbygget analog-til-digital konverter (ADC).

Det er McIntoshs allerførste separate pladespillerforstærker, huset i samme kompakte chassis som den fremragende streaming-forstærker MB50. Og lavet til entusiaster, der har brug for bedre lyd fra pladesamlingen, og med de sædvanlige analoge udgange på bagsiden. I både ubalanceret og balanceret form (XLR).

ADC
Her hører ligheden med andre pladespillerforstærkere så også op. For indeni sidder der en analog-til-digital konverter, godt skærmet fra de svage analoge signaler fra RIAA-trinet. Altså det omvendte af en DAC, der forvandler digitale signaler til analoge.

Så du kan slutte MP100 til som almindelig pladespillerforstærker – RIAA-trin, som de indviede kalder det – eller direkte i en DAC. Enten separat eller i DAC’en i forstærkeren, som så bliver modtageren. Ganske praktisk.

Ud over de to analoge udgange – der ikke har volumenjustering – har MP100 tre digitale udgange. En optisk, en koaksial og en USB. Den sender et højopløst 24 bit/96 kHz signal i PCM-format (det samme som cd) direkte i en DAC. Den tackler alle DAC’er, og via USB-porten kan den sættes til en bærbar eller stationær computer. På den måde kan du rippe og digitalisere dine lp’er. Eller smide dem over på mobilen.

Kan du se? Jeg sagde jo, at den var praktisk.

Den har også to pladespillerindgange, og der kan være to tilsluttet samtidig. Hvis den ene vel at mærke har MM- og den anden MC-pickup. De to har nemlig meget forskellig udgangsspænding og kræver forskellig forstærkning.

Variabel pickuptilpasning
Forstærkeren passer til de fleste pickupper, måske med undtagelse af MC-pickupper med ekstremt lav udgangsspænding. Forstærkningen er opgivet til 60 dB for MC og 40 for MM, og du kan ikke selv justere gain.

Men du kan tilpasse kapacitansen for MM i trin – 50, 100, 150, 200, 300 og 400 pF (picofarad) – på fronten. Det er vigtigt at sørge for den rigtige værdi, eller så tæt på, man kan komme, ellers lyder det underligt.

Kapacitans er ikke så vigtigt for MC-pickupper – den ligger normalt fast på 470 pF – men belastningsmodstanden er meget vigtigt. Den kan stilles til 25, 50, 100, 200, 400 og 1000 ohm. Det skulle række til de fleste MC-pickupper, jeg kan komme på.

På en knap på fronten kan man til skifte til mono, hvilket dæmper støjbilledet lidt, hvis man spiller monoplader, og på en anden kan man dæmpe signalet på digitaludgangene for at undgå overstyring.

Fremragende og forførende
Og det lyder godt. Forbandet godt. Især når MP100 sluttes til en separat DAC, men også fra de analoge udgange.

Klangbalancen er relativt neutral med et strejf af varme, men uden nogen hørbar afrulning i bund eller top. Den har ikke noget filter, hverken aktivt eller passivt, men der kommer forbløffende lidt støj ud af selv de analoge udgange. Fra den optiske udgang er der ingen hørbar støj, bare et endeløst sort mørke, der farves af musikkens mange facetter.

Mens den analoge udgang – den balancerede er i øvrigt bedst – giver et stort og dybt lydbillede, hvor det føles, som om man hører musikken fra 20. række, så flyttes man frem til 10. række, når lyden kommer fra de digitale udgange. Her er dynamikken også bedre, med større dynamisk kontrast især i bassen.

Keith Jarretts klaver på indspilningen af hans Köln-koncert lyder større og leveres med dybbas via de digitale udgange. Den nye 2L-indspilning med Trondheimsolisterne, Reflections, fremstår ekstremt rig på detaljer. Disse dæmpes lidt via de analoge udgange.

McIntosh-forstærkeren leverer et klippefast lydbillede med et veldefineret stereoperspektiv. Der er god dybde i lydbilledet, og diskanten er både luftig og gennemsigtig.

Det er lidt svært at sammenligne med andre pladespillerforstærkere – og DAC’er, for den sags skyld – fordi kombinationen af RIAA-trin og A/D-konverter mildt sagt er sjælden.

Min oplevelse af MP100 er, at lydkvaliteten absolut er på højde med den fine Rega Aria, et dejligt lille RIAA-trin (analogt selvfølgelig), som koster godt det halve af McIntosh. Men når vi tilføjer digitaldelen (A/D-konverteren), er prisen på MP100 pludselig ikke så ueffen.

To fluer med ét smæk
Hvis du har brug for en bedre pladespillerforstærker, er McIntosh MP100 en interessant og frem for alt vellydende mulighed. Skal forstærkeren sluttes til en DAC, er MP100 næsten selvskrevet, for med indbygget A/D-konverter er den en unik problemløser. Som også lyder fremragende. Især koblet til en rigtig god DAC.

At den kan tackle de fleste pickupper, gør den meget alsidig. Det eneste, den mangler, er volumenkontrol, men det er overflødigt for dem, der kun skal bruge de digitale udgange.