: McIntosh MT5

Selvfølgelig er der forskel på McIntosh MT5, som vi tester her, og MT10, som vi testede sidste år. MT5 er 20.000 kroner billigere, men man mister meget lidt lydkvalitet. Pladespilleren er meget lig storebror, men der er sparet flere steder. Bl.a. er vægten reduceret med fem kilo, fordi chassis og akryltallerken er mindre og lettere.

Tonearmen og MC-pickup’en er også en smule enklere, men både arm og tallerken er monteret i keramiske lejer med magnetisk ophæng for at minimere friktion. Ligesom på MT10 til 85.000 kroner.

Den remdrevne akryltallerken hviler på et keramisk leje med et magnetfelt, der løfter tallerkenen ved hjælp af små neodymmagneter for at reducere friktionen, når den roterer. Tonearmen deler konstruktion med armen på MT10 og bruger et armrør i duraluminium, som er monteret horisontalt og vertikalt i safir/keramik-ophæng.

På armen sidder en MC-pickup med elliptisk slebet nål og 2,5 volt udgangsspænding. Med 1000 ohm belastningsimpedans passer den til de allerfleste pickup-indgange, der er tilpasset MC-pickup’er.

Såsom MC-indgangen på MA8000.

Analogt
Lyden fra pladespilleren er afslappet og naturlig, men kan overraske med en forbavsende umiddelbar dynamik. Som på Jan Gunnar Hoffs klaverindspilning Living, hvor man bliver revet med af den dynamiske kontrast og bades i den nydelige, raffinerede klang. Og hvor det store instruments klangbund kommer bedre frem end med mange andre pladespillere, vi har testet.

Måske er det mest overraskende den måde, MA8000 gav liv til ældre analoge optagelser på. João og Astrud Gilbertos samarbejde med saxofonisten Stan Getz er velkendt materiale, som jeg sjældent har hørt så levende gengivet som her. Den dynamiske kontrast, når saxofonen pludselig kommer ind på klassikeren Girl from Ipanema, er forbavsende god.

En indspilning fra 1960’erne med Wolfgang Schneiderhan, der spiller Beethovens violinkoncert i D-dur sammen med Berlinerfilharmonikerne, var en ren nydelse. Og et bevis på, at god musik kan bevæge, når den formidles med entusiasme og god teknik. Et vellykket samspil altså, mellem afdøde Wolfgang Schneiderhan og den nye McIntosh-pladespiller.

Som jeg synes er en god kandidat til din næste pladespiller. Bedre skudsmål kan den ikke få.