: McIntosh XR50

De vinder nok ikke nogen designpriser, men det er sjældent, at vi har haft så meget sjov som med disse McIntosh-højttalere. De to gulvmodeller – XR100 og XR200 – er en ren fest at lytte til, men de er store, tunge og meget dyre. Derfor var vi selvfølgelig meget nysgerrige efter at finde ud af, hvor gode de meget mindre og billigere XR50 er.

For det drejer sig om kompakthøjttalere, der kan stå på et bord, en hylde eller på et par stativer, men bygget over samme læst som de store gulvmodeller. En meget fristende opskrift ifølge vores erfaring. Der er bare én hage ved dem …

Ufølsomme kompakter
De er sørgeligt ineffektive. At små højttalere har begrænset lydtryk og dybbas, ligger i sagens natur. Men det er ikke alle, der er klar over, at kompakthøjttalere som regel kræver mere kraft for at spille med et vist lydtryk. Siden vi måler lydtryk i decibel, opgives højttaleres effektivitet ligeledes i dB. Hvis der f.eks. står 90 dB i en højttalers specifikationer, betyder det, at 1 watt effekt (som regel i 8 ohm) giver et lydtryk på 90 dB målt fra en meters afstand.

Tallet 90 er ikke tilfældigt valgt, for mange højttaleres effektivitet ligger omkring de 90 dB. Hvis producenten f.eks. siger, at højttalerens følsomhed er 87 dB, så betyder det, at man må have mere effekt end 1 watt for at få lydtrykket op på 90 dB.

Decibel og impedans er dog ikke alt. Fasevinkler, frekvensgang og andre aspekter er også vigtige.

McIntoshs kompakte XR50 opgives til at have en følsomhed på 81 dB (!). På papiret betyder det, at man kan glemme alt om forstærkere med lav effekt, uanset hvor stor strømforsyning og tomgang de har. Disse småkræ kræver meget kraft for at give noget tilbage til lytteren.

Konstruktionen er ikke voldsomt kompliceret. Den adskiller sig dog fra de fleste kompakthøjttalere ved, at den er trevejs, med et 15,2 cm bas-element og en 1,9 cm diskant flankeret af to 5 cm mellemtone-elementer. Med titaniumbelagte membraner.

Læg mærke til de to knapper, der står Power Control på. Hvis man har en McIntosh-forstærker og en lang mini-jack ledning, tændes lyset i logoet på højttalerne, når man tænder forstærkeren.

Ordentlig bas med en ordentlig forstærker
Derfor var det med en vis skepsis, at jeg pakkede højttalerne ud og satte dem til at spilles ind. Siden de har basrefleksport på bagsiden, fandt jeg ud af, at de ikke burde stå for tæt på bagvæggen, medmindre jeg ville have et løft i bassen. Hvilket slet ikke er nødvendigt, opdagede jeg hurtigt.

For disse små højttalere kan virkelig rocke. Den 25 watt kraftige Quad II rørforstærker, som jeg prøvede dem med, spillede nydeligt sammen med XR50, men der var ikke meget tryk på. Med McIntosh MHA100 på 50 watt blev det meget sejere, og det var muligt at få lydtrykket op på et realistisk niveau. For en sikkerheds skyld prøvede jeg også McIntoshs 300 watt integrerede forstærker MA8000, der virkede som en massiv hjertestarter for dynamikken i musikken.

Sammenlignet med Sonus faber Olympica I vinder McIntosh-højttalerne ingen skønhedskonkurrencer. De er heller ikke lige så raffinerede eller gennemsigtige i mellemtonen, men de er afgjort mere livlige.

Ikke kun fordi de kan spille højt med overbevisning, men fordi de gør det med en ubesværet lethed, og de er forbandet gode til at give en illusion af, at de er meget større, end de egentlig er. For bassen er både kraftig og dyb. På en helt anden måde, end man skulle forvente af 43 cm høje højttalere. Flad hånd på en guitarkasse, stortrommer, lilletrommer og basgange er alt sammen meget til stede i lydbilledet. Samtidig er bassen hverken hård eller blød, snarere fed.

Klangen hænger længe i luften, især i mellemtonen, som er åben og gennemsigtig. Selv diskanten er tilstrækkelig opløst til, at man føler, man sidder foran high-end højttalere.

Men man har brug for en potent forstærker for at få mest muligt ud af de ineffektive højttalere. En Hegel H160 eller Bladelius Thor III til omkring 20.000 kroner er et godt sted at starte.

Klaverlyden på Jan Gunnar Hoffs Living (fra 2L) er stor og mægtig fra de små højttalere, og stereoperspektivet er klippefast. Det spiller ikke nogen rolle, om jeg skifter til Howlin’ Wolf eller Frank Sinatra; musikken har en forbløffende live-fornemmelse og lyder aldrig klinisk, plasticagtig eller steril.

Jesca Hoops glasklare vokal på “City Bird” får en dejlig klangbund, men de små nuancer ikke er lige så meget til stede i lydbilledet som på Sonus faber Olympica. Og mens basgangen på Southside Johnnys “Down Down Down” hamres ud i rummet, bliver det lidt kaotisk med blæsere og vokal oven i hinanden på XR50.

Men de lyder alligevel ikke hårdt, påtrængende eller spidst. Mærkeligt nok kan de presses meget, før de begynder at lave unoder. Hvis man vel at mærke har en seriøs forstærker.

Så hvis du har brug for små højttalere med mere end en antydning af dybbas, er de små McIntosh et bedre valg end Olympica i denne klasse.

Konklusion
Man kan mene, hvad man vil, om McIntosh XR50’s design og udførelse. Uden de magnetiske stoffronter ser de næsten rå og ufærdige ud, og med fronterne på kan man mistænkte dem for at være billige højttalere fra en hvilken som helst butikshylde. Men når man skruer op for lyden og trykker på Play, får piben en anden lyd. Så står man over for nogle usædvanlig potente kompakthøjttalere, der kan sætte langt større højttalere i skammekrogen.

Med XR50 får man nogle af de sjoveste, sejeste og mest medrivende kompakthøjttalere, vi har testet i meget lang tid.