annonce
annonce
annonce
annonce

Stereoforstærker 2.0

Det gode, gammeldags stereoanlæg er på vej tilbage, men det skal kunne alle de moderne tricks.

I mange år har det stereoanlæg, som vi hi-fi-nødder voksede op med, lignet en udryddelsestruet art. I den ene ende af spektret har surround-anlæg med op til et dusin højttalere budt på helt nye rumlige oplevelser. Og i den anden har livsstils- og convenience-højttalere fyldt stuen med designvenlig monolyd.

Men nu vejrer stereoanlægget atter morgenluft. I hælene på vinylpladernes genkomst er det blevet socialt acceptabelt, ja endda attråværdigt at gøre musiklytning til et ritual. Et ritual, der gerne må kunne ses i indretningen.

Forstærkeren er anlæggets hjerte

Stereoanlæggets hjerte er forstærkeren. Som navnet siger, er dens opgave at forstærke de meget svage signaler, der kommer fra f.eks. en pladespiller, så de kan drive et sæt højttalere. En anden opgave er at være samlecentral for alle anlæggets signalkilder. I det klassiske stereoanlæg var det ud over pladespiller også tuner (radiomodtager), båndoptager og CD-afspiller. I dag er udvalget langt større og mere forskelligartet.

Selv om stereoformatet er velkendt, er kravene til en forstærker anno 2019 nemlig helt moderne. Det kan godt være, at formålet er at nyde en hyggestund med vinylerne, men forstærkeren skal stadig have de digitale forbindelser i orden.

Digitalt skal det være

I denne test har vi udvalgt, hvad vi ville kalde “moderne stereoforstærkere”. Det vil i dette tilfælde sige forstærkere, der som minimum tilbyder en digitalindgang samt mulighed for trådløs forbindelse. Nogle af deltagerne i testen går dog længere og byder på streaming og multirumsfunktionalitet oven i hatten. Det tæller som plusser.

På analogsiden har alle mindst én gammeldags analogindgang, men er der desuden en pladespillerindgang, er det en fordel. Under alle omstændigheder skal der tilsluttes et sæt gode, gammeldags passive højttalere for at få lyd ud.

Mens der er krav til forbindelserne, har vi ikke sat særlige forventninger til designet. Så her er feltet splittet. Halvdelen af deltagerne er således klassiske stereoapparater i fuld størrelse med knapper på fronten, mens de øvrige er kompakte bokse, der kan gemmes helt væk, da de udelukkende betjenes fra en smartphone.

Produkter i testen
Endelig en kraftig Sonos

Sonos Amp er kraftig nok til at drive rigtige højttalere overbevisende – med fuld multirumsfunktion.

Sonos har mere end nogen anden været drivkraften bag multirum. I mere end ti år har de givet os brugervenlige trådløse højttalere til alle husets rum. Det ændrede hi-fi-markedet for altid, og ethvert økonomianlæg må se sig sammenlignet med Sonos.

For de af os, der stadig holder af musik gengivet på fuldvoksne højttalere, har Sonos’ bud været Connect:Amp, der blev populær som installationsforstærker, men sandt at sige var lidt for svagelig til seriøs hi-fi.

Arvtageren hedder kort og godt Amp, og den har nøjagtig samme understøttelse af streaming-tjenester og digital musik som de trådløse Sonos-højttalere. Og den kan selvfølgelig integreres i et Sonos-system.

Sonos Amp har et fuldt sæt indgange: HDMI og optisk (kræver en adapter) samt et sæt rigtige RCA-indgange til analog lyd. Der er også en udgang for subwoofer. Højttalerterminalerne er snedige: Bananstik kan proppes direkte i fire huller i bagpladen. Ønsker man derimod at bruge afisolerede ledninger eller spadestik, medfølger der adaptere til at stikke i.

Højttalerterminalerne er snedige: Bananstik kan proppes direkte i fire huller i bagpladen. Ønsker man derimod at bruge afisolerede ledninger eller spadestik, medfølger der adaptere. Foto: Sonos

Lyden af Sonos Amp

Lydmæssigt er der meget godt at sige om Sonos Amp. For det første er det tydeligt, at den er kraftigere end forgængeren. Amp driver nu højttalere fra virkelighedens verden. Sonos Amps begrænsninger ligger nemlig først og fremmest i dynamikken. Der er ikke samme smæk på bassen i “Right Hand Man” fra Hamilton som hos Rotel og SVS. Og vinduet ind til jazzværtshuset Stampen på “I’m Confessin’” er heller ikke så renvasket. Der er ikke som sådan noget galt, og kun ved direkte sammenligning vil man lægge mærke til det. Men man kan få bedre perspektiv til de samme penge.

En akilleshæl hos Sonos er højopløst lyd. Ingen Sonos-produkter understøtter dette. Jeg medgiver, at de færreste multirumshøjttalere kan formidle forskellen. Men med fuldvoksne stereohøjttalere tilsluttet er det en anden sag. Og hørbart eller ej, så er det irriterende, når Sonos springer store dele af musiksamlingen over ved afspilning!

Konklusion

Med dobbelt så meget forstærkerkraft som forgængeren er Sonos Amp blevet en rigtig moderne forstærker, der driver selv tunge gulvhøjttalere overbevisende. Lyden er alt i alt fin og afbalanceret. Okay, det er ikke verdens mest dynamiske forstærker (ej heller den dyreste!). Men har du allerede overgivet dig til Sonos i husets øvrige rum, vil den være en gave i dagligstuen. På brugerfladen og antallet af streaming-tjenester er Sonos uden konkurrence. Men det er på høje tid at understøtte højopløst lyd!

<
>
Foto: Sonos
Alle mand på dæk!

Hvis du vil have alt fra AV-receiveren, men kun har brug for to kanaler, er Onkyo svaret.

Hvis man trådte sine audiofile barnesko i 1970’erne eller bare holder af vintage-hi-fi, er der ikke et øje tørt ved synet af Onkyo TX-8270! Med sin sølvblanke frontplade med store, indbydende knapper kunne den være klippet ud af et hi-fi-katalog fra 1979.

Der er ikke tale om en forstærker, men om en receiver. Tro mod sit halvfjerdserforbillede domineres fronten af et bredt “vindue” i næsten hele apparatets bredde. En knap på størrelse med en ishockeypuck sidder der, hvor indstillingen af stationer skulle være, men er selvfølgelig volumenknappen, da al tuning sker digitalt.

Fire drejeknapper styrer indgangsvalg, bas, diskant og balance. Det er perfekt i tråd med den klassiske stil. En knap mærket Pure Audio slår tonekontroller og videokredsløb fra, så der ikke er noget til at forstyrre de analoge kredsløb.

Der er indgange til den helt store guldmedalje på Onkyo TX-8270’s godt proppede bagplade: Tre almindelige line-indgange samt pladespiller (kun til MM-pickup), tre digitalindgange (koaksial og to optiske) og hele fem HDMI-indgange, når man medregner ARC på TV’et! Der er to sæt højttalerudgange, og dertil kommer en line-udgang til en ekstern forstærker til en anden zone. Endelig er der et sæt RCA-bøsninger, der enten kan bruges til en separat effektforstærker eller som subwoofer-udgang.

Som sagt har Onkyo TX-8270 indbygget radiomodtager – og det af enhver slags. FM-radio, DAB+ og internetradio (TuneIn). Dertil kommer musik-streaming og multirumsfunktionalitet via Play-Fi. Og skulle det alligevel lykkes at finde en digital kilde, der ikke er indbygget, kan signalet streames via Chromecast, AirPlay eller, hvis alt andet glipper, Bluetooth.

Der er i det hele taget så mange funktioner i Onkyo TX-8270, at det ville fylde flere sider at remse det hele op, men blandt højdepunkterne er 384 kHz/32 bit digital opløsning, afspilning af DSD-filer og en udgangseffekt på 160 watt pr. kanal.

Der er så mange funktioner i Onkyo TX-8270, at det ville fylde flere sider at remse det hele op. Foto: Onkyo

Lyden af Onkyo TX-8270

Med så mange funktioner og et lækkert design kunne man frygte, at der ikke var blevet råd til lydsiden. Det er ikke tilfældet. Onkyo TX-8270 lyder faktisk helt rigtigt! Der er en god live-fornemmelse på koncertoptagelser, med højt til loftet og bredt til væggene, prisen taget i betragtning. Der mangler ikke kræfter i bunden, og lydbilledet er behageligt på en lidt tilbagelænet facon.

Når der skrues op, og musikken bliver kompleks, ryger noget af det akustiske overblik. Men vi er altså også i en pris, hvor man skal give det samme for en ren streaming-modtager eller effektforstærker.

Konklusion

Hvis du søger noget diskret, der bare skal levere musik fra streaming-tjenester, er Onkyo TX-8270 ikke svaret. Dertil har den for megen personlighed, og du ender også med at betale for funktioner, som du ikke har brug for. Til gengæld vil den være fuldkommen perfekt som centrum i dit private stereotempel, hvor du kan hygge dig med både vinylplader, radio, streaming og TV-lyd i høj kvalitet. Lyden fejler bestemt heller ikke noget, så længe du ikke stiller urimelige krav.

<
>
Foto: Onkyo
Kun det essentielle

Hvis du kan undvære trådløs streaming og multirum, er der flere penge til lyden.

Rotel A12 er i velkendt no-nonsense design med front i sort metal-finish og en spinkel grå skrift, der er komplet usynlig under alt andet perfekte lysforhold. Displayet er til gengæld blændende klart (men det kan justeres).

Der er kun en enkelt drejeknap på fronten. Den styrer volumen. Resten, herunder tonekontroller, balance og niveauindstilling for indgangene, klares via tre trykknapper og et omfattende hierarki af menuer. At drejeknappen ikke bruges til at styre menuerne, er overraskende, da den alligevel er digital, og den faktisk bruges til en af menufunktionerne. Alle indgange vælges via en lang række trykknapper på fronten.

Rotel A12 virker umiddelbart tungere end den større Onkyo, men det er sansebedrag. Den vejer i virkeligheden lidt mindre, men da kabinettet kun er lidt mere end halvt så højt, føler man, at den burde veje mindre.

Forstærkeren er udmærket forsynet med ind- og udgange. Fire line-indgange, en pickupindgang for MM-pickup’er og hele fem digitalindgange bestående af to koaksiale, to optiske og en USB host-port, så forstærkeren kan bruges som eksternt lydkort ved afspilning fra en computer. Nydeligt. To sæt højttalerudgange gør det muligt at bruge bi-wiring. Eller have to sæt yndlingshøjttalere, som vi er nogle, der har.

Som den eneste i testen er der ingen Wi-Fi-streaming på Rotel A12. Man kan streame i tæt på CD-kvalitet via Bluetooth-protokollen aptX, men det er også det hele.

Forstærkereffekten er rimelige 60 watt pr. kanal. Det er ikke voldsomt meget, men det er tilstrækkeligt til ikke alt for tunge højttalere. Og i modsætning til de fleste i prisklassen i testen er det et klassisk klasse AB-effekttrin. Det betyder almindeligvis en varmere lyd end de mere strømeffektive klasse D-trin.

Med Rotel A12 får man først og fremmest en klassisk forstærker med de dyder, Rotel er blevet kendt for. Foto: Rotel

Lyden af Rotel A12

Mens Rotel A12 kommer på sidstepladsen, når det gælder digitale herligheder, er der ingen slinger i valsen, når det gælder om det, som det i sidste ende handler om, nemlig at spille musik. Lydbilledet er stort og varmt, og den klarer også komplicerede orkesterstykker med glans.

Lyden er mere nærværende og foran højttalerne end på f.eks. Onkyo TX-8270, men det betyder ikke, at dybden mangler. På et stykke som orkesterversionen af “Fishing Junks at Sunset” med Prags symfoniorkester får man hele salen med. Og hopper i stolen ved paukerne til sidst. Selv om effekten på papiret kun er en tredjedel af de fleste konkurrenters, er der ikke mangel på bundtræk.

Konklusion

Med Rotel A12 får man først og fremmest en klassisk forstærker med de dyder, Rotel er blevet kendt for: God lyd og godt med råstyrke i et design uden unødigt pjank. Og lydmæssigt er den da også blandt de bedste i testen. I kraft af sine digitalindgange og Bluetooth-forbindelsen falder den også lige akkurat inden for testbetingelserne. Men hvis streaming og multirum er et ufravigeligt krav, skal du lede et andet sted.

<
>
Foto: Rotel
Hvem sagde lille?

SVS’ miniforstærker lyder stort og flot, og er et interessant alternativ til de etablerede.

Amerikanske SVS er først og fremmest kendt for sine subwoofere, som helt bogstaveligt leverer smæk for skillingen i hjemmebiografen. Firmaet laver dog også udstyr til stereobrug. Prime Wireless SoundBase er en kompakt integreret forstærker med et fuldt sæt analoge og digitale indgange. Den er en smule større end Sonos’ og Bluesounds bud, men stadig ikke større end en æske chokolade, der kunne bruges som værtsgave til nogen, man kun kender overfladisk.

I modsætning til de to andre ultrakompakte forstærkere har SVS fysiske kontroller på fronten. To drejeknapper til henholdsvis indgangsvalg og volumen/afspilning. Et display viser indstillingen.

På bagsiden finder man to sæt analoge line-indgange (RCA og minijack), subwooferudgang, et sæt uregulerede RCA-udgangsbøsninger samt et sæt billige, men solide banan/skruebøsninger til højttalere. Der er også ind- og udgang til kablet netværk, men ikke nogen pladespillerindgang (RIAA).

SVS prøver ikke på at tage multirumskonkurrencen op med Sonos på egen hånd, men har tilsluttet sig DTS Play-Fi. Det er en glimrende beslutning, og via Play-Fi-app’en får man adgang til en lang liste af streaming-tjenester, herunder Spotify og Tidal.

Den trådløse opsætning er sådan set simpel og sker vi app’en, men selv om anlægget stod næsten lige ved siden af routeren, krævede det alligevel en del forsøg, før det lykkedes at få SoundBase til at samarbejde med netværket og installere opdateringen. I det hele taget blev SoundBase aldrig rigtig gode venner med det trådløse netværk. Afspilning via Spotify Connect gik fint, men tabsfri afspilning via Tidal HiFi led under hyppige udfald.

SVS Prime Wireless SoundBase er et fint bud på en ultrakompakt streaming-forstærker, der kan gemmes væk i reolen, men den er også pæn nok til at stå fremme. Foto: SVS

Lyden af Prime Wireless SoundBase

SVS lever lydmæssigt op til sit rygte. Den lille SoundBase gør alt, hvad den kan, for at få mig til at glemme dens størrelse – og lykkes med det. Hverken på kraft eller nuancer står den tilbage for fuldvoksne stereoforstærkere i samme prisklasse.

Den leverer et nært og direkte lydbillede, der klæder rytmisk musik. Feists “When I Was a Young Girl” er helt fremme i stuen, og fødderne rocker automatisk med. Men der er stadig godt med rum bagved højttalerne. Korstemmerne på Koyaanisqatsi står nydeligt placeret i rummet, samtidig med at orglet får den tyngde i bassen, som det skal have. Også på højttalere, der ikke er superlette at drive.

Konklusion

SVS Prime Wireless SoundBase er et fint bud på en ultrakompakt streaming-forstærker, der kan gemmes væk i reolen, men den er også pæn nok til at stå fremme. Lydmæssigt giver den Bluesound og Sonos kamp hen over stregen, men bliver dog overhalet af disse på streaming og multirum i kraft af bedre fungerende software. Er man parat til at lægge reol til en fuldvoksen forstærker, får man desuden endnu mere for pengene hos både NAD og Onkyo.

<
>
Foto: SVS
Trådløs kæmpedræber

Tilsæt højttalere og en mobil, og du har et stereoanlæg, der lyder af langt mere, end det koster.

NAD har en næsten kultagtig status, når det gælder hi-fi-udstyr til rimelige priser. Så godt som alle i et design, der ville få en gråspurv til at virke pralende.

NAD C338 er den mindste i firmaets New Classic-serie af forstærkere. Som man kan forvente af et apparat med navnet “Classic”, er der et fuldt sæt ind- og udgange: Tre analogindgange, heraf en til pladespiller, og fire digitalindgange (optisk og koaksial). Dertil kommer trådløse indgange for Bluetooth og Chromecast. Man kan altså streame musikken trådløst i fuld kvalitet fra f.eks. Tidal.

Af ydre er NAD C338 så minimalistisk, som man kan forestille sig. Et display og en drejeknap samt to trykknapper til at vælge kilde. Bagsiden er godt fyldt op. Bøsningerne er solide og i okay kvalitet uden at være overdådige. Højttalerudgangene er i plast og ligner noget fra et skolefysiklokale. Præcis som man ville forvente hos NAD. Alt det gode skal jo gerne være indeni. Tre drejbare antenner giver forbindelse til Bluetooth og Wi-Fi.

Effekten leveres af et sæt 50 watt klasse D forstærkermoduler designet af hollandske Hypex. Den mest interessante feature er dog Chromecast. Når først C388 er indlemmet i netværket, kan man streame til den fra de fleste musik-apps på mobil og computer.

Højttalerudgangene er i plast og ligner noget fra et skolefysiklokale. Præcis som man ville forvente hos NAD. Foto: NAD

Lyden af NAD C338

NAD C388 tegner et åbent og sammenhængende billede af den akustiske scene. Luften mellem instrumenterne er rimeligvis ikke så ren og gennemsigtig, som langt større og dyrere forstærkere magter. Men helheden er helstøbt og varm. Dybdeperspektivet er måske oplevet bedre, men det udlignes til fulde med musikalitet og nærhed i spandevis. På “I’m Confessin’” fra Jazz at the Pawnshop fornemmer man virkelig spilleglæden og live-stemningen.

Samtidig imponerer dynamikken. Selv om effekten er begrænset, er der energi nok til spidserne. C338 har et voldsomt overskud for en så lille forstærker. Så længe man ikke prøver at spille umuligt højt, er der ro og kontrol over lydbilledet.

NADC338 lyder på mange måder som en langt større og dyrere forstærker. Der, hvor den trods alt møder sin begrænsning, er når der skal spilles højt. Når volumenknappen vrides højre om, træder virkeligheden i funktion igen: Bassen mister kontrol, og mellemtonen bliver hård og presset. Men det sker altså ved et højere lydniveau, end vi er vant til for en forholdsvis billig 50 watt forstærker.

Konklusion

Man får rigtig meget forstærker for pengene med NAD C338, der kombinerer Chromecast-streaming, behagelig lyd og velvalgte features i velkendt minimalistisk NAD-indpakning. Selv om vi har at gøre med en fuldt udstyret forstærker med masser af indgange, er prisen i den laveste ende af feltet. Dog bliver NAD overhalet indenom af Onkyo, der trumfer med radio, multirum og indbyggede streaming-tjenester.

<
>
Foto: NAD
Forklædt som dværg

Bluesound leverer højopløst lyd og musikalitet i kompakt emballage.

Bluesound skriver på sin hjemmeside, at mærket er udviklet af en kreds af hi-fi-entusiaster. Det er sandt nok, men det er ikke en hvilken som helst flok. Sandheden er, at deres produkter er udviklet af NAD’s ingeniører, og begge mærker er en del af Lenbrook-koncernen, ligesom de også benytter NAD’s distributionsnet. Og det er der intet galt med, når man tænker på NAD’s mangeårige ry for at udvikle produkter, der forener kraft og musikalitet til en fornuftig pris.

Bluesound Powernode 2i er en diskret lille “set-top box” (et begreb, der er lidt hjemløst, da man ikke kan balancere så meget som en tændstikæske oven på et moderne fladt TV). Kabinettet er delt af en vandret stribe hele vejen rundt, og ud over et hovedtelefonstik er fronten helt bar. Et touch-panel på toppladen kan bruges til at skifte numre og indstille volumen, men ellers sker al betjening via mobilen.

Bagsiden er stort set lige så enkel, men viser sig at have alle nødvendige tilslutninger, da rækker af RCA-stik og TOSLINK-porte er erstattet af 3,5 mm bøsninger, der tager både minijack og optiske kabler. Højttalerbøsningerne er billige, men solide.

Bluesounds brugerflade er rigtig god og intuitiv. App’en er hurtig og strømlinet, og der er ikke meget hokuspokus ved den daglige brug. Det eneste, vi savner, er en fysisk fjernbetjening, når man skal bruge forstærkeren med TV’et eller andre tilsluttede lydkilder.

Bagsiden er stort set lige så enkel som forsiden, men viser sig at have alle nødvendige tilslutninger. Foto: Bluesound

Lyden af Powernode 2i

Man skal ikke lade sig narre af Powernodes beskedne størrelse. Der er masser af musik i den lille boks. Lydbilledet er stort og præcist med en horisont, der forsvinder længere bagude end hos konkurrenterne, mens nære lyde kommer længere frem. Selv om vi fysisk er i cigarkasseklassen, er der smæk på stortrommerne og bassen i Ginger Baker og Jonas Hellborgs “Time Be Time”. Og Leonard Cohens stemme er lige så magtfuld som på en forstærker i fuld størrelse.

Så længe, som det rækker. Det er stadig nødvendigt at tænke på højttalernes effektivitet. Når der skrues op, og vi nærmer os grænsen, bliver lyden lidt mere anstrengt og hård. Det er der ikke noget unaturligt i, da 55 watt stadig er en forholdsvis lille forstærker, og konkurrenterne tilbyder mere end det dobbelte.

Konklusion

Bluesound Powernode 2i er en solid og vellykket videreudvikling af Powernode og Powernode 2. Man kan dog godt mærke, at Sonos også er ankommet. Powernode 2i leverer en musikalsk gengivelse, der tåler sammenligning med fuldvoksne stereoforstærkere, og klarer samtidig alle de HD-formater, du måtte ønske at afspille. Også de forkætrede MQA-filer. Sonos har til gengæld stadig den bedste brugerflade og et stort økosystem af enheder. Og begge er i konkurrence med fuldvoksne forstærkere, der leverer på stil og features.

<
>
Foto: Bluesound

    Læs også

    Monsterforstærker fra Dan D’Agostino

    Monsterforstærker fra Dan D’Agostino

    Den integrerede forstærker kan udstyres med DAC og phono-trin.Tilføj som favorit
    Geneva Touring S+

    Geneva Touring S+

    Geneva hævder sig med en særdeles potent rejseradio.

    Tilføj som favorit
    Yamaha M-5000 + C-5000

    Yamaha M-5000 + C-5000

    Træt af hi-fi? Yamahas high-end-forstærkere vil få dig på bedre tanker.

    Tilføj som favorit
    Gold Note IS-1000

    Gold Note IS-1000

    Gold Note charmerer og imponerer.

    Tilføj som favorit
    Tivoli Audio PAL+ BT

    Tivoli Audio PAL+ BT

    Rejseradioen fra norske Tivoli er blevet opgraderet, men er det nok at holde konkurrenterne nede?

    Tilføj som favorit
    Ruark Audio R1 Mk3

    Ruark Audio R1 Mk3

    Bedre lyd får du ikke i denne klasse, men batteriet er latterlig dyrt.

    Tilføj som favorit
    Pure Evoke H4

    Pure Evoke H4

    Pures radio er et godt valg for dem, der har brug for et håndtag. Men husk at købe batterier.

    Tilføj som favorit
    Geneva Acustica Lounge Radio

    Geneva Acustica Lounge Radio

    Hvad Genevas kompakte radio mangler i funktioner, vinder den ind igen på lyden.

    Tilføj som favorit
    annonce
    Luk menu