Hollandske Mola Mola er en af high-end-markedets skjulte skatte. Et kig på produkterne fortæller os, at vi har med yderst eksklusive sager at gøre. Alene de bølgeformede kabinetter i solidt aluminium kræver dyrt maskinværktøj at fræse ud, og her er der kvalitet helt ned til den mindste knap.
Både indvendig og udvendig er der fuldt fokus på hver eneste detalje; det fik jeg selv mulighed for at opleve, da jeg testede den fantastiske digitalkonverter Tambaqui. Jeg mener fortsat bestemt, at det er den bedste, jeg nogensinde har hørt.
Mola Mola lever efter devisen “sandheden er smuk”. Selv tolker jeg det således, at musikken er magisk i sig selv: Man skal ikke tilføje ekstra varme eller sminke den på anden vis, men lade den stråle i al sin ufuldkomne pragt – med rynker og det hele. Så får man til gengæld de virkelig tårvædede oplevelser, når de bedste indspilninger dukker op på playlisten.
Anerkendt konstruktør
Hvis producentnavnet er ukendt for dig, så vid, at chefdesigner Bruno Putzeys også fungerer som teknisk chef for Kii Audio og er ansvarlig for klasse D-forstærkningen og de digitale kredsløb i deres højttalere. Han er også hjernen bag de digitale forstærkermoduler Hypex og Purifi, der bruges af flere high-end-producenter. NCore-kernen i Hypex-forstærkerne sidder da også i Mola Molas første integrerede forstærker, Kula.
Forstærkeren er baseret på kabinettet og kredsløbene fra forforstærkeren Makua, hvor man så har sat en kraftigere, egenudviklet strømforsyning og et effektforstærkermodul ind.
Den præsenteres som en 150-watter i 8 ohm, men det er med en hel procent forvrængning. Hvilket ikke er holdbart i high-end-klassen. Til gengæld har den forsvindende lave 0,00075 procent forvrængning helt op til 2 x 100 watt. Det er virkelig lavt! Effekten fordobles i 4 ohm.
Dyrt DAC-modul
Hvis man køber forstærkeren, som den er, så koster den 82.000 kroner. Langtfra småpenge, og det giver tre balancerede og tre ubalancerede analoge indgange. That’s it. Men det er, når man tilføjer det ekstra DAC-modul, at det bliver rigtig interessant. Det koster hele 50.000 kroner ekstra, men så er det også identisk med den svimlende gode Tambaqui.
Jeg ville seriøst overveje at investere i DAC’en, for den er virkelig noget for sig med understøttelse af både DSD og PCM (32 bit/384 kHz), alt sammen opskaleret til 32 bit/3,125 MHz før filtrering.
DAC-modulet giver både optisk, AES/EBU (XLR) og USB-B ind. Men interessant nok er der ingen koaksialindgang, hvilket vil være et savn for flere. Man kan bruge en adapter fra RCA til XLR, men det kan potentielt give problemer, at AES/EBU er balanceret, med 110 ohm impedans, hvor koaksial er ubalanceret, med 75 ohm. Det plejer at fungere fint, men jeg kan ikke garantere for feinschmecker-niveau på lydkvaliteten.
For mig, der sværger til Roon, er det mest interessante dog, at DAC-modulet har et Roon Ready-certificeret netværksstik. Slut den til hjemmenetværket, hav PC’en sluttet til samme netværk og afspil musik med Roon-programmet. High-end-produkter kan ofte være lidt bruger-uvenlige, men med Roon bliver de alle ens.
Pladespillermodul
Hvis man vil have pladespiller i stedet for DAC, kan man alternativt vælge Phono-modulet. Som Mola Mola hævder måske er det mest alsidige i mands minde. MM- og MC-delene er totalt adskilt, så de begge har den kortest mulige signalvej. Modstand og kapacitans kan indstilles individuelt, og modulet tilbyder alle mulige EQ-kurver, også til lakplader med 78 omdrejninger i minuttet.
Alle indstillinger kan laves i softwaren, både på smartphone og tablet, og kan derefter gemmes til knapperne på frontpanelet.
Det minder meget om Devialets løsninger, men de franske forstærkere er nok endnu mere brugervenlige. Her har de nemlig gjort sig det besvær at forhåndslagre indstillinger for en række forskellige pickupper. Så brugeren ikke selv behøver at indstille så meget.
Seks knapper
På frontpanelet finder man seks knapper. Fra fabrikken er de sat til at være indgangsvælgere og svarer til hver sin indgang på bagsiden. Med vippeknapper på bagsiden vælger man, om hver enkelt indgang skal være balanceret eller ubalanceret.
Men man kan også vælge at route en eller flere indgange gennem phono-modulet. Hvis man f.eks. har to pladespillere med hver sin pickup og har én forudindstilling til MM og en til MC. Eller hvis man skal spille en monoplade, kan man have en tredje indstilling i mono, hvor fasen på den ene kanal vendes. Gem hver indstilling på sin egen knap på fronten, så kan man nemt skifte mellem dem.
Både fase og gain kan også indstilles på hver indgang individuelt; her er det bare at slå sig løs med mobil-app’en.
Luft, luft og atter luft!
Vores trofaste Sonus faber Olympica III-højttalere i testrummet har givet os mange gåsehudsoplevelser, især når de har haft ordentlig elektronik at arbejde med. Deres styrke er den magiske, varme mellemtone kombineret med en stram, kontrolleret bas – og en evne til at skildre musikken med et væld af klangfarver. Diskanten er derimod ikke den mest luftige i klassen, selv om den både er frisk og distinkt.
Jeg må derfor nive mig lidt i armen, da jeg pludselig hører musikken komme ud med lag på lag af luft. Luft, som jeg vel ikke har hørt fra disse højttalere før.
Laura Marlings stemme på den intime, minimalistiske ballade “Only the Strong” har så distinkte, men samtidig bløde konsonanter, hvor hver eneste s- og sj-lyd blidt kilder mig bag ørerne og sender kuldegysninger ned ad ryggen. Rare kuldegysninger. Lyden fra guitarens resonanskasse lyder troværdigt som bare pokker, og kantslaget på lilletrommen er så tydeligt, at det næsten ikke er til at bære.
Dobrinka Tabakovas String Paths fremført af førstecellist Kristina Blaumane og The Lithuanian Chamber Orchestra er noget af det smukkeste, jeg har hørt af kompositioner fra 2000’erne. Som om hvert eneste lag af toner repræsenterer en følelse. En begivenhed. Sammen tegner de et helt univers op. Mola Mola Kula har fantastisk kontrol over hver en tone, og det er, som om klangfarverne kommer fra van Goghs egen palet.
Indtrykket bekræftes af Bowers & Wilkins 702 S2 Signature. Disse højttalere har aldrig haft luftmangel som en svaghed, og også her får man endnu flere lag opad i overtoneområdet, end man forventer.
Der er væsentlig mere luft end med Sonus faber-højttalerne og også et mere holografisk lydbillede. En større boble, der nærmest breder sig rundt om og over lytteren. I hvert fald kommer lydbilledet meget langt ud til siderne og forsvinder på den anden led udad mod en uendelig horisont.
Konkurrenter
Uanset hvor ekstremt god Mola Mola Kula er, må den da have nogle svagheder? Jah… Joh… For det første er der jo det faktum, at det langtfra er den kraftigste, jeg har haft til test.
Misforstå mig ikke, den gør i den grad, hvad den skal, men kraftmæssigt kan den ikke stille så meget op mod stovte karle som McIntosh MA9000, Hegel H590 og Gryphon Diablo 300, som alle med omkring 2 x 300 watt er meget kraftigere end Kula. Det er ligeledes meget kapable forstærkere, også når det gælder detaljeniveau og rå dynamik. Hvis man har behov for at spille højt med fuld kontrol, så er de i en helt anden liga end Mola Mola Kula.
Men når det gælder luft og opløsning i det øverste register, vil jeg påstå, at Kula er noget for sig. Den svinger tryllestaven som få andre, og det rum, den tegner op, er indiskutabelt.
Devialets forstærkere har noget af den samme glans, og med SAM-højttalerkorrektionen strammer de lydbilledet en hel del op, ud over at presse dybere bas ud af højttalerne.
Jeg har endnu til gode at høre deres Expert 250 Pro, som nok er den mest nærliggende at sammenligne med. Men den er næsten garanteret endnu bedre end Expert 220 Pro, som til den halve pris er en fantastisk forstærker på alle måder. Men digitaldelen er der ingen, der kan slå Mola Mola på. Hvor Devialet bruger hyldevare (PCM1792), designer Mola Mola deres egne DAC’er fra bunden.
Har man brug for flere kræfter?
De kræfter, som Kula mangler, melder sig først og fremmest ved meget tungtdrevne højttalere. Det kan f.eks. være, at man vil have noget kraftigere til at drive et par Bowers & Wilkins 803 D3 med tilstrækkelig kraft og overbevisning. Mola Mola har selv svaret i form af et par Kaluga monoforstærkere, som så giver hele 400 watt effekt. Her sidder det dyreste Hypex-forstærkermodul, NC1200, som er specielt tilpasset til resten af forstærkerkonstruktionen.
Så må man op i 45.000 kroner pr. forstærkerkanal, og sammen med Tambaqui-DAC’en behøver man egentlig ikke nogen forforstærker oveni. Noget dyrere end Kula, men måske stadig ikke lige så godt på moderat volumen, fordi man går glip af Kulas eminente forforstærkertrin. Men med væsentlig mere kraft, når man skal spille højt. Det kunne også være interessant at teste denne kombination.
Konklusion
Da jeg første gang hørte Mola Mola Kula, spekulerede jeg på, om der var skruet kunstigt op for diskanten. Så meget luft var der! Men det er nok snarere et eksempel på en forstærker, der er så fri for forvrængning og har så rigelig dynamik, at den sætter overtonerne fri som få andre. Resultatet er et mere luftigt lydbillede, end jeg kan huske at have hørt, kombineret med en fabelagtig dynamik og timing. Musikken strømmer bare ud! Det her er High-end med stort H, på alle måder.
Designet er simpelthen også bare fornemt. Sobert udseende med lækre kurver, skåret ud af ét stykke aluminium.
Kula er desuden meget fleksibel med programmérbare og justérbare indgange. Hvis man vælger DAC-modulet, bliver det dyrt. Men også exceptionelt godt! Ikke mindst med Roon Ready netværksunderstøttelse. Phono-indgangen er også meget eksklusiv, men den har vi ikke prøvet.
Løb ned og hør Mola Mola Kula! Så kan du gå i banken og få et lån bagefter.
1 kommentar til “Mola Mola Kula”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hej Geir,
Det havde været sjovt hvis du også sammenlignede denne forstærker med nogle af Aaviks forstærkere, da de også producerer et enormt luftigt lydbillede, samtidig med at de har kræfterne som eks. MA-9000 og Diablo.
I min verden er Aavik både MA-9000 og Diablo langt overlegne, og i en helt anden liga, lidt som du beskriver Kula, men med masser af power og kontrol samt en DAC der virkelig også kan noget.
Mvh Nicolai