Da NAD lancerede premiumklasse-forforstærkeren C658, blev vi nysgerrige på en test (og testen kan du finde her). Men der manglede en effektforstærker i samme vægtklasse for at gøre sættet komplet. Den er endelig kommet, i form af C298.
NAD C298 er en effektforstærker i et design, der kun kan beskrives som klassisk NAD: En fuldkommen spartansk enhed i en støvet sort farve. Kun en enkelt power-knap og en lysdiode findes på fronten. Og LED’en lyser ikke op, når forstærkeren tændes, da det er en indikator for brokobling.
Bagsiden er, for en effektforstærker, lidt mere kompliceret. Her finder man både balancerede XLR-indgange og almindelige RCA-bøsninger, og der er en lydstyrkeregulering, som kan skydes ind i signalkæden. Der er også et sæt linjeudgange, som kan bruges til at sende signalet videre til en anden effektforstærker.
Det interessante findes indeni. Her finder man nemlig de samme Eigentakt klasse D-forstærkermoduler som i NAD M33, som vi tidligere har givet vores bedste anbefalinger. Eigentakt-modulerne er udviklet af danske Purifi, der har audiopioneren Peter Lyngdorf blandt stifterne, og de udmærker sig ved meget, meget lav forvrængning – uanset frekvens, effekt og belastning.
NAQ C298 har en udgangseffekt på 180 watt pr. kanal i 8 ohm og 340 watt pr. kanal i 4 ohm. Og 1 x 620 watt i 8 ohm som brokoblet! I M33 ydede forstærkermodulerne nogle få watt mere, men strømforsyningen er nok et af de steder, hvor der er sparet lidt. Hvis man kan kalde 2 x 180 watt for sparsomt.
Lydkvaliteten
At lytte til NAD C298 er et behageligt genhør. Den kropslighed og nærhed i mellemtonen, der kendetegnede M33, genfindes her. Sammen med det solide bundtræk i bassen. Det gør C298 til sjovt selskab.
Jeg bruger ofte Sinead O’Connors a cappella-udgave af “I Am Stretched On Your Grave” i tests. Men udgaven med rytme-backing fra I Do Not Want What I Haven’t Got er sjovere og har mere drive.
Hvor godt og engagerende stemmer gengives, skal vi have fat i Disturbeds cover af “The Sound of Silence” for at opleve. Her er der fuldt overblik over alle lagene i vokalsporet. Og masser af overskud, når orkesteret lægger fra land i afslutningen. Mindre kapable forstærkere mister overblikket og opløsningen i dette stykke, men ikke her.
Kontrollen over højttalerne er god, jeg savner ikke dynamik på C298, og 2 x 180 watt er rigeligt til min 25 kvadratmeter stue. Men piskesmældene på “Banditen-Galopp” er stadig hørt mere smældende. F.eks. på Musical Fidelity M8xi. Det er der ikke nogen skam i. Der er trods alt en tre ganges prisforskel!
Klasse D-forstærkere bliver ofte beskyldt for at være kolde og uengagerede i lyden. Og ofte med rette. Men det handler nok i sidste ende mere om den konkrete konstruktion end om princippet. Nogle af de bedste og mest musikalske forstærkere, jeg har testet, har nemlig også være klasse D-forstærkere. Blandt dem Marantz PM-10, men også NAD M33. Og C298 skriver sig ind i rækken af engagerende og musikalske klasse D-forstærkere. Uden at man kan sammenligne dem direkte, da der er stor forskel i både pris, effekt og funktioner.
En mere fair sammenligning med musikalske effektforstærkere med lyd, der smager af high-end-klassen, er sværere at finde. Og er der brug for muskler til at drive tunge højttalere, snævrer feltet sig endnu mere ind. Ud over NAD C298 kan jeg kun komme i tanke om Emotiva XPA-DR2 og NuPrime ST-10. Førstnævnte fører på effekt og blomstrende brutalitet, og NuPrime er neutral som Schweiz. Men på ren musikalitet og opløsning løber C298 klart af med sejren.
Konklusion
NAD C298 minder mig på en god måde om en række NAD-effektforstærkere, som jeg gennem årtierne har ejet eller lyttet til. Masser af power og god lyd til en rimelig pris – og pakket billigt ind. De danske Purifi Eigentakt-forstærkermoduler er rent ud sagt fremragende til prisen. Det var de i high-end-forstærkeren M33, og nu kan man få næsten samme ydelse endnu billigere.
Har du en forstærker eller DAC, som du er glad for, er det et indlysende match. Skal du sammensætte er sæt fra bunden, er det nærliggende at kombinere med C658 – men også fristende at lægge de ekstra penge på disken for en M33, der har udseendet med sig – og har indbygget MC-forstærker.
2 kommentarer til “NAD C298”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Jeg læser mange HiFi-magasiner. John Alex er dog den anmelder, jeg har størst respekt for af alle – altid frisk og neutral i sine bedømmelser.
Så lige lidt brok: I 2018 havde jeg 2 gange abonnement på L&B. Det fungerede slet ikke. Bladet kom aldrig, og jeg måtte hver gang ringe til kundeservice. Til sidst tog kundeservice ikke telefonen, og jeg opgav.
I dag låner jeg af og til bladet, da jeg ikke vil betale for de alt for mange test af telefoner, PCér og ikke mindst biler. Geir`s ros af Hegel i alle test kan også undværes.
Det er da godt, at billedet er i sort-hvid, for så kan man ikke se, at jeg rødmer over de mange roser!
Til gengæld er jeg ked af, at du har haft så mange problemer med kundeservice. Sådan bør det ikke være. Men nogle gange skal der desværre en håndholdt indsats til at få løst problemerne. Hvis du har mistet tilliden til papirudgaven, kunne du måske overveje et digitalt abonnement? Så kan du læse alle vores mere end 7.000 tests på websiden – lige så snart de er skrevet færdig.