Digital forstærkning er ikke en specielt ny tanke og har eksisteret i et stykke tid. Princippet er, at signalet fra lydkilden kobles til en digital indgang på forstærkeren. Det digitale lydsignal sendes i form af elektrisk puls (af og på = 0 og 1). Transistorerne opererer i virkeligheden i endnu højere frekvens end det signal, som skal forstærkes, således at eventuel støj bliver skubbet højere op i frekvens end de lydbølger, som skal gengives.
Ved det allerøverste register af frekvensniveau, som skal gennem højttalerne, sidder et passivt højpasfilter, som filtrerer støjen bort, så lyden bliver så ren som muligt. Dette princip er meget effektivt, og en digital forstærker omsætter det allermeste af energien til lyd (ofte over 90 procent). Den bruger dermed mindre strøm i forhold til en traditionel Klasse AB-forstærker og kan veje langt mindre. Det gør også, at forstærkeren ikke bliver varm, hvilket forlænger levetiden på sliddele. Genialt.
Ulempen er, at det tydeligvis er vanskeligt at lave en god digital forstærker. Den kan let lyde kras, specielt hvis der opstår tidsfejl i signalet (jitter), eller hvis harmonisk forvrængning sniger sig forbi højpasfilteret og dermed spejles ned i det hørbare område. Men vi har hørt glimrende digitalforstærkere, bl.a. fra netop NAD, nemlig M2.
M2 koster da også 35.000 kroner og skubber på med 2 x 300 ustoppelige watt. Den nye C390DD koster under halvdelen og har halvdelen af effekten. Men den har også nogle fordele i forhold til sin storebror. Ud over de sædvanlige optiske og elektriske digitalindgange har den i modsætning til storebror en asynkron USB-indgang, der tager over som lydkort for pc eller Mac, og den har også en anden USB-indgang, hvor du kan tilslutte en memory stick eller harddisk med musikfiler, som dekodes direkte i forstærkeren. Lillebror har også pladespiller-indgang, forforstærker-udgang og tilmed HDMI-ind- og -udgang. Storebror har ikke noget af dette.
Grunden til HDMI er, at NAD ønsker at de indbyggede, højopløste DAC’er skal kunne udnyttes fuldt ud ved at dekode højopløst lyd fra en Blu-ray-afspiller. I den forstand er det her en komplet 2-kanals hjemmebiograf-forstærker.
Forstærkeren har indbygget EQ, hvor du kan vælge én frekvens ud, som kan øges eller mindskes. I de fleste tilfælde er det bedst at finde ud af, hvilket frekvensområde der forstærkes mest af rummet, og så trække det et par decibel ned. I givet fald behøver du en test-cd og målemikrofon, da indstillingen må gøres manuelt. Det kan være et vigtigt instrument for at få endnu bedre lyd i netop dit rum.
Brugervenlighed
Der er vældig lidt hokus-pokus med forstærkeren. Tilslut den, gå ind i menuen og fortæl den, hvilken impedans højttalerne har, og sæt så musikken på. Et kraftigt minus er imidlertid, at tegnene i displayet er bittesmå, så du må tæt på for at se, hvad du laver. Det er for så vidt positivt, at opløsningen i digitalsignalet ses, men det er som sagt vanskeligt at se på afstand.
Lydkvaliteten
Det første indtryk sammen med de dyre stativhøjttalere Dynaudio Focus 160 (15.000 kroner, test kommer senere) og med Blu-ray afspilleren Denon DBP-2012UD tilsluttet en af koaksial-indgangene er, at forstærkeren gengiver musikken uanstrengt og neutralt, med god opløsning. Den har en fyldig og kontant basgengivelse, som gengiver basguitaren på singer/songwriter Maria Solheims ”Blue Painting” fra debutalbummet Barefoot på en forførende og samtidig autoritær måde. Og når Marias stemme kommer frem, er det med opløsning og tilstedeværelse, omringet af meget luft og rum.
Albummet Rambokniv af mit eget metalband Staal er mixet med meget dynamik og dybbas. Forstærkeren holder et godt greb om dynamikken på ”11 dagar”, og de forvrængede guitarer gengives barsk og kontrolleret. Bastrommen slår kontant og hårdt, og basguitaren svæver godt i bunden, mens den store og rå vokal af undertegnede er svulstig, som den skal være. Jeg har selv været med til at mixe pladen og ved, at NAD-forstærkeren er tæt på, hvordan det er meningen, pladen skal lyde.
Det her er så godt, at jeg straks må sammenligne med vores referenceforstærker Hegel H200, koblet til samme Blu-ray-afspiller, men da gennem digitalkonverteren Hegel HD11, tilsluttet H200 med XLR-kabel fra Kimber Kable.
Ved normalt lytteniveau og lidt over er der flere ligheder end forskelle mellem NAD og Hegel. De har begge både opløsning og baskontrol og med en neutral klangsignatur. NAD-forstærkeren er et lille hak fyldigere i bassen og mellemtonen, men ikke mere, end at den stadig byder på en meget god dynamisk kontrast. Hegel er endnu strammere i bassen og har sandt at sige mere opløsning i tonerne. Den har en lidt mere naturlig tonegengivelse, og den er kraftigere og kan spille endnu højere. Nu skal det lige nævnes, at Hegel-forstærkeren og konverteren tilsammen koster 28.000 kroner, altså næsten det dobbelte af NAD-forstærkeren. Og NAD-forstærkeren er kraftig nok til det allermeste.
Eftersom forstærkeren deler mange af funktionerne fra en hjemmebiograf-forstærker, er det naturligt at sammenligne den med netop sådan en. For hvis en surround-receiver til samme pris lyder omtrent lige så godt og giver flere kanaler med i købet, virker det ikke helt så spændende længere. For tiden har jeg Denon AVR-4311, som jeg på forhånd ved ikke er fuldt så kraftig, men som lyder fint og musikalsk i stereo.
Tilbage til Maria Solheim og sangen ”Blue Painting” er det ikke nødvendigt at lytte længe, før man kan konstatere, at NAD-forstærkeren er i en ganske anden liga. For det første er den som nævnt kraftigere. Og selv om Denon-receiveren lyder fint og behageligt, har den ikke helt samme opløsning i stemmeregisteret fra Maria. Hendes stemme er mere tilsløret med Denon. Der er ikke samme rum omkring hende, og anslagene i basguitaren og bastrommen er mere dvask. NAD C390DD er således meget tættere på den langt dyrere Hegel-forstærker, samtidig med at den giver den ekstra funktionalitet med i købet. Og du kan godt glemme denne lydkvalitet fra nogen surround-receiver, uanset om den koster 15.000 eller 25.000 kroner.
Dyrere gulvhøjttalere
For virkelig at se, hvad forstærkeren duer til, kobles den til mine egne Gallo Reference 3.5. Et par fabelagtige gulvhøjttalere til 60.000 kroner. Til daglig bliver de drevet af den i mine ører exceptionelle integrerede Chapter Précis 205S, en 75.000 kroners Klasse D-forstærker. Det, der sker, når NAD’en kobles til, er at lydbilledet krymper i størrelse, den har heller ikke samme kontrol i dybbasregisteret, og den kan ikke spille helt så højt, før den går i kompression. Da lyder det heller ikke pænt, så hvis du planlægger at spille meget højt, kan det betale sig at aktivere ”soft clipping”. Men det er højt, før det sker, og med tanke på at højttalerne har en følsomhed på under 90 dB, er dette godt.
Det, der står tilbage, er et lydbillede, som alligevel er meget indbydende. Forstærkeren gør ikke de fantastiske bånddiskanter til skamme, Trondheim-solisterne på albummet Divertiment gengives med meget godt attack, og opløsningen er bedre end det meste, jeg har hørt i C390DD’s prisklasse.
Jeg vil alligevel påpege, at NAD-forstærkeren naturligvis kommer til kort mod Chapter, både når vi taler om opløsning, luft og baskontrol. Alligevel bevarer den det essentielle i lydbilledet, og den gør ikke de dyre Gallo-højttalere til skamme. Og når vi så tager med, hvor meget udstyr du får med i købet, såsom digitale indgange, pladespiller-indgang og USB-indgang, er den intet mindre end et kup.
Konklusion
Den integrerede forstærker NAD C390DD gengiver musikken med et meget godt greb om den dynamiske kontrast. Den er virkelig hurtig, og den har også meget god opløsning i betragtning af, at den koster under 20.000 kroner, og den driver højttalerne med stor overbevisning. Du skal have tungtdrevne højttalere for ikke at få nok fut ud af dem med denne forstærker.
Forstærkeren har ikke helt samme opløsning som eksempelvis Hegel H200 til 22.000 kroner, men den er ikke langt fra. Hvad enten det er rock, klassisk eller singer/songwriter-musik, der står på menuen, klarer forstærkeren jobbet. Men er du fan af den varme klang fra rørforstærkere, så er det ikke denne her, du skal have.
Når vi ved, at forstærkeren lyder fabelagtigt i forhold til prisen, kan tilslutningsmulighederne ses som ekstraudstyr. Her er en masse digitalindgange, inklusive USB og HDMI. Foruden at den kan bruges som effektforstærker i hjemmebiografen. Den har også forforstærker-udgang, således at en ekstra effektforstærker kan kobles til for bi-amping. Eller brug den til at tilslutte en eller to subwoofere.
Det her er den mest fleksible forstærker, vi har set til prisen, og når den samtidig lyder så godt, som den gør, er den ikke vanskelig at anbefale.
1 kommentar til “NAD C390DD”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hej L&B, jeg er ejer af en sådan fin forstærker, dertil har jeg tilsluttet en subwoofer (1). Mit spørgsmål er om jeg har gjort det korrekt, idet jeg har forbundet det med et sæt rca kabler ,( ikke et y- kabel). Bagpå C390DD står der sub1 og sub2 og (left/right), men jeg har som nævnt kun 1 sub. og har så plugget begge stik ind i subben også. Inde i menuen har jeg selvfølgelig sat den på mono. Er det ligegyldigt eller vil det være bedre med et y-kabel til forstærkeren?
På forhånd tak og venlig hilsen Per