NAD har på det seneste haft succes med små, men seriøse forstærkere, hvor man kun skal bruge et par højttalere for at få et komplet anlæg. I den dyrere ende har vi M10 V2, som har alt, hvad man har brug for, i én boks, inklusive streaming-platformen BluOS – der er den samme som i Bluesounds produkter. Bl.a. forstærkeren Powernode. NAD og Bluesound deler nemlig DNA.
Og det er fint, for BluOS giver meget af den samme brugervenlighed som Sonos og diskriminerer desuden ikke mellem højopløste streaming-tjenester. Her får man nemlig såvel MQA-understøttelse fra Tidal som højkvalitets PCM (op til 192 kHz) fra både Qobuz og Amazon. App’en har dog ikke Apple Music indbygget, så det bedste, man får dér, er 16 bit/44 kHz via AirPlay.
M10 V2 har også avanceret rumkorrektion i form af Dirac Live og yder desuden 100 watt i 8 ohm. Men hvis man synes, at 20.000 kroner er i overkanten for en lille (men yderst kapabel) effektforstærker, og man heller ikke synes, man har brug for rumkorrektion, så kan den nedskalerede C700 ligge lige til højrebenet.
C700 – en enklere M10
C700 koster omtrent det halve af M10 V2, men byder på meget af det samme. Den har nemlig også BluOS og en fin skærm, der dækker det meste af fronten. Men ikke helt, som på M10 V2, der har fuld touch-betjening.
Effektforstærkertrinet er noget enklere på C700 med en lidt lavere effekt på 80 watt i 8 ohm. Det er samme effekt som Powernode, og vi savnede ikke ligefrem kraft dér. Selv om forstærkeren selvfølgelig bliver forpustet på et tidspunkt.
Ingen af de to forstærkere har pladespillerindgang, men de har analoge indgange ud over digitale. Inklusive en HDMI-indgang med eARC, hvilket betyder, at den får højopløst lyd ud fra TV’et.
C700 har et enklere chassis end M10 V2, som har ægte glas og tykkere metal. Der er lidt mere plasticfølelse over C700.
Fjernbetjening er ekstraudstyr
En ting, man straks bemærker, når man åbner kassen, er at der ikke følger nogen fjernbetjening med til C700. Det gør der derimod ti M10 V2, nemlig Bluesound RC1. Den duer også sammen med C700 og kan købes som ekstraudstyr, hvis man ikke bryder sig om at bruge mobiltelefonen.
Man kan ganske vist komme langt med volumenhjulet på frontpanelet. Og to fysiske knapper på C700 giver mulighed for at hoppe frem og tilbage i playlister eller skifte mellem radiostationer. For internetradio har den også.
Brugervenlighed
Første gang man kobler C700 op, går den i såkaldt hotspot-mode, hvor den deler et Wi-Fi-netværk, som mobilen sluttes til i indstillingerne. Hvis man har en iPhone, bliver man automatisk omdirigeret til sit foretrukne netværk, mens Android-brugere skal ind i BluOS-app’en og fortsætte opsætningen dér. Men tag det roligt – det er nemt.
Derfra giver man produktet et navn, man vælger en eller flere streaming-tjenester, som man logger sig på, og så er det bare at streame løs.
Der er ingen USB-DAC-indgang til PC-brugere, men mange computere har optisk digitaludgang, som man kan bruge i stedet.
Fint display
Jeg kan godt lide skærmen på C700, som viser coveret fra de numre, der streames. Hvis man bruger en af indgangene i stedet, bliver displayet til et VU-meter med to visere, der vifter frem og tilbage i takt til musikken. Her vinder C700 over Bluesound Powernode, som kun har blåt lys på fronten. Til gengæld har Powernode hovedtelefonudgang, hvilket mangler på C700.
Jeg savner dog info om den digitale opløsning på lydsignalet. Det kunne NAD godt have spenderet, da mange hi-fi-entusiaster gerne vil se, hvilken slags fil der streames. MQA-logoet dukker derimod op på relevant indhold.
Ellers er det mobilen, der bruges til at styre musikken, og det fungerer fint. Hvis forstærkeren er sluttet til TV’ets HDMI-indgang mærket ARC eller eARC, kan TV-fjernbetjeningen bruges til at styre volumen.
Lyden af NAD C700
Hvad angår lyden, er jeg begejstret for den stramme lyd med meget bedre kontrol over de eminente kompakthøjttalere Dynaudio Evoke 20, end man skulle tro på forhånd.
Eller rettere, det vidste jeg egentlig godt efter et nyligt genhør med den nævnte Powernode-forstærker fra Bluesound. DNA’et deles nemlig også på lydsiden, og NAD-forstærkeren holder mezzosopranen Cecilia Bartoli i stram snor. Hendes stemme står åbent og klart ud fra strygerne, og der er ingen detaljer i musikken, der går mig forbi.
Popmusik har en stram stortromme og flotte strukturer i bastonerne generelt. Lydbilledet er åbent og ærligt, og alle instrumenter gengives med deres lydstruktur intakt; der er ikke noget, der mangler her.
I hvert fald ikke meget. Det, jeg dog synes mangler lidt, er varme. Den stramme og kontante lyd kan indimellem hælde imod det kliniske og sterile.
Sætter man forstærkeren op mod Primare I15 Prisma, synes jeg, at sidstnævnte med sit Hypex-forstærkermodul tegner detaljerne op på en lidt mere naturlig måde. Lidt varmere, lidt mere luftigt. Men også I15 må karakteriseres som neutral, hvilket jeg da også gjorde, da jeg testede den. Den er endnu mere opløst end NAD, men mangler til gengæld lidt af slagkraften.
Det bliver smag og behag, men hvis jeg skulle have en forstærker, hvor jeg for det meste lyttede på moderat lydniveau, så vil jeg nok mene, at Primare-forstærkeren er bedre. Den har også flere digitalindgange, ikke mindst USB-DAC-indgang.
Men NAD-forstærkeren er nemmere at forholde sig til, hvor Primare I15 har et næsten ulæseligt display med alt for lille skrift. Det er derfor ikke utænkeligt, at jeg ville have valgt NAD-forstærkeren af de to alligevel, men hvis jeg skulle bruge mine egne penge, havde jeg stadig købt den meget billigere Bluesound-forstærker.
Konklusion
NAD C700 er en lille forstærker, der slet ikke spiller som sådan en. Den har overbevisende kontrol over højttalerne, og den tager al musik i stiv arm. Det lyder slet ikke, som om den kun har 2 x 80 watt at bidrage med i effektafdelingen!
Det er først og fremmest stramheden i bassen, men også klarheden i mellemtonen, der gør, at C700 imponerer. Den mangler lige det sidste af mikrodetaljer og luft helt i toppen, men for pokker, hvor den henter det ind igen på rytme og drive. Hvis man ikke har brug for rumkorrektion, giver C700 endnu mere for pengene end storebror M10.
Desværre for NAD findes der også Bluesound Powernode, som koster væsentlig mindre end C700. Den har ikke noget display, men har til gengæld hovedtelefonudgang og lyder ellers meget lig NAD’en. Vi havde håbet, at C700 ville være klart bedre end Powernode, men det er den ikke, så vidt vi kan høre.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer