: NAD M32

NAD er først og fremmest kendt som producent af betalelige hi-fi-komponenter i skrabet design. F.eks. den rigtig fine trådløse forstærker C338, som vi testede for nylig. Men de kan også andet. Masters-serien er NAD’s bud på high-end.

Minimalistisk luksus

NAD M32 er en integreret forstærker på 180 watt pr. kanal, men ligner mere en effektforstærker, da så godt som alle funktioner nås via enten fjernbetjeningen eller den store touch-skærm på fronten af forstærkeren. Ud over displayet rummer fronten kun en stor drejeknap til volumen og en hovedtelefonbøsning. End ikke en synlig tænd/sluk-knap er der.

M32 er altså lige så minimalistisk, som vi er vant til fra NAD. Men så hører ligheden også op. Kabinettet er i børstet aluminium med blødt svungne kanter og ser anderledes luksuriøst ud, end vi er vant til fra NAD. Det samme gør prisen: M32 koster mere end dobbelt så meget som C388, uanset at de to har stort set samme udgangseffekt og overfladisk set sammenlignelige funktioner.

På bagsiden er der et fuldt sæt ind- og udgange, især på digitalsiden, hvor der er optiske, koaksiale og endda en professionel AES/EBU-indgang med XLR-bøsning. Der er ingen trådløs Bluetooth-indgang som på C388, men til gengæld en USB til afspilning via computer. Af analoge indgange er der to sæt line-indgange samt pladespillerindgang. Og et sæt “pre-out” line-udgange, der kan bruges til en ekstern effektforstærker eller subwoofer(e).

Der er også to sæt højttalerbøsninger på M32, men de er først og fremmest beregnet til bi-wiring, da der ikke er nogen højttaleromskifter.

Digital forstærkning

Desuden er der en optisk og en koaksial digitaludgang. Præcis hvad de skal bruges til, står hen i det uvisse. Det kan i hvert fald ikke betale sig at tilslutte en ekstern DAC, da signalet på de analoge indgange digitaliseres, straks det kommer ind i forstærkeren. NAD M32 er nemlig gennemdigital fra indgang til udgang. Faktisk er hele forstærkeren én stor digitalkonverter – en såkaldt power-DAC – så konverteringen til analog form sker først i selve udgangstrinet.

Der er ikke tale om en klasse D-forstærker. Selv om klasse D-forstærkere ofte omtales som digitale, arbejder de faktisk med analoge signaler.

I lighed med andre apparater i Masters-serien – og enkelte andre NAD-forstærkere – kan M32 udvides med nye funktioner. Modular Design Construction (MDC) er navnet på en serie indstiksmoduler, der kan monteres i udvidelsesporte bag på udstyret. De fleste af digitalindgangene i M32 sidder på et sådant modul. Men man kan f.eks. tilføje streaming med et Bluesound-modul eller gøre den til centrum i en (stereo-) hjemmebiograf med et HDMI-modul.

MQA frem for DSD

Selv om fronten er så godt som blottet for kontroller, er der masser af indstillingsmuligheder på M32. Tonekontroller er kun begyndelsen. Niveau og delefrekvens på subwoofer-udgangene, navngivning, polaritet og niveautilpasning på alle indgange er der også. Og sidst, men ikke mindst kan man tilpasse forstærkeren til højttalernes impedans i trin på 1 ohm, fra 2 til 8 ohm. Præcis hvad der sker i tilpasningen, fremgår ikke.

Digitalindgangene accepterer signaler op til 24 bit/192 kHz. DSD-filer er ikke understøttet. Ifølge produktchef Jens Holst Larsen fra Hi-Fi Klubben har man ikke oplevet efterspørgsel på DSD, men derimod en stor interesse for MQA, der understøttes via Bluesound-udvidelsesmodulet.

Lyden af NAD M32

En af de egenskaber, der adskiller rigtig god hi-fi fra den bløde mellemvare, er evnen til at “åbne et vindue til optagerummet”. Altså at give den oplevelse, at stuevæggen forsvinder, og man selv er til stede ved optagelsen. Og den evne har NAD M32 i særlig grad. Jeg har sjældent oplevet et så “renpudset” lyttevindue, hvor følelsen af, at instrumenterne står foran dig, er levende.

På “I’m Confessin’” fra Jazz at the Pawnshop – et nummer, som vi ofte vender tilbage til – hører man på optagelsen, hvordan der småsnakkes ved bordene i lokalet, mens der samles glas ind. Alt imens musikken spiller. På et godt anlæg skal man fornemme, at væggen åbner sig op bag højttalerne, og man kigger (eller rettere lytter) ind i det svenske jazzværtshus.

Den fornemmelse får man i særklasse på NAD M32, hvor det virker, som om det hele foregår blot et par meter fra lyttepositionen, og det er let at placere hver lyd. Det hænger sandsynligvis sammen med den ekstremt lave grundstøj i forstærkeren, hvor intet forstyrrer illusionen.

NAD M32 kan heldigvis gengive andet og mere end lyde og baggrundsstøj. Fine detaljer på hi-hat og bækkener nyder godt af opløsningen og det komplet gennemsigtige lydbillede. Og de mange korstemmer på titelnummeret fra Philip Glass’ Koyaanisqatsi står klart og luftigt i rummet, mens orglet sætter luften i bevægelse.

Kraftige forstærkere til hjemmebrug handler (for de fleste af os) ikke om at spille tordnende højt, men om magt. Magten til at holde selv tunge bas-enheder i et præcist jerngreb. NAD M32 besidder ikke den skødesløse magtarrogance, som man finder i Marantz PM-10 og Gato DIA-400S. Begge er retfærdigvis også flere gange kraftigere – og voldsomt meget dyrere – end M32. Men forskellen er beskeden.

Når Jonas Hellborg og Ginger Baker trykker den af på “Time Be Time” eller James Blake griller dine bas-enheder i “Limit to Your Love”, bliver resultatet ikke helt så overvældende som på 400 watt kæmpeforstærkere. Men M32 mister aldrig overblikket, og bassen forbliver nuanceret, uden at tonerne flyder sammen til en ensartet brummen.

Charmerende kynisme

Klasse D-forstærkere har – fortjent eller ufortjent – et ry for at være kolde og uengagerede i lyden sammenlignet med klasse AB- eller klasse A-forstærkere. NAD M32 er bygget på en helt fjerde teknologi og besidder ganske vist en stor nøgternhed, men ikke uden charme. At lytte til musik skal først og fremmest være en følelsesmæssig oplevelse. Og det får det lov til at være. Man får lyst til at blive ved med at lytte – “bare ét album mere”.

Det er godt, men vær parat til at få punkteret et par illusioner, da mindre heldige optagelser afsløres konsekvent. C.V. Jørgensen fik ikke lov til at blive længe på afspilleren, da man får oplevelsen af, at instrumenter og stemmer ikke står sammen på en fælles scene, men er postkort sat op på en flad opslagstavle.

Bedre gik det med Hanne Boels udgave af “The Ballad of Lucy Jordan” – for selv om man kan høre, at hvert instrument spiller i hver sit unikke rum, der placeres som adskilte kasser i stereoperspektivet, forbliver helheden i det tætte, stemningsfulde nummer stadig smuk.

Konklusion

NAD M32 er med en bred margin det dyreste NAD-produkt, vi endnu har testet. Målt med high-end-alen er den imidlertid billig. For den pris får man højst en separat DAC. M32 er selvfølgelig også “kun” en DAC – men med evnen til at drive dine højttalere direkte. Den formår at tegne en usædvanlig overbevisende scene op, der ikke mindst burde glæde dyrkere af live-musik.

Hvis man er på jagt efter en kapabel integreret forstærker i den bedste ende af skalaen, bør den klart tages med i overvejelserne.